---
title: "Driftsselskab – Hvad er det?"
url: "https://dinero.dk/ordbog/driftsselskab/"
type: "dictionary"
type_label: "Ord"
id: 32394
lang: "da-DK"
published: "2020-08-14T14:16:00+02:00"
modified: "2022-02-28T15:01:02+01:00"
description: "Vil du gerne vide mere om, hvad et driftsselskab er for en størrelse? Så klik her og få en forklaring på, hvad et driftsselskab er."
alpha:
  - "D"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/ordbog/driftsselskab.md"
---

# Driftsselskab – Hvad er det?

> Et driftsselskab er en del af en konstruktion i forbindelse med et holdingselskab. Driftsselskabet er det, der står for den daglige drift og for at gøre forretning, mens holdingselskabet er den pengetank, som overskuddet fra driftsselskabet bliver overført til.

![Hvad er et driftsselskab](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2020/08/driftsselskab.jpg)

## Hvad er et driftsselskab?

Et driftsselskab er typisk et anpartsselskab, men det kan også være et [aktieselskab](https://dinero.dk/ordbog/aktieselskab-a-s/) eller en anden form for selskabstype.

Et driftsselskab er nært beslægtet med den virksomhedskonstruktion, som udgør et [holdingselskab](https://dinero.dk/ordbog/holdingselskab/). Derfor kommer vi ikke udenom at forklare, hvad et holdingselskab er for en størrelse. [Se alle fordele og ulemper her](https://dinero.dk/tips/fordele-ulemper-holdingselskab/).

Et holdingselskab er afhængigt af at være tilknyttet et eller flere driftsselskaber, som holdingselskabet fungerer som [pengetank](https://dinero.dk/ordbog/pengetank/) for.

Driftsselskabet står for den daglige drift og for at tjene penge, mens holdingselskabet er den pengetank, som driftsselskabet overfører sit [overskud](https://dinero.dk/ordbog/overskud/) til, når regnskabsåret skal gøres op. 

## Hvad er der af fordele ved at oprette et driftsselskab?

- Du kan drage nytte af et skattefrit [udbytte](https://dinero.dk/ordbog/udbytte/).
- Du kan slippe for at betale [personskat](https://dinero.dk/ordbog/personskat/), hvis du sælger din virksomhed.
- Er der flere ejere, er det mindre besværligt for dig at håndtere udbytte. 
- Du kan spare penge op i dit holdingselskab i stedet for at gøre det i dit driftsselskab. Får driftsselskabet økonomiske problemer, er det overskud, du har overført til holdingselskabet, ikke i fare for at blive tabt.
- Du får mulighed for at beholde et akkumuleret [overskud](https://dinero.dk/ordbog/overskud/) i din virksomhed, hvis den går konkurs.

## Hvad er der af ulemper ved at oprette et driftsselskab?

- Du skal etablere to selskaber: Et driftsselskab og et holdingselskab. Det betyder, at du skal betale [stiftelsesomkostninger](https://dinero.dk/support/omkostninger-start-af-virksomhed/) for begge selskaber.
- Du skal udarbejde [årsregnskab](https://dinero.dk/aarsregnskab-selskaber/) for begge selskaber – og skal altså dermed udarbejde to årsregnskaber hvert eneste år.

## Hvordan oprettes det?

Når du opretter et driftsselskab i form af eksempelvis et [anpartsselskab](https://dinero.dk/ordbog/anpartsselskab-aps/), gælder de samme krav og betingelser, som når du opretter et almindeligt anpartsselskab. 

Du kan starte med både at oprette et driftsselskab og et tilhørende holdingselskab fra dag et. Men du har også den mulighed, at du kan oprette et selskab, som du driver på normal vis og først senere beslutte dig for at tilknytte et holdingselskab.

Her skal du så efter en periode etablere et holdingselskab, som du lader overtage ejerskabet af det driftsselskab, du driver. 

## Kan du optage lån til et driftsselskab?

Ja, det kan du. Når du opretter et driftsselskab, er der ingen forskelle i måden, hvorpå du opretter selskabet. Hverken i forhold til at [optage lån](https://dinero.dk/integrationer/qred-erhvervslaan/) til indskud eller i forhold til, hvordan du opretter selskabet.

Den eneste forskel er, at det tilknyttede holdingselskab fungerer som en pengetank for driftsselskabet, hvor der kan spares penge op og drages nytte af en række skattemæssige fordele.

## Spørgsmål & svar

### Hvad er et driftsselskab?

Et driftsselskab er tilknyttet et holdingselskab. Holdingselskabet fungerer som en pengetank, hvor overskuddet overføres til, mens driftsselskabet står for den daglige drift og for at tjene penge.

### Hvordan stifter du et driftsselskab?

Et driftsselskab vil typisk være et anpartsselskab, og det oprettes som ethvert andet anpartsselskab. Forskellen ligger alene i, at et selskab, der drives som et driftsselskab, bliver knyttet til et holdingselskab.

### Hvad er der af fordele ved et driftsselskab?

Du kan høste en række af skattemæssige fordele, hvis du laver dit anpartsselskab til et driftsselskab, der bliver ejet af et holdingselskab.

### Hvad er der af ulemper ved et driftsselskab?

Sandheden er, at der er meget få ulemper forbundet med at drive et holdingselskab og et driftsselskab. Men du får dog lidt mere arbejde, fordi skal stifte to selskaber og dermed lave to gange årsregnskaber og betale to gange stiftelsesomkostninger.

---

Kilde: https://dinero.dk/ordbog/driftsselskab/ (sidst ændret 2022-02-28). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
