---
title: "Rentabilitet"
url: "https://dinero.dk/ordbog/rentabilitet/"
type: "dictionary"
type_label: "Ord"
id: 14061
lang: "da-DK"
published: "2018-05-08T10:25:14+02:00"
modified: "2026-05-26T11:11:04+02:00"
description: "Rentabilitet kan sammenholdes med virksomhedens forrentning af sin investerede kapital og indikerer, hvor stor økonomisk effektivitet der er i virksomheden."
alpha:
  - "R"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/ordbog/rentabilitet.md"
---

# Rentabilitet

> Rentabilitet kan sammenholdes med en virksomheds forrentning af sin investerede kapital og giver en indikation af, hvor stor den økonomiske effektivitet er i virksomheden. Afkastningsgrad er et af de nøgletal, som bliver anvendt med det formål at udregne en virksomheds rentabilitet.

![Du Pont modellen (rentabilitet analyse)](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2018/05/rentabilitet-2000x665.png)

## Rentabilitetsanalyse – Hvad er rentabilitet?

Rentabilitet er et begreb, som bliver anvendt til at give et billede af, hvor god en virksomhed er til at forrente sin investerede kapital. Altså hvor effektiv virksomheden er, når det kommer til økonomien. For at beregne den, kan du foretage en rentabilitetsanalyse, som består af fem [nøgletal](https://dinero.dk/ordbog/noegletal/).

- Afkastningsgrad
- [Overskudsgrad](https://dinero.dk/ordbog/overskudsgrad/)
- Aktivernes omsætningshastighed
- Gældsrente
- Egenkapitalens forrentning

Mange gange når man snakker om rentabilitet, bliver der også snakket om [EBITDA](https://dinero.dk/ordbog/ebitda/). Hvilket bliver brugt til at beregne en virksomheds driftsrentabilitet. Dog bliver det mest brugt til at sammenligne virksomheder.

## Hvad er afkastningsgrad?

[Afkastningsgrad](https://dinero.dk/ordbog/afkastningsgrad/) er et afgørende nøgletal, som bruges til rentabilitet – når du ser på, om en virksomheds økonomi er sund eller ej. Afkastningsgraden viser, hvor god en virksomhed er til at skabe overskud, når du ser på de penge, som virksomheden har investeret i aktiver af forskellig art. Afkastningsgrad er et de mest vigtige og centrale nøgletal, når en virksomheds økonomi skal vurderes.

Afkastningsgrad bliver forkortet AG. Du beregner en virksomheds afkastningsgrad ved hjælp af formlen her:

**Afkastningsgraden (AG) = Resultat før renter / gns. aktiver * 100**

## Overskudsgrad og rentabilitet

Nøgletallet overskudsgrad forkortes OG. Overskudsgrad viser i procent, hvor stor en del af omsætningen i en virksomhed, der giver overskud. Du beregner overskudsgraden ved hjælp af regnestykket her:

**Overskudsgrad (OG) = Resultat af primær drift x 100 / Omsætning**

## Hvad er aktivernes omsætningshastighed?

Dette nøgletal indenfor rentabilitet viser, hvor god en virksomhed er til at skabe omsætning set i forhold til, hvor mange penge der er investeret i [aktiver](https://dinero.dk/ordbog/aktiv/) af forskellig art. Med andre ord indikerer dette nøgletal, om virksomhedens varer ligger på lager i lang tid som aktiver, eller om de kommer hurtigt gennem systemet. Du beregner aktivernes omsætningshastighed på følgende måde:

**Aktivernes omsætningshastighed (AOH) = Nettoomsætning / Gennemsnitlige aktiver**

## Hvad er gældsrente?

Nøgletallet gældsrente viser, hvor meget en virksomhed i gennemsnit betaler i rente for sin gæld. Det giver sig selv, at jo lavere tallet er, des bedre er det for virksomhedens rentabilitet.

Du beregner en virksomheds gældsrente sådan her:

**Gældsrente = Finansielle omkostninger x 100 / Gennemsnitlige gældsforpligtelser                                                    **

## Hvad er egenkapitalens forrentning?

Dette nøgletal giver groft sagt et billede af, hvor meget ejerne af en virksomhed reelt set får ud af at investere i deres virksomhed. Det er et godt tegn, hvis egenkapitalens forrentning er højere end nøgletallet afkastningsgrad. Du regner egenkapitalens forrentning ud ved hjælp af regnestykket her:

**Egenkapitalens forrentning = Resultat før skat x 100 / Gennemsnitlig egenkapital**

Hvis du ønsker at finde nøgletal fra rentabilitet, for en given virksomhed, kan du benytte [Virmo](https://virmo.dk/).

## Oftest stillede spørgsmål

### Hvad er rentabilitet?

Rentabilitet er et begreb, som bliver anvendt til at give et billede af, hvor god en virksomhed er til at forrente sin investerede kapital.

---

Kilde: https://dinero.dk/ordbog/rentabilitet/ (sidst ændret 2026-05-26). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
