---
title: "Hvad er en balance?"
url: "https://dinero.dk/ordbog/balance/"
type: "dictionary"
type_label: "Ord"
id: 13595
lang: "da-DK"
published: "2018-03-08T14:57:56+01:00"
modified: "2025-07-01T07:28:29+02:00"
description: "Balance i et regnskab er et vigtigt redskab til at få et overblik over den økonomiske situation. Du kan læse mere om balancesum her!"
alpha:
  - "B"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/ordbog/balance.md"
---

# Hvad er en balance?

> En balance er en opgørelse over virksomhedens økonomiske situation. Den indeholder en aktiv og en passiv side med overblik over virksomheden værdier og den måde, de har finansieret værdierne.

![Balance i regnskab symboliseret ved sten](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2018/03/balance.jpg)

## Hvad viser balancen?

En balance i et regnskab viser den økonomiske situation på en bestemt dag for en virksomhed.

Når man starter en virksomhed, laver man en [åbningsbalance](https://dinero.dk/support/hvordan-ser-jeg-min-abningsbalance/). Bagefter opstiller man en balance. Det gør man, når et regnskabsår er ved at være slut.

Balancen skal indeholde en venstre og en højre side, som viser virksomhedens:

- [Pengebinding](https://dinero.dk/ordbog/pengebinding/) – aktiver
- [Finansiering](https://dinero.dk/ordbog/finansiering/) – passiver

Både aktiver og [passiver](https://dinero.dk/ordbog/passiv/) skal stå til kostpris den første gang, de skal indregnes.

## Hvad er balancesum?

Balancesum er den sum som dine aktiver og passiver ligger på. Dine aktiver og passiver skal matche hinanden, med samme beløb. Derfor vil balancesummen blot være summen af én af disse rækker, hvis du har opsat det i en overskuelig tabel.

## Hvad indeholder aktiverne?

Balancens venstre side viser virksomhedens [aktiver](https://dinero.dk/ordbog/aktiv/) ved [regnskabsårets](https://dinero.dk/ordbog/regnskabsaar/) slutning.

Aktiver er de værdier, som virksomheden har penge i – fx biler til maskiner.

Der er to typer aktiver:

- [Anlægsaktiver](https://dinero.dk/ordbog/anlaegsaktiver/)
- [Omsætningsaktiver](https://dinero.dk/ordbog/omsaetningsaktiver/)

Anlægsaktiver er aktiver, som virksomheden bruger i mere end ét regnskabsår. Det kan både være [immaterielle](https://dinero.dk/ordbog/immaterielle-anlaegsaktiver/), materielle og finansielle.

Immaterielle anlægsaktiver er fx [goodwill](https://dinero.dk/ordbog/goodwill/) og licenser, mens materielle er bygninger, maskiner og lignende, som man ikke kan røre ved – altså en post i balancen, som er ikke er fysiske ting.

Omsætningsaktiver er aktiver, som ændres inden for kort tid. De deles op i varebeholdning, tilgodehavende, værdipapirer og [likvide beholdninger](https://dinero.dk/ordbog/likvide-beholdninger/).

## Hvad indeholder passiverne?

Højre side viser passiverne ved regnskabsårets slutning. De viser, hvordan firmaet har finansieret aktiverne.

Passiver inddeles i [egenkapital](https://dinero.dk/ordbog/egenkapital/) og forpligtelser ud fra, hvornår de skal betales.

Egenkapital er den kapital, som virksomhedsejerne har skudt ind ved start. Den viser også overførte resultater fra tidligere år og evt. udbytter.

Den kapital, der er indskudt ved start, hedder den ansvarlige kapital, anpartskapitalen, den registrerede kapital – eller indskudskapitalen.

[Fremmedkapital](https://dinero.dk/ordbog/fremmedkapital/) er summen af hensatte forpligtelser og gældsforpligtelser. Hensatte forpligtelser kan ikke præciseres med hensyn til størrelse eller tidspunkt for afvikling.

Langfristede gældsforpligtelser skal betales mere end ét år efter, balancen er lavet.

Kortfristede gældsforpligtelser skal betales indenfor det næste regnskabsår.

## Er der krav til opstilling?

Ifølge [Årsregnskabsloven](https://dinero.dk/ordbog/aarsregnskabsloven/) skal balancen opstilles skematisk. Man kan opstille ud fra enten kontoform eller beretningsform. De fleste bruger kontoform.

Det er vigtigt, at højre- og venstre side balancerer – altså at tallet er ens.

**Kontoform:** Kontoformen er den form, der anvendes oftest. Her er egenkapitalen den første post, og derefter er det hensatte forpligtelser og gældsforpligtelser. 

**Beretningsform:** Denne opstillingsform anvendes sjældnere, og her er det kortfristet gæld, der skal stå først, og derefter langfristet gæld og egenkapitalen. 

Du kan finde reglerne om opstilling af balancen i Årsregnskabslovens §23.

## Eksempel på en balance i regnskab

Tabellen viser en balance med udgangspunkt i kontoform.

I Dinero står tallene i dine passiver i minus.

**Balance pr. 31. december**

| **Aktiver** | *t.kr.* | **Passiver** | *t.kr.* |
| --- | --- | --- | --- |
| Biler | 100 | Egenkapital | 100 |
| Driftsmidler og inventar | 70 |  |  |
| Varelager | 30 | Langfristet lån | 50 |
| Kasse | 10 | Kassekredit | 30 |
| Bankindestående | 20 | Leverandør af varer og tjenesteydelser | 50 |
| **Aktiver i alt** | **230** | **Passiver i alt** | **230** |

## Spørgsmål & svar

### Hvad viser en balance?

Balancen viser aktiver og passiver – også kaldet pengebinding og finansiering. Kan laves som et øjebliksbillede eller for en bestemt periode.

[Vi flytter dit regnskab gratis fra Billy – læs mere her!](https://dinero.dk/vi-flytter-dit-regnskab-fra-billy-helt-gratis/)

---

Kilde: https://dinero.dk/ordbog/balance/ (sidst ændret 2025-07-01). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
