---
title: "HR (Human Resources) – Hvad er HR?"
url: "https://dinero.dk/ordbog/hr/"
type: "dictionary"
type_label: "Ord"
id: 14224
lang: "da-DK"
published: "2018-06-08T14:24:19+02:00"
modified: "2024-09-11T14:09:08+02:00"
description: "HR er en forkortelse for Human Resources og anvendes ofte inden for ledelse og organisation. Her tages der hånd om personaleudvikling og -administration."
alpha:
  - "H"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/ordbog/hr.md"
---

# HR (Human Resources) – Hvad er HR?

> HR står for Human Resources. Det kan altså oversættes til menneskelige ressourcer, altså medarbejderne. Oftest bruges begrebet HR om en HR-afdeling, der er den medarbejderansvarlige afdeling i en virksomhed.

## Hvad er HR?

Medarbejdere er den vigtigste ressource i en virksomhed – det er nemlig mennesker, der er drivkraften bag en virksomhed. Derfor er HR også et område, som har fået et større og større fokus.

En HR-afdeling har ansvaret for hele personalet på en arbejdsplads og blev af den grund før i tiden kaldt en personaleafdeling. Det er også HR-medarbejdere, der har ansvaret for at facilitere og følge op på [medarbejdertilfredshedsundersøgelser](https://dinero.dk/tips/medarbejdertilfredshed/).

## Hvorfor hedder det HR?

Begrebet trækker tråde helt tilbage til den amerikanske psykolog [George Elton](https://da.wikipedia.org/wiki/Elton_Mayo). Han fandt ud af, at sociale relationer på arbejdspladsen havde størst virkning på medarbejderens effektivitet.

Social kontakt og trivsel på arbejdspladsen får derfor medarbejderne til at udnytte deres personlige ressourcer bedst muligt, så de leverer det mest effektive stykke arbejde. Derfor kaldes begrebet for Human Resources.

## Hvad laver en HR-afdeling?

En HR-afdeling sidder med ansvaret for alle dele på personaleområdet. Den står for alt i en organisation, der berører de ansatte og deres forhold. Det gælder fx [overarbejde](https://dinero.dk/ordbog/overarbejde/), tvister med chefen og stress.

Afdelingen står f.eks. for ansættelser og rekruttering af nyt personale, og de bestemmer ofte, hvad der skal stå i et stillingsopslag. De varetager desuden arbejdsmiljøets interesser og sikrer trivsel på arbejdspladsen.

Trivsel på arbejdspladsen er en vigtig ressource, fordi det skaber bedre og mere effektive medarbejdere. Derfor er HR en vigtig del af en organisation, da den har ansvaret for, at personalet udnytter deres ressourcer bedst muligt, ligesom opgaven er at rekruttere de medarbejdere, der bedst vil bidrage til arbejdsmiljø og -effektivitet.

Hvis der er tale om en lille virksomhed, vil HR typisk også stå for den praktiske organisering af whistleblower-enheden (hvis virksomheden har en [whistleblowerordning](https://dinero.dk/tips/whistleblowerordning/)).

## Hvad er Human Resource Management?

Human Resource Management er et felt inden for [ledelse](https://dinero.dk/ordbog/ledelse/) og forkortes HRM. Her er hovedopgaven at inddrage hver enkelt medarbejders behov og personlige kompetencer på arbejdspladsen. Human Ressource Management er altså et led i HR-afdelingens opgavestrøm og handler ofte om MUS-samtaler. Her er der fokus på medarbejdernes udvikling, tilfredshedsundersøgelser og personlighedstests.

MUS-samtalerne er en vigtig del af Human Ressource Management. Det er et organisations værktøj, der stiller skarpt på forholdet mellem medarbejder, leder, arbejdet og organisationen.

Mange finder samtalerne overflødige, men opsættes de rigtigt, kan de være indgang til større forståelse og [arbejdsglæde](https://dinero.dk/?p=61390&preview=true). Glæde hos medarbejdere smitter både kunder, samarbejdspartnere og kolleger og giver virksomheden et godt image.

Tilfredshedsundersøgelser blandt medarbejdere er en fortrolig måde at få indblik i, hvad der fungerer på arbejdspladsen, og hvad der ikke gør. HR-afdelingen kan lave en spørgeundersøgelse blandt personalet for at finde frem til, om de er tilfredse med deres roller, ansvarsområder og det generelle arbejdsmiljø, og hvordan de oplever ledelsen. På den måde kan der hele tiden justeres, og HR kan fange potentielle problemer tidligt i forløbet.

Personlighedstests blandt nye eller eksisterende medarbejdere er en måde at fremme selvudviklingen. Det er ikke en egentlig test, men snarere et analyseredskab, der tegner et billede af medarbejderens personlighedsprofil. Testen giver indblik i menneskets psykiske struktur, og hvilke drivkræfter der ligger bag personligheden. Ved at teste medarbejderne finder de selv ud af, hvordan de motiveres, hvordan de bedst samarbejder, og hvad der kan dræne dem for energi.

Læs også om hvad en [personalehåndbog](https://dinero.dk/ordbog/personalehaandbog-skabelon/) er og få samtidig en skabelon til denne.

## Spørgsmål & svar

### ❓ Hvad er HR?

HR og er termen, man bruger om funktionen, der har ansvar for personalet i en virksomhed – tidligere kaldt personaleafdelingen.

### Hvad står HR for?

HR står for Human Resources – oversat på dansk kan man kalde det “menneskelige ressourcer” i en virksomhed.

### Hvad laver man i en HR-afdeling?

En HR-afdeling står bl.a. for rekruttering af nye medarbejdere, sikrer et godt arbejdsmiljø og meget mere.

### Hvad er en HR-konsulent?

En HR-konsulent kan både være en ansat i HR-afdelingen, i en virksomhed, eller en ekstern konsulent som virksomheder kan betale for.

### Hvad er en HR-chef?

Er man en mellemstor eller større virksomhed, kan der være hele HR-afdelinger, og ikke blot en enkelt HR-konsulent – her vil HR-chefen være personen der leder denne afdeling.

---

Kilde: https://dinero.dk/ordbog/hr/ (sidst ændret 2024-09-11). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
