---
title: "Efterpostering"
url: "https://dinero.dk/ordbog/efterpostering/"
type: "dictionary"
type_label: "Ord"
id: 13672
lang: "da-DK"
published: "2018-03-13T14:43:50+01:00"
modified: "2024-01-23T10:23:32+01:00"
description: "Efterpostering er til for at hvis revisoren, eller en rådgiver har konstateret en fejl, at de kan efterpostere, således at regnskabet bliver retvisende."
alpha:
  - "E"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/ordbog/efterpostering.md"
---

# Efterpostering

> En efterpostering er en rettelse af en eller flere regnskabskonti i forbindelse med et årsregnskab. Har du poster i dit regnskab, som du ikke har fået med i første omgang, kan du derfor stadig nå det.

## Hvad er en efterpostering?

Glemmer du at føre en [postering](https://dinero.dk/ordbog/postering/) ind i dit regnskab, eller har du bogført forkert, er det vigtigt at rette forglemmelsen eller fejlen. Det kan du gøre med en efterpostering, der sørger for at justere regnskabet, så regnskabet bliver retvisende.

En efterpostering vil typisk komme i forbindelse med at en revisor eller anden ekstern rådgiver gennemgår [regnskabet](https://dinero.dk/ordbog/regnskab/) og konstaterer fejl eller uregelmæssigheder, der skal tilpasses.

## Sådan fungerer en efterpostering

Efter [regnskabsåret er afsluttet](https://dinero.dk/ordbog/afslutning-af-regnskabsaar/), kan du stå med forskellige typer bilag, som egentlig hører til den netop afsluttede regnskabsperiode. I så fald skal bilagene bogføres i det regnskabsår, de vedrører. Derfor fungerer de som efterposteringer.

Efter regnskabsårets afslutning fører en revisor efterposteringerne ind. Revisoren udarbejder et efterposteringsark, som du skal bogføre – i arket fremgår det tydeligt, om din efterpostering skal posteres som en [indtægt](https://dinero.dk/ordbog/indtaegt/) eller en udgift.

## Hvordan bogfører du?

Alle dine indtægter og [udgifter](https://dinero.dk/ordbog/udgift/) skal bogføres – det vil sige registreres i dit regnskab. Det betyder, at du skal huske at bogføre selv små, ubetydelige køb i virksomheden. De er nemlig alle en del af dit samlede årsregnskab.

Når du bogfører, er det vigtigt, at du bogfører samme type [transaktion](https://dinero.dk/ordbog/transaktion/) i dit regnskab på samme måde hver gang. På den måde skabes der bedre overblik over regnskabet, og det er hurtigere og lettere at finde fejl.

Ved [bogføring](https://dinero.dk/ordbog/bogfoering/) skal alle posteringer tildeles et bilagsnummer. Det samme gælder naturligvis for efterposteringer.

Er du ikke selv hjemmevant i regnskab og bogføring, kan det være en god idé at få en bogholder eller [revisor](https://dinero.dk/find-revisor/) til det. På den måde er du sikker på, at regnskabet og virksomhedens økonomi håndteres og styres på en professionel måde. Og det er vigtigt hele tiden at holde regnskabet på sporet.

## Efterpostering af moms

Du kan komme ud for at skulle efterpostere moms, hvis du har rettelser efter at have afstemt og afregnet momsen i din årsafslutning. I Dinero har vi selvfølgelig gjort det nemt at efterpostere moms – du skal blot følge vores guide [her](https://dinero.dk/support/efterindberetning-af-moms/).

## Hvornår får du dine efterposteringer?

Efterposteringerne skal som sagt føres ind i den regnskabsperiode, de vedrører. Men når en revisor skal indarbejde dem, kan der gå flere måneder, før du modtager dit efterposteringsark med efterposteringerne.

Det betyder, at regnskabsåret for længst er lukket ned, når du får dine [efterposteringer](https://dinero.dk/ordbog/efterpostering/) – og derfor skal du have det åbnet igen, så posteringerne føjes til den rigtige regnskabsperiode.

[Se her hvordan du bogfører efterposteringer](https://dinero.dk/support/saadan-bogfoerer-du-efterposteringer/)

---

Kilde: https://dinero.dk/ordbog/efterpostering/ (sidst ændret 2024-01-23). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
