---
title: "Fordele og ulemper ved holdingselskab"
url: "https://dinero.dk/tips/fordele-ulemper-holdingselskab/"
type: "post"
type_label: "Indlæg"
id: 39875
lang: "da-DK"
published: "2022-01-05T08:39:44+01:00"
modified: "2025-06-26T12:09:20+02:00"
description: "Hvad er der af fordele og ulemