---
title: "EU AI Act – hvad betyder det for din virksomhed?"
url: "https://dinero.dk/eu-ai-act/"
type: "page"
type_label: "Side"
id: 80481
lang: "da-DK"
published: "2025-03-13T13:02:20+01:00"
modified: "2026-02-25T15:27:00+01:00"
description: "AI Act skal sikre ens regler, pålidelige og sikre AI-systemer og et tilstrækkeligt niveau af AI literacy (færdigheder). Se gennemgang."
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/eu-ai-act.md"
---

# EU AI Act – hvad betyder det for din virksomhed?

## Hvad er EU’s AI Act?

EU’s AI Act trådte i kraft d. 1. august 2024, og den bliver løbende implementeret frem til 2027. Forordningen skal regulere brugen af kunstig intelligens i Europa samt sikre, at almindelige brugere har en bred nok viden om AI. Indhold lavet med [AI skal mærkes fra 2026](https://dinero.dk/nyheder/ai-indhold-maerkning/).

Kravet om at uddanne medarbejdere i AI trådte i kraft d. 2. februar 2025. Virksomheder skal sikre AI-kompetencer hos medarbejdere – eller sikre tilstrækkelig [AI literacy](https://dinero.dk/eu-ai-act/ai-literacy/), som der står.

AI-forordningen kan deles op i to overordnede områder:

1. krav til virksomheder, der udvikler, udbyder og importerer AI-systemer
2. krav til virksomheder, hvis ansatte bruger AI-løsninger

Overordnet skelnes der nemlig mellem udbydere (driver) og idriftsættere (bruger). Hvis en virksomhed fx udvikler sine egne AI-systemer og [AI Agents](https://dinero.dk/tips/ai-agents/) (og drifter dem), skal de leve op til flere krav end dem, der fx bruger ChatGPT til at tjekke kommaer eller skrive tekst ifm. deres markedsføring.

### Test dig selv

Har du styr på EU’s AI Act? Du kan teste dig selv med vores simple quiz, hvor vi har samlet 16 relevante spørgsmål til dig om AI-forordningen. Du får det fulde overblik over rigtige og forkerte svar til sidst – samt en uddybende forklaring til hvert svar.

### 1. Hvornår trådte første fase af AI-forordningen i kraft?

- 1. januar 2024
- 1. august 2024
- 1. januar 2025

AI Act blev vedtaget d. 13. marts 2024, men første fase trådte først i kraft d. 1. august 2024.

### 2. Hvad er formålet med AI Act?

- Sikre, at europæiske job ikke forsvinder pga. AI
- Regulere brug og sikre forsvarlig anvendelse, der respekterer individets grundlæggende rettigheder
- Sørge for, at alle europæiske virksomheder bruger AI

Formålet med EU’s AI Act er at sikre, at AI-systemer er pålidelige, sikre og etiske samt højne den generelle AI literacy i europæiske virksomheder.

### 3. Du skal have en AI-politik offentligt tilgængelig på din hjemmeside

- Ja, det er et krav for alle virksomheder
- Det er kun et krav for virksomheder, der har eget system/løsning
- Der er ingen krav om en AI-politik

Der er ingen krav om, at virksomheder skal have en AI-politik (uanset om de er idriftsætter eller udbyder). Der kan dog være meget værdi i at have sådan en politik, såfremt en virksomhed anvender højrisiko AI-systemer eller bruger AI på måder, der påvirker mennesker direkte, og/eller generelt blot ønsker at arbejde med compliance på en struktureret måde. Men selv i det tilfælde skal den ikke være offentligt tilgængelig.

### 4. Hvad er AI literacy?

- En persons forståelse af og viden om AI
- En persons evne til at lave et prompts i en chatbot
- En persons viden om at kunne bygge sin egen AI

AI literacy kan direkte oversættes til AI-forståelsesfærdighed eller blot AI-færdighed. Det dækker over en persons viden om og forståelse af AI – og kan lidt ses som digital dannelse, bare med fokus på AI.

### 5. Hvornår er kravet om tilstrækkelig AI literacy gældende fra?

- 2. august 2024
- 2. februar 2025
- 2. august 2025

Første fase af AI-forordningen trådte i kraft d. 1. august 2024, men kravet om tilstrækkelig AI literacy hos medarbejdere trådte først i kraft d. 2. februar 2025.

