---
title: "TastSelv – Hvad er det?"
url: "https://dinero.dk/ordbog/tastselv/"
type: "dictionary"
type_label: "Ord"
id: 45538
lang: "da-DK"
published: "2022-02-03T10:27:41+01:00"
modified: "2026-05-26T14:25:07+02:00"
description: "TastSelv er en online løsning, hvor du blandt andet kan ændre i din forskudsopgørelse og se dine skatteoplysninger. Få mere viden her."
alpha:
  - "T"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/ordbog/tastselv.md"
---

# TastSelv – Hvad er det?

> TastSelv er en online selvbetjeningsløsning, der bliver stillet til rådighed af Skattestyrelsen. Logger du dig ind på TastSelv, kan du få adgang til dine skatteoplysninger og ændre i din års- eller forskudsopgørelse. Du kan gå ind på borger.dk for at få adgang.

## Hvad er TastSelv?

TastSelv er en selvbetjeningsløsning, du kan tilgå online.  

Det er [Skattestyrelsen](https://dinero.dk/ordbog/skattestyrelsen/), der står bag, og i selvbetjeningsløsningen kan du blandt andet betale din restskat, ændre i din forskudsopgørelse eller se dine skatteoplysninger. Når du skal logge ind, skal du have dit NemID/MitID ved hånden.

Du kan tilgå din skat og TastSelv på [borger.dk](https://www.borger.dk/Handlingsside?selfserviceId=71b66875-a011-46db-8c96-aa15f66c0127) og på [Skattestyrelsens hjemmeside](https://www.tastselv.skat.dk/). 

### Hvem kan bruge selvbetjeningsløsningen?

Alle, der har skattepligt i Danmark, kan gøre brug af TastSelv-servicen. 

Det gælder også, hvis du er bosiddende i et andet land. Er du under 15 år, og har du endnu ikke fået tildelt hverken [NemID](https://dinero.dk/ordbog/nemid/) eller MitID, kan du komme ind i selvbetjeningsløsningen med en kode til TastSelv.

Der findes både [TastSelv Erhverv](https://pdcs.skat.dk/dcs-atn-gateway/login/tsklogin?userType=virksomhed&targetUrl=aHR0cHM6Ly93d3cuc2thdC5kay9mcm9udC9hcHBtYW5hZ2VyL3NrYXQvbnRzZQ==) og [TastSelv Borger](https://tastselv.skat.dk/). 

## Hvad kan du foretage dig som privatperson i TastSelv?

Du kan ikke alene se dine personlige skatteoplysninger, når du bruger Skattestyrelsens selvbetjeningsløsning. Du kan også ændre i din [forskudsopgørelse](https://dinero.dk/ordbog/forskudsopgoerelse/) eller betale restskat tilbage.

I det følgende vil vi se nærmere på, hvad du kan få adgang til, når du logger på TastSelv Borger.

### Se din årsopgørelse i TastSelv, og ret i den

Du kan se din [årsopgørelse i TastSelv](https://skat.dk/borger/unge-og-studerende/din-aarsopgoerelse/se-din-aarsopgoerelse). 

Her kan du se, hvad du har haft af indkomster i det forgangne år, og du kan også se, hvor meget du har betalt i skat. Det er en god idé at løbe [årsopgørelsen](https://dinero.dk/ordbog/aarsopgoerelse/) igennem, når den ligger klar, og tjekke op på, at oplysningerne deri er korrekte.

Står du i den situation, at du kan få kørselsfradrag? Så skal du huske, at det er dig selv, der står for at få det med i din årsopgørelse. Og det skal gerne foregå via din årsopgørelse i TastSelv.

### Ajourfør din forskudsopgørelse i TastSelv

Hvor din årsopgørelse kigger bagud, kigger din [forskudsopgørelse](https://dinero.dk/ordbog/forskudsopgoerelse/) fremad.

Den er med andre ord et skøn over, hvordan dit indkomstår kommer til at tage sig ud. Er der ingen ændringer i din indkomst eller i dine skatteforhold, behøver du ikke at foretage dig noget.

Men får du eksempelvis nyt job, eller køber du en bolig, kan du gå ind i [TastSelv forskudsopgørelsen](https://skat.dk/borger/aarsopgoerelse-forskudsopgoerelse-og-indkomst/forskudsopgoerelse/tjek-og-ret-forskudsopgoerelsen) og ændre i dine oplysninger. Så sikrer du, at du betaler den rigtige skat gennem hele året – og undgår et skattesmæk, når året er omme.

