---
title: "Dansk iværksætteri i krise: Styrtdyk i nye virksomheder"
url: "https://dinero.dk/om-os/presse/dansk-ivaerksaetteri-i-krise-styrtdyk-i-nye-virksomheder/"
type: "page"
type_label: "Side"
id: 53248
lang: "da-DK"
published: "2022-07-26T08:29:00+02:00"
modified: "2022-07-26T08:30:59+02:00"
description: "78.000 virksomheder får deres egen assistent. Den overvåger regnskabet, sikrer mod fejl og holder styr på økonomien - også når ejeren sover"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/om-os/presse/dansk-ivaerksaetteri-i-krise-styrtdyk-i-nye-virksomheder.md"
---

# Dansk iværksætteri i krise: Styrtdyk i nye virksomheder

#### Iværksætteriet har ramt bunden i årets første seks måneder. Antallet af nye enkeltmandsvirksomheder er på det laveste niveau i fem år. På blot et år er antallet af nye virksomheder faldet med hele 16 procent.

Håndbremsen er blevet trukket i dansk iværksætteri i årets første seks måneder.

Antallet af nye enkeltmandsvirksomheder er faldet med 16 procent i første halvår sammenlignet med samme periode sidste år. Det viser nye tal fra CVR, som Visma Dinero har analyseret. Antallet er samtidig det klart laveste i fem år.

Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Visma Dinero siger:

– Udviklingen er bekymrende. Det er vigtigt, at der opstår nye virksomheder, som gentænker de gængse arbejdsformer og tankegange, som angriber markeder på nye, innovative måneder, og som sikrer, at erhvervslivet ikke bliver mageligt og går i stå. Jo færre nye virksomheder der skabes, desto mindre er sandsynligheden for, at den næste store millionsucces opstår.

Han vurderer, at flere forskellige faktorer er årsag til, at antallet af nye virksomheder er faldet markant.

– Vi har fuld beskæftigelse, så alle kan ret nemt tage et job med fast løn, pension og betalt ferie. Det er bekvemt i en verden med stigende priser, krig i Europa og en ildevarslende corona-skygge, som igen hænger vores hoveder. Alle de usikkerhedsfaktorer påvirker utvivlsomt lysten og modet til at kaste sig ud som iværksætter negativt. Det er meget ærgerligt.

**Størst fald på Bornholm**

Den største nedgang er sket på Bornholm. Her er antallet af nye enkeltmandsvirksomheder faldet med hele 38 procent. De mindste nedgange er sket i Københavns Omegn og på Fyn. Her faldt antallet af nye enkeltmandsvirksomheder med henholdsvis 8,9 og 10,7 procent.

I 78 af landets 98 kommuner faldt antallet af nye enkeltmandsvirksomheder. Blandt andet faldt antallet i landets fire største kommuner med henholdsvis 19 procent i København, 22 procent i Aarhus, 25 procent i Aalborg og 7 procent i Odense.

![Nye-enkeltmandsvirksomheder-foerste-halvår-2022](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2022/07/Nye-enkeltmandsvirksomheder-foerste-halva%CC%8Ar-2022-2000x1167.png)

### Nye virksomheder – landsplan

|  | **2018** | **2019** | **2020** | **2021** | **2022** |
| --- | --- | --- | --- | --- | --- |
| Nye virksomheder: | 11.531 | 11.197 | 11.548 | 12.691 | 10.613 |
| Ændring fra året før: | – | -2,9 % | 3,1 % | 9,9 % | -16,4 % |

 

### Nye virksomheder – landsdele

| **Landsdel** | **1. halvår 2021** | **1. halvår 2022** | **Udvikling** |
| --- | --- | --- | --- |
| Landsdel Bornholm | 94 | 58 | -38,3 % |
| Landsdel Østsjælland | 518 | 415 | -19,9 % |
| Landsdel Østjylland | 1893 | 1520 | -19,7 % |
| Landsdel Sydjylland | 1331 | 1070 | -19,6 % |
| Landsdel Vestjylland | 674 | 543 | -19,4 % |
| Landsdel Nordjylland | 1134 | 933 | -17,7 % |
| Landsdel Nordsjælland | 992 | 817 | -17,6 % |
| Landsdel København | 2755 | 2302 | -16,4 % |
| Landsdel Vest- og Sydsjælland | 1131 | 996 | -11,9 % |
| Landsdel Fyn | 950 | 848 | -10,7 % |
| Landsdel Københavns omegn | 1219 | 1111 | -8,9 % |

###### [Se definition af landsdele her.](https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/nomenklaturer/nuts)

### Nye virksomheder – kommuner

[Find overblik over alle kommuner her – download som Excel-fil.](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/04/Nye-virksomheder-foerste-halva%CC%8Ar-tal-fra-19.-juni-2022-2.xlsx)

### Om analysen

En ny virksomhed er i denne analyse en nystiftet enkeltmandsvirksomhed. Data er trukket i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) den 19. juli 2022. En enkeltmandsvirksomhed er karakteriseret ved, at ejeren hæfter personligt, og at der ikke er kapitalkrav, hvorfor denne selskabsform ofte vælges ved opstart af virksomhed.

#### Om Visma Dinero

Visma Dinero er et regnskabsprogram, som henvender sig til landets mindste virksomheder. Virksomheden har cirka 80.000 kunder og omsatte i 2021 for 98,9 millioner kroner. Visma Dinero er stiftet af blandt andre Martin Buch Thorborg, som i dag er adm. direktør i virksomheden.

---

Kilde: https://dinero.dk/om-os/presse/dansk-ivaerksaetteri-i-krise-styrtdyk-i-nye-virksomheder/ (sidst ændret 2022-07-26). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