### 6. Hvad er tilstrækkelig AI literacy?

- Det defineres ikke og vil altid afhænge af en konkret vurdering af den enkelte medarbejder og brugen af AI i virksomheden
- Der er forskellige definitioner afhængig af, om medarbejderen bruger eksterne AI-systemer eller virksomheden har sit eget
- Færdigheder, der opnås ved gennemførelse af et godkendt kursus

Artikel 4 i EU’s AI Act siger blandt andet; “”Udbydere og idriftsættere af AI-systemer skal træffe foranstaltninger til i videst muligt omfang at sikre et tilstrækkeligt niveau af AI-færdigheder hos deres personale og andre personer, der er involveret i drift og anvendelse af AI-systemer på deres vegne”. Det defineres aldrig, hvad der udgør tilstrækkelige færdigheder/viden. I forbindelse med vurderingen skal der blandt andet tages hensyn til personens tekniske viden, erfaring, uddannelse og træning, og det vil altid bero på en konkret vurdering i hvert tilfælde. Færdigheder skal kunne dokumenteres, men der er ikke krav om fx diplomer eller ECTS-point.

### 7. Der stilles samme krav til AI-færdigheder, uanset medarbejderens rolle og ansvar

- Ja, kravet om AI literacy er ens for alle uanset rolle og ansvar
- Nej, der stilles større krav til medarbejdere, der udvikler/driver AI-systemer
- Nej, det er kun personer, der bruger AI ifm. arbejdet, der er omfattet af kravet om AI literacy

Alle virksomheder er omfattet af kravene om AI literacy, men der gælder ekstra krav for virksomheder, der udvikler eller driver systemer og løsninger. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at nogle krav er relateret til den enkelte medarbejder, mens andre gælder for hele virksomheden.

### 8. Alle medarbejdere i en virksomhed omfattet af kravet om AI literacy

- Ja, alle medarbejdere er omfattet i samme omfang
- Ja, men der stilles forskellige krav til de enkelte medarbejdere
- Nej, det er kun personer, der bruger AI ifm. arbejdet, der er omfattet af kravet om AI literacy

Hvis en medarbejder slet ikke bruger AI i sin arbejdsdag, er medarbejderen ikke omfattet af kravet om AI literacy. Det er dog meget få personer, der ikke vil være omfattet, da der fx er AI i de fleste af Microsofts og Googles løsninger (bl.a. Gmail, Docs, Sheets og CoPilot), ligesom mange systemer også bruger en eller anden form for AI i dag.

### 9. Hvordan kan du uddanne medarbejdere i AI literacy

- Kun ved internt kursus med intern fagperson
- Kun ved eksternt kursus på ekstern lokation og/eller ekstern fagperson
- Både ved internt og eksternt kursus

Der er mange måder at uddanne medarbejdere på. Det er også vigtigt at have et overblik over, om det kan klares med et mindre kursus, eller om der er behov for et længere forløb. Noget kan måske klares internt i huset, mens andre kompetencer skal erhverves eksternt. Det vil altid være en konkret vurdering, virksomheder er nødt til at lave løbende. Der er ingen krav om, at specifik viden eller uddannelse skal foregå eksternt eller internt – heller ikke, at der skal være papir på den erhvervede viden, selvom det klart vil være at foretrække ift. dokumentation.

### 10. Hvilke risikoprofiler for AI-systemer er der i forordningen?

- Lav, mellem og høj
- Minimal, begrænset, høj og uacceptabel
- Lav, medium, kritisk og ulovlig

De fire risikoprofiler er; minimal, begrænset, høj og uacceptabel. Alle systemer i kategorien “uacceptabel” er ulovlige i EU, mens der stilles større krav til et højrisiko-system end et system med minimal risiko.

### 11. Hvilken type systemer er blevet forbudt i EU med forordningen?

- Systemer til biometrisk identifikation
- Systemer til diagnosticering af sygdomme
- Systemer til berettigelse af kredit

Systemer med uacceptabel risiko vurderes til at udgøre en trussel mod vores grundlæggende menneskerettigheder. Derudover kan de også potentielt skade mennesker, manipulere eller udnytte folk i sårbare situationer. Det drejer sig især om løsninger til biometrisk identifikation og social scoring, kognitiv adfærdsmanipulation samt ansigtsgenkendelse i det offentlige rum. Andre eksempler kan være systemer, der anvender følsomme data som fx køn, race og politisk orientering. Systemer til diagnosticering af sygdomme og berettigelse af kredit er systemer, der typisk betragtes som højrisiko-systemer – men altså ikke er blevet forbudt.

