I første halvår har landets små virksomheder reduceret deres udgifter drastisk. Så selvom omsætningen er fuldstændig uændret sammenlignet med samme tidsperiode sidste år, er indtjeningen forøget. Virksomhedsejerne har omstillet sig til en ny økonomisk tidsalder, lyder vurderingen fra iværksætter Martin Buch Thorborg
Landets mindste virksomheder har omstillet sig til en ny økonomisk hverdag, hvor livremmen skal spændes ind, hvis der skal være plus på bundlinjen.
Det viser en ny analyse af den aktuelle økonomi i 14.350 danske virksomheder. Analysen er lavet af regnskabsvirksomheden Dinero.
Analysen viser, at omsætningen er uændret i årets første seks måneder sammenlignet med samme periode året før. Til gengæld har virksomhederne reduceret udgifterne med hele 13 procent og dermed løftet deres økonomiske resultat.
Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Dinero, siger:
– Det sidste halvandet år har været betydeligt mere udfordrende for iværksættere end de foregående 10-15 år. Men de små virksomheder har grebet udfordringen og over en bred kam bevist, at de har omstillet sig til en ny virkelighed, hvor man skal kæmpe lidt mere for at have sund økonomi. Når omsætningen ikke vokser, men man gerne vil tjene penge, så må man i stedet omstille sig og skrue på udgifterne. Det har de gjort i stor stil.
Virksomheder kommer styrket ud af modgangen
Hans vurdering er også, at en del virksomheder kommer styrket ud af den nuværende periode. Netop fordi de er blevet mødt med udfordringer, som de har formået at klare sig igennem.
Martin Buch Thorborg siger:
– De sidste mange år har været en gylden tidsalder, hvor økonomien har blomstret og forbruget været højt. Det har været en gave ikke kun til iværksættere, men til hele erhvervslivet. Nu er festen forbi. Det lyder måske trist, men jeg er fuldstændig overbevist om, at en masse af de virksomheder, som klarer sig fornuftigt gennem denne periode, kommer styrket ud på den anden side. De har trimmet virksomheden, så den står knivskarpt og dermed er rustet til udfordringer og modstand.
Blandt de brancher, som har oplevet en nærmest uændret eller lille ændring i omsætningen, men som alligevel har formået at løfte det økonomiske resultat i første halvår ved at reducere udgifterne, kan nævnes blandt andet it-konsulenter, arkitekter og ingeniører, undervisere og film- og tv-producenter.