Spring til indholdet

Dineros udviklere giver tilbage til fællesskabet

Her er en meddelelse fra Captain Obvious: Internettet er en genial opfindelse.

Af Eik Christensen og Mikkel Damm, udviklere i Dinero

Det er der næppe mange, der sætter spørgsmålstegn ved i 2017. Det geniale er, at vi straks kan blive klogere på den verden, som vi befinder os i. Spørgsmål kan besvares, og myter kan af- eller bekræftes på et sted mellem splitsekunder og få minutter.

Den videndeling kan kun ske, fordi en masse gode mennesker bidrager positivt til fællesskabet. I Dinero har vi udviklere besluttet, at vi også vil bidrage til det stadigt voksende onlinefællesskab.

Derfor er det blevet en del af vores strategi eller – hvis vi skal ophøje det lidt – vores mission at give tilbage til det open source-miljø, der hersker omkring Angular. Lad os lige forklare, hvad Angular er. Du får den lynhurtige version:

Angular er det javascript framework, som Dinero er skrevet i. Det er altså den kode, der er grunden til, at iværksættere og andre selvstændige kan lave deres regnskab online. Det var den helt korte version.

Vi-hjælper-hinanden-ånden

Det skønne ved Angular-universet er, at det i høj grad er af en open source-tankegang – eller sagt på almindelig dansk: En vi-hjælper-hinanden-ånd. Det betyder, at mange udviklere, som opfinder den dybe tallerken (eller en anden type tallerken) ikke sidder og holder deres kode helt ind til kroppen. I stedet gør de koden tilgængelig online for andre udviklere. På den måde behøver andre udviklere ikke starte helt fra scratch, men kan i stedet bruge den i forvejen udviklede kode og tilpasse den til netop deres behov.

For hvis der nu sidder en dygtig udvikler i Fjernøsten, i Østeuropa eller på Østerbro, som allerede har opfundet den dybe tallerken, hvorfor så egentlig opfinde den én gang til?

Det har vi tænkt mange gange, og derfor har også selv brugt open source-materiale til at udvikle vores regnskabsprogram. Så tak til dem, der på den måde har bidraget og har givet os et godt udgangspunkt for at udvikle Dinero.

Mikkel til venstre og Eik til højre

En gratis hjælp til alle udviklere

Men vi vil også give noget tilbage. Derfor vil vi fremover gøre kode tilgængelig for andre Angular-udviklere i open source-form, når vi vurderer, at den kan være brugbar for andre. Dermed kan vi være med til at understøtte, at andre virksomheder og organisationer får et godt udgangspunkt til at udvikle deres produkt. Og allervigtigst kan vi hjælpe nye udviklere til at komme i gang med at arbejde med Angular.

Faktisk har vi nu lagt to forskellige projekter online. Det ene er et værktøj, der hjælper brugeren med at finde en adresse. Det bruger det danske adresse-api DAWA. Det andet værktøj gør det muligt at håndtere flere tusinde rækker i en liste. Det er blandt andet blevet brugt for at optimere hastigheden i kassekladden.

Dermed kan vi hjælpe (og måske endda være med til at uddanne) gamle og nye udviklere rundt omkring i verden. Uanset om de udvikler i Fjernøsten, i Østeuropa eller på Østerbro.

Klik her og få en gratis konto

Henrik Alexandersen
Henrik er kommunikationsmedarbejder hos Dinero. Fra sit skrivebord knokler han hver dag for at fortælle de gode historier til såvel Dinero-brugere som verden udenfor på en måde, så vi alle kan læse med.

Så mange har tilmeldt sig

0

Vidste du, at der er sendt 0 fakturaer fra Dinero?