### 12. Hvilken AI-løsning hører typisk under risikoprofilen “Minimal risiko”?

- Udfører en forberedelsesopgave til en vurdering
- Forbedrer resultatet af en (tidligere afsluttet) menneskelig aktivitet
- Laver AI-baserede spil

Løsninger til at lave AI-baserede spil hører typisk under risikoprofilen; minimal risiko. Løsninger, som udfører en forberedelsesopgave til en vurdering eller forbedrer resultatet af en (tidligere afsluttet) menneskelig aktivitet, hører begge under “Begrænset risiko”.

### 13. Hvilken risikoprofil hører chatbots, der genererer indhold, som fx ChatGPT typisk under?

- Minimal risiko
- Begrænset risiko
- Høj risiko

Chatbots eller systemer, der generer indhold – det kan fx være ChatGPT og Midjourney – hører under “Begrænset risiko”.

### 14. Hvem håndhæver de fælles regler i EU?

- Videnskabeligt panel af uafhængige eksperter
- AI-udvalg med repræsentanter for medlemsstaterne
- AI-kontor i Europa-Komissionen

Alle tre er forskellige forvaltningsorganer, der skal sikre korrekt håndhævelse af EU’s AI Act. Det er dog AI-kontorets opgave at håndhæve de fælles regler i EU. Kontoret kan blandt andet anmode om oplysninger, gennemføre revisioner og pålægge bøder. Udvalget skal bistå og rådgive medlemsstater og Kommissionen, mens det videnskabelige panel skal støtte håndhævelsesaktiviteter.

### 15. Hvem er koordinerende tilsynsmyndighed i Danmark?

- Erhvervsstyrelsen
- Digitaliseringsstyrelsen
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Medlemsstaterne skal selv føre nationale tilsyn med anvendelse, og i Danmark er det Digitaliseringsstyrelsen, som er udpeget til at være national koordinerende tilsynsmyndighed for AI-forordningen.

### 16. Hvor store bøder risikerer virksomheder, hvis de ikke lever op til reglerne?

- Op til 35 mio. euro eller 7% af virksomhedens samlede omsætning
- Op til 35 mio. euro og op til 7% af virksomhedens samlede omsætning
- Op til 20 mio. euro eller 4% af virksomhedens samlede omsætning (samme som GDPR)

Der kan udskrives bøder på op til 35 mio. euro eller 7% af virksomhedens samlede (globale) omsætning Det vil altid være den højest mulige, der vælges. For de fleste vil det betyde, at det vil være en bøde på et bestemt beløb (altså den første på op til 35 mio. euro), da meget få virksomheder vil have en omsætning, der kommer i nærheden af dette. Hvis der er tale om en SMV eller nyetableret virksomhed, vil der være tale om forholdsmæssige bøder.

Formålet er at beskytte borgerne og sikre en ansvarlig og etisk brug af AI i EU, og lovgivningen er bygget på en risikobaseret tilgang til brug af kunstig intelligens. Risikoprofilerne i [EU’s AI Act](https://digital-strategy.ec.europa.eu/en/policies/regulatory-framework-ai) går fra uacceptabel risiko til minimal risiko.

AI Act fokuserer især på at forbedre og sikre:

- Beskyttelse af grundlæggende rettigheder
- Transparens og ansvarlighed
- Markedsadgang og innovation

Lovgivningen kommer også på baggrund af et ønske om mere kontrol med AI og robotter – hele 90% af [befolkningen ønsker nøje kontrol](https://europa.eu/eurobarometer/surveys/detail/2160) med AI iflg. en Eurobarometer-undersøgelse.

Europa-Kommissionen har lavet en oversigt med [spørgsmål og svar omkring AI-modeller](https://digital-strategy.ec.europa.eu/da/faqs/general-purpose-ai-models-ai-act-questions-answers) til generelle formål. Her kan du bl.a. se, hvordan AI-forordningen definerer open source- og generelle AI-systemer med systemiske risiko.

> **OBS: Se video om AI literacy**
>
> Hvis du udelukkende bruger AI til fx at generere tekst, lyd eller billede, kan du i de fleste tilfælde nøjes med at se vores video om AI literacy for at opnå de nødvendige færdigheder. Det vil dog altid være en vurdering, virksomheden selv er nødt til at foretage. [Se video](https://dinero.dk/eu-ai-act/ai-literacy/#h-video-om-ai-literacy-bliv-klaedt-godt-pa-til-kravene).

## Læs endnu mere ifm. AI Act

### [Hvad er AI?](https://dinero.dk/eu-ai-act/hvad-er-ai/)

Bliv meget klogere på teknologien, hvordan et AI-system virker, og se eksempler på brug af AI. Klik her.

