---
title: "Fordele og ulemper ved PMV (personligt ejet mindre virksomhed)"
url: "https://dinero.dk/tips/fordele-og-ulemper-ved-pmv/"
type: "post"
type_label: "Indlæg"
id: 40442
lang: "da-DK"
published: "2021-11-18T09:54:03+01:00"
modified: "2025-06-26T12:08:50+02:00"
description: "Er du i tvivl om hvorvidt en PMV er noget for dig? Se fordele og ulemper, i dette indlæg, for at træffe den rigtige beslutning."
category:
  - "Tips og råd"
post_tag:
  - "Virksomhedsstifelse"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/tips/fordele-og-ulemper-ved-pmv.md"
---

# Fordele og ulemper ved PMV (personligt ejet mindre virksomhed)

> Er en PMV noget for dig? Se fordele og ulemper i dette indlæg.

[En PMV](https://dinero.dk/ordbog/pmv/) bruges typisk til mindre projekter eller større hobbyvirksomheder. Det skyldes, at der er meget få regler, du skal forholde sig til med en [PMV](https://dinero.dk/tips/skat-pmv/). Derudover er der et loft på, hvor meget du må tjene i din PMV, inden du skal lade dig [momsregistrere](https://dinero.dk/ordbog/momsregistrering/).

## Fordele ved PMV

Lad os gennemgå fordele og ulemper ved PMV. Vi starter med fordelene. Fordelene ved en PMV er bl.a., at du slipper for at bøvle med [momsafregning](https://dinero.dk/ordbog/momsafregning/) og diverse afgifter.

Fordele ved PMV:

- Gratis og nemt at oprette
- [CVR-nummer](https://dinero.dk/ordbog/cvr-nummer/) medfølger
- Du sparer tid, fordi du slipper for at lave [momsregnskab](https://dinero.dk/ordbog/momsregnskab/) og indberette moms
- Du kan sælge billigere til private, fordi du ikke skal opkræve [moms](https://dinero.dk/ordbog/moms/) på dine fakturaer
- Få regler og krav

Alt i alt er personligt ejet mindre virksomheder nemme at oprette og simple at vedligeholde. Det er virksomhedstypen med mindst papirarbejde og administration, lige efter hobbyvirksomhed (som dog ikke har CVR-nummer). Det er blandt andet de [simple skatteregler](https://dinero.dk/tips/beskatning-hobbyvirksomhed/), der gør administrationen i hobbyvirksomheder så let.

## Ulemper ved PMV

Med en PMV er det ret begrænset, hvor stort du kan gøre det. Du må fx ikke have ansatte, og der er en øvre grænse for, hvor stor omsætningen må blive.

Ulemper ved PMV:

- Omsætningen må ikke overstige 50.000 kroner i løbet af et kalenderår
- PMV’er kan kun være én ejer
- Du må ikke have ansatte
- Du hæfter personligt
- Du kan kun have én PMV pr. person
- Ingen import eller eksport med lande uden for EU

En af de største ulemper ved en PMV er, at omsætningen ikke må overstige 50.000 kroner i løbet af 12 sammenhængende måneder. Forventer du en større omsætning, skal du straks momsregistreres og omdanne din virksomhed. Oftest vil man omdanne sin virksomhed til en [enkeltmandsvirksomhed](https://dinero.dk/ordbog/enkeltmandsvirksomhed/) eller [anpartsselskab (ApS)](https://dinero.dk/ordbog/anpartsselskab-aps/).

## Hvem kan oprette en PMV?

Stort set alle kan komme i gang med en personlig ejet mindre virksomhed. De få krav, der stilles til oprettelsen af PMV, er krav, som de fleste lever op til.

- Du skal være minimum 18 år
- Du skal have en dansk adresse
- Du skal have et dansk CPR-nummer
- Du skal stå som ejer af den oprettede PMV

Der er ingen krav om, at du skal have en opholdstilladelse eller være dansk statsborger for at oprette en PMV.

Vær opmærksom på begrænsningerne forbundet med en PMV, som er nævnt i afsnittet som ulemper ved PMV. Hvis du overskrider nogle af grænserne, skal du omdanne din virksomhedstype. I de fleste tilfælde til en enkeltmandsvirksomhed eller ApS.

Hvis formålet med din virksomhed ikke er økonomisk, kan det være, at du bør starte en hobbyvirksomhed. Du kan læse om fordele og ulemper ved en hobbyvirksomhed [her](https://dinero.dk/tips/fordele-og-ulemper-ved-hobbyvirksomhed/).