### Få dit kørselsfradrag med i dit skatteregnskab

Er du berettiget til kørselsfradrag, er det ikke noget, du kommer sovende til.

Det skal du selv sørge for at få med i dit [skatteregnskab](https://dinero.dk/tips/skatteregnskab/). [Tast dit kørselsfradrag ind](https://skat.dk/borger/unge-og-studerende/din-aarsopgoerelse/ret-din-aarsopgoerelse-koerselsfradrag) i TastSelv, så du kan slippe billigere i skat. 

### Tast selv håndværkerfradraget ind

Vil du gerne gøre brug af håndværkerfradrag eller [servicefradrag](https://dinero.dk/ordbog/servicefradrag-haandvaerkerfradrag/)? Så er det i TastSelv, det foregår. 

Vær opmærksom på, at det kun er selve arbejdslønnen, du kan trække fra. Det gælder fx ikke materialerne, der er blevet anvendt. 

### Få adgang til dit frikort på TastSelv

Tiderne, hvor du fik dit [hovedkort](https://dinero.dk/ordbog/hovedkort/) og bikort sendt med posten, er fortid.

Dine skattekort er i dag digitale. Du kan få adgang til både [hovedkort, bikort og frikort på TastSelv](https://skat.dk/borger/aarsopgoerelse-forskudsopgoerelse-og-indkomst/hovedkort-bikort-og-frikort). Her kan du også se, hvorvidt din arbejdsgiver bruger det korrekte skattekort. 

## Hvad kan du i TastSelv Erhverv?

Som virksomhed er der flere ting, du kan klare i Skattestyrelsens online selvbetjeningsløsning.

Vi dykker nu lidt længere ned i, hvad du har med at gøre, når du logger dig på TastSelv Erhverv på vegne af din virksomhed.

### Tast selv selvangivelse og selskabsskat ind

Driver du en virksomhed, og skal du indberette [selskabsskat](https://dinero.dk/ordbog/selskabsskat/)?

Så er det [TastSelv Selskabsskat](https://skat.dk/erhverv/selskaber-fonde-og-foreninger/selskaber-og-fonde/indberet-selskabsskat), du skal logge dig på.

Her kan du blandt andet indberette ændringer i din virksomheds skatteforhold og indberette [oplysningsskema](https://dinero.dk/ordbog/oplysningsskemaet/) (erstatning for selvangivelsen). 

### Indberet moms på TastSelv

Har du en momsregistreret virksomhed, skal du [indberette moms](https://dinero.dk/funktioner/momsafregning/). 

Du kan [indberette moms på TastSelv](https://pdcs.skat.dk/dcs-atn-gateway/login/tsklogin?userType=virksomhed&targetUrl=aHR0cHM6Ly93d3cuc2thdC5kay9udHNlLWZyb250L3Byb3RlY3RlZC9leHRlcm5hbC9tb21zL2luZGJlcmV0), hvor du også kan blive klogere på fristerne for indberetning af moms og læse mere om, hvordan du rent praktisk kan betale din moms.

### Indberet løn til eIndkomst

Via TastSelv Erhverv kan du også få adgang til [eIndkomst](https://dinero.dk/ordbog/e-indkomst/). 

Det er et register med information om samtlige danskeres indkomst. Du kan indberette dine ansattes og din egen løn direkte i eIndkomst, eller du kan gøre det via det [lønsystem](https://dinero.dk/loensystem/), du bruger i din virksomhed.

Du kan også give en ansat adgang til at [indberette løn](https://dinero.dk/support/dinero-loen-saadan-fungerer-det/) i eIndkomst.  

## Oftest stillede spørgsmål

### Hvad kan du bruge TastSelv til?

Du kan se og rette i dine skatteoplysninger. Det gælder både din forskudsopgørelse og din årsopgørelse. Du kan også indtaste kørselsfradrag og betale restskat via TastSelv.

### Hvordan får du adgang til TastSelv?

Du skal bruge dit NemID eller MitID for at logge dig ind. Du kan logge på via borger.dk eller via Skattestyrelsens hjemmeside.

### Hvad er TastSelv?

Det er en online selvbetjeningsløsning. Du kan få adgang til servicen med dit NemID eller MitID. Der findes både TastSelv Borger og TastSelv Erhverv.

---

Kilde: https://dinero.dk/ordbog/tastselv/ (sidst ændret 2026-05-26). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