### [AI literacy](https://dinero.dk/eu-ai-act/ai-literacy/)

Medarbejdere skal have tilstrækkelige AI-færdigheder. Se gennemgang, og hvordan du sikrer det i din virksomhed. Klik her.

### [Krav til drift og brug](https://dinero.dk/eu-ai-act/krav-drift-brug/)

Se gennemgang af krav til virksomheder, der bruger, udvikler og/eller driver systemer baseret på AI. Klik her.

### [Hvem er omfattet af AI Act](https://dinero.dk/eu-ai-act/omfattet-af-kravene/)

Alle virksomheder i EU (samt virksomheder, der udbyder løsninger på det europæiske marked) er omfattet af reglerne i AI Act. Klik her.

### [Muligheder med AI](https://dinero.dk/eu-ai-act/muligheder-med-ai/)

Der er mange muligheder for at spare både tid og penge med AI. Bliv klogere på AI-værktøjer til almen brug og til selvstændige. Klik her.

## Risikoprofiler afgør kravene i AI Act

Der er fire risikoprofiler i forordningen, som er defineret ud fra, hvor stor skade systemet eller løsningen potentielt kan påføre den enkelte borger eller samfundet. AI-systemer med uacceptabel risiko blev ulovlige d. 2. februar 2025, hvor forbuddet mod disse trådte i kraft.

De tre resterende risikoprofiler i AI Act er; høj risiko, begrænset risiko og minimal risiko. Der er stor forskel på kravene i de forskellige risikoprofiler, som du kan blive klogere på længere nede i teksten.

![Infografik_Risikoprofiler_EU_AI_Act](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2025/03/Infografik_Risikoprofiler_EU_AI_Act.svg)

Jo “højere” risikoprofil en AI-løsning har, jo flere krav skal virksomheden leve op til. Profilen laves ud fra en vurdering af risikoen for, at løsningen kan påføre samfundet eller den enkelte borger skade.

### Uacceptabel risiko – forbudt i EU

Nogle AI-løsninger er blevet vurderet til at have så høj en risiko, at det ikke er acceptabelt at bruge dem i EU. Det er få løsninger, der har denne risikoprofil, men de blev ulovlige i EU d. 2. februar 2025, hvor reglerne for AI-systemer med Uacceptabel Risiko trådte i kraft.

Disse løsninger vurderes til at udgøre en trussel mod vores grundlæggende menneskerettigheder – og kan potentielt skade mennesker, manipulere eller udnytte folk i sårbare situationer. 

Det drejer sig især om løsninger til biometrisk identifikation og social scoring, kognitiv adfærdsmanipulation samt ansigtsgenkendelse i det offentlige rum. Andre eksempler kan være systemer, der anvender følsomme data som fx køn, race og politisk orientering.

### Høj risiko – strenge krav og forpligtelser

Et system med høj risiko er vurderet til potentielt at udgøre en væsentlig risiko inden for ét eller flere af nedenstående områder:

1. Sundhed
2. Sikkerhed
3. Borgeres fundamentale rettigheder

Hvis et system har potentiale til væsentligt at kunne påvirke udfaldet af en beslutningstagning, vil den også være under denne kategori.

Eksempler på AI-løsninger, der potentielt er høj risiko:

- Systemer, der bruges til berettigelse af kredit, diagnosticering af sygdomme og selvkørende biler
- Systemer til analyser ifm. jobansøgninger eller evaluering af jobkandidater
- Sikkerhedskomponenter

Hvis et AI-system bruges til at lave profilering af fysiske personer, skal det altid betragtes som et højrisiko-system.

Der stilles særligt strenge krav og forpligtelser til alle højrisiko-systemer, som skal opfyldes, hvis de ønsker adgang til EU-markedet. Det gælder blandt andet grundig prøvning, gennemsigtighed og menneskeligt tilsyn.

### Begrænset risiko – forpligtelser om gennemsigtighed

De fleste AI-løsninger vil høre under denne kategori. Et system hører under denne kategori, hvis det opfylder mindst ét af nedenstående kriterier:

- Udfører en specifik procesopgave
- Forbedrer resultatet af en (tidligere afsluttet) menneskelig aktivitet
- Registrerer beslutningsmønstre eller afvigelser fra tidligere mønstre – men ikke er designet til at påvirke eller erstatte den tidligere gennemførte menneskelige vurdering uden korrekt menneskelig gennemgang
- Udfører en forberedelsesopgave til en vurdering

Det kan lyde meget tungt, men der er grundlæggende tale om fx chatbots eller systemer, der generer indhold – det kan fx være ChatGPT og Midjourney.