## PMV eller enkeltmandsvirksomhed?

Er du i tvivl, om du skal have en [PMV eller enkeltmandsvirksomhed (EMV)](https://dinero.dk/tips/forskel-pmv-enkeltmandsvirksomhed/)? For overblikkets skyld har vi lavet et skema.

| Opret virksomhed | PMV | Enkeltmandsvirksomhed |
| --- | --- | --- |
| Krav til startkapital? | 0 kr. | 0 kr. |
| Omsætningsgrænse? | 50.000 kr. | Ingen |
| Skal momsregistreres? | Nej | Ja |
| Ejere? | Èn | Èn |
| Må have ansatte? | Nej | Ja |
| Må importere/eksportere? | Nej | Ja |
| Må være lønsumsafgiftspligtig? | Nej | Ja |

**Krav til startkapital?:** Der er ikke noget krav om startkapital i form af et indskud for hverken PMV eller en enkeltmandsvirksomhed.

**Omsætningsgrænse?:** Med en PMV må man maksimalt omsætte for 50.000 kr. for en periode på 12 måneder. Hvis du som PMV forventer at omsætte for mere end 50.000 kr. indenfor 12 måneder, skal virksomheden omdannes til en enkeltmandsvirksomhed og momsregistreres. For en enkeltmandsvirksomhed er der ingen omsætningsgrænse.

**Skal momsregistreres?:** PMV kan ikke momsregistreres, mens enkeltmandsvirksomheder typisk “skal” momsregistreres, da omsætningsgrænsen hurtigt nås.

**Ejere?:** PMV’er og enkeltmandsvirksomheder kan begge kun have én enkelt ejer.

**Må have ansatte?:** Som PMV er det ikke muligt at have nogle ansatte. Enkeltmandsvirksomheder må gerne have ansatte.

**Må importere/eksportere?:** Som PMV kan du ikke importere eller eksportere varer fra lande udenfor EU. Hvis du som enkeltmandsvirksomhed ønsker at gøre det, skal du registreres for import, eksport og/eller andre toldaktiviteter i Danmark hos Erhvervsstyrelsen.

**Må være lønsumsafgiftspligtig?:** Lønsumsafgift er en afgift for virksomheder, der sælger momsfrie ydelser. Som PMV kan du dog ikke blive lønsumsafgiftspligtig. Som enkeltmandsvirksomhed kan du godt hvis du sælger momsfrie ydelser, og som fx læger, tandlæger, fysioterapeuter og alternative behandlere, psykologer, banker, taxavognmænd m.m.

## Hvordan opretter man en PMV?

Det er gratis at oprette en PMV. Hvis du opfylder de førnævnte krav til at oprette en PMV, kan du gøre det på virk.dk. Har du opvejet fordele og ulemper – og er interesseret i at vide nærmere, har vi lavet en simpel guide til [oprettelse af PMV](https://dinero.dk/tips/opret-pmv-gratis/).

Er en PMV noget for dig? Hvad venter du på – grib [dit NemID](https://dinero.dk/ordbog/nemid/), og registrer din virksomhed.

> **Bemærk: Selvstændig eller lønmodtager?**
>
> Er du i tvivl om, du er selvstændig eller lønmodtager? Det kan have store økonomiske konsekvenser at have få kunder. [Læs mere her](https://dinero.dk/tips/selvstaendig-eller-lonmodtager/).

## Oftest stillede spørgsmål

### Hvilke fordele er der ved en PMV?

Den primære fordel ved en PMV er, at det er nemt og simpelt at opretholde. Der skal ikke afregnes moms, og der er ingen andre afgifter du skal forholde dig til. Se alle fordele i indlægget.

### Hvilke ulemper er der ved en PMV?

Der er en del begrænsninger på PMV’er. Det er fx ikke muligt at handle med lande uden for EU, og du kan ikke have nogle ansatte. Se alle eventuelle ulemper i indlægget.

### Hvem kan oprette en PMV?

Næsten alle kan oprette en PMV. Der stilles en række simple krav for at oprette virksomhedstypen. Fx skal ejeren være 18 år, have dansk adresse og dansk CPR-nummer.

---

Kilde: https://dinero.dk/tips/fordele-og-ulemper-ved-pmv/ (sidst ændret 2025-06-26). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