Systemer med begrænset risiko er underlagt gennemsigtighedsforpligtelser. De skal fx oplyse brugere om, at indholdet i systemerne er genereret af AI, så brugerne kan træffe informerede beslutninger om brugen af indholdet.

### Minimal risiko – kan anvendes frit

Mange AI-løsninger vil ikke udgøre nogen risiko, og derfor er de ikke reguleret eller berørt af AI-forordningen direkte. Det kan fx være:

- AI-baserede spil
- Spamfiltre
- Systemer til anbefaling af musik eller film

Hvis et system ikke hører under en af de andre kategorier, vil det sandsynligvis høre under denne.

[De specifikke krav](https://dinero.dk/eu-ai-act/krav-drift-brug/) til hver enkel kategori kan du læse meget mere om via linket. Her går vi mere i dybden med både kravene til dig, der drifter (altså selv har udviklet et AI-system/-løsning) og dig, der blot bruger AI (fx ChatGPT).

Start med at lave en oversigt over, hvilke AI-systemer virksomheden bruger/udvikler i dag. Den skal du nemlig bruge til bl.a. at identificere risikoprofiler (og krav) og evaluere AI literacy – kort sagt det meste i forbindelse med EU’s AI Act.

EU har lavet en [Compliance Checker](https://artificialintelligenceact.eu/assessment/eu-ai-act-compliance-checker/), du kan bruge til at se, hvad de kommende regler og krav betyder for lige netop dig og din virksomhed. 

> **Info: Sådan fungerer et AI-system**
>
> Et AI-systems arbejdsproces består meget forsimplet af fire trin; 1) analyse af store mængder data, 2) påvisning af mønstre ved hjælp af algoritmer, 3) udførelse af opgaver og 4) læring og forbedring af ydeevnen.

## Download tjekliste – brug af data i offentlige AI-værktøjer

Det er vigtigt at skelne mellem offentlige og ikke-offentlige informationer (data) – især når det kommer til AI og AI-forordningen. Derfor har vi lavet en praktisk tjekliste, du nemt kan bruge i en travl hverdag.

*Du tilmelder dig samtidig Dineros nyhedsbrev, som du altid kan afmelde med et enkelt klik. Tjeklisten er vejledende og skal ikke ses som juridisk rådgivning.*

Tjeklisten består af konkrete eksempler, hvor du kan få svar på, om det er okay at bruge data i et AI-værktøj samt årsagen til dette. De er opdelt i rød, gul og grøn – ligesom et trafiklys.

## AI-forordningen skal forvaltes af flere forvaltningsorganer

Der er mange systemer, løsninger og medarbejdere, der skal kontrolleres og tjekkes. Derfor oprettes der også flere forvaltningsorganer for at sikre korrekt håndhævelse af EU’s AI Act.

- AI-kontor i Europa-Kommissionen
- Videnskabeligt panel af uafhængige eksperter
- AI-udvalg med repræsentanter for medlemsstaterne
- Rådgivende forum for interessenter

Kontoret skal håndhæve de fælles regler i EU, mens det videnskabelige panel skal støtte håndhævelsesaktiviteter. AI-kontoret kan blandt andet gennemføre revisioner, anmode om oplysninger og pålægge bøder.

Udvalget skal bistå og rådgive medlemsstater og Kommissionen, så der sikres en effektiv og ensartet anvendelse af AI-forordningen. Det rådgivende forum skal stille teknisk ekspertise til rådighed for AI-udvalget og Kommissionen.

De enkelte medlemsstater skal dog også selv føre nationale tilsyn med anvendelse, der ikke drejer sig om grundlæggende modeller. I Danmark er det Digitaliseringsstyrelsen, der skal være national koordinerende tilsynsmyndighed for EU’s AI Act.

## Du risikerer store bøder, hvis du ikke overholder kravene i AI Act

Der er mange love og regler at holde styr på som selvstændig. [Den nye bogføringslov](https://dinero.dk/ny-bogfoeringslov/) kom for nogle år siden, og nu er det EU’s AI Act. Det er dog vigtigt, du lever op til kravene, da det kan blive rigtig dyrt, hvis du ikke gør.

Du risikerer nemlig bøder på op til:

- 35 mio. euro eller
- 7% af virksomhedens samlede (globale) omsætning

Det vil altid være den højest mulige, der vælges. For de fleste vil det betyde, at det vil være [en bøde](https://artificialintelligenceact.eu/article/99/) på et bestemt beløb (altså den første på op til 35 mio. euro), da meget få virksomheder vil have en omsætning, der kommer i nærheden af dette.

Hvis der er tale om en SMV eller nyetableret virksomhed, vil der være tale om forholdsmæssige bøder.

## Hvornår træder de forskellige regler i kraft?

EU’s AI Act trådte i kraft d. 1. august 2024, hvor den formelt blev en del af EU’s lovgivning.

Loven implementeres i faser frem til d. 2. august 2026, hvor alt skal være implementeret. Den sidste deadline i 2027 gælder harmonisering af eksisterende lovgivning og AI Act.

![Infografik_Tidslinje_AI_Act](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2025/03/Infografik_Tidslinje_AI_Act.svg)

Inden udgangen af 2030 vil forpligtelser for visse AI-systemer, der er del af storskala-informationssystemer etableret af EU-lovgivningen (fx Schengen), træde i kraft.

## Oftest stillede spørgsmål

### Hvad er AI Act?

AI Act er EU’s første lovgivning om kunstig intelligens. AI-forordningens formål er at lave fælles regler for kunstig intelligens og sikre, at AI-systemer er sikre, pålidelige og etiske. Den skal også sikre et tilstrækkeligt højt niveau af AI literacy i europæiske virksomheder.

### Hvornår træder AI Act i kraft?

AI Act trådte i kraft d. 1. august 2024, og den bliver løbende rullet ud frem til 2027, hvor det er meningen, at sidste del af forordningen skal træde i kraft (reglerne for resten af risikoprofilerne).

Reglerne for AI literacy trådte i kraft d. 2. februar 2025, hvilket betyder, at virksomhedens ansatte allerede nu skal have tilstrækkelige AI-færdigheder.

### Hvad er en forordning?

En forordning er en retsakt, der anvendes i EU-lovgivning – det kan kaldes en form for EU-lov, der er bindende og gælder for samtlige medlemslande i EU. 

Hvor et direktiv skal tilpasses af de enkelte medlemsstater, er en forordning almengyldig og bindende i samme øjeblik, det vedtages – og skal altså ikke først indarbejdes i de enkelte medlemslandes lovgivning gennem nye love i medlemslandene.

### Hvad er timeline i AI Act?

AI Act trådte i kraft d. 1. august 2024, og d. 2. februar kom kravet om AI literacy og forbuddet mod AI med uacceptabel risiko. Regler for GPAI træder i kraft d. 2. august 2025, og reglerne for resten af risikoprofilerne træder i kraft d. 2. august 2026. 

Senest d. 2. august 2027 skal AI Act og relevante EU- og nationale lovgivninger være harmoniseret ift. højrisiko AI-systemer.

### Hvem håndhæver EU’s AI Act?

Det er Digitaliseringsstyrelsen, der er den nationale koordinerende tilsynsmyndighed for EU’s AI Act. Et AI-kontor i Europa-Kommissionen står for at håndhæve de fælles regler, mens der kommer et paneludvalg og rådgivende forum, der skal sikre en ensartet anvendelse og stille teknisk ekspertise til rådighed.

### Hvornår blev AI Act vedtaget?

AI Act blev vedtaget d. 13. marts 2024 – efter den blev foreslået af Kommissionen tilbage i april 2021. Første fase af AI-forordningen trådte i kraft d. 1. august 2024.

### Hvornår træder AI-forordningen i kraft?

AI-forordningen trådte i kraft d. 1. august 2024, og reglerne om AI literacy og forbuddet mod AI med uacceptabel risiko trådte i kraft d. 2. februar 2025.

### Skal jeg have en offentlig tilgængelig AI-politik på min hjemmeside?

Du skal ikke have en AI-politik (hverken som idriftsætter eller udbyder), idet det ikke fremgår direkte af forordningen.

Der kan dog være meget værdi i at have sådan en politik, såfremt en virksomhed anvender højrisiko AI-systemer eller bruger AI på måder, der påvirker mennesker direkte, og/eller generelt blot ønsker at arbejde med compliance på en struktureret måde.

Men selv i dette tilfælde skal den ikke være offentligt tilgængelig.

Vi anbefaler, at du får hjælp og rådgivning af en advokat, hvis du er i tvivl om noget i forhold til politikken eller selve AI-forordningen.

---

Kilde: https://dinero.dk/eu-ai-act/ (sidst ændret 2026-02-25). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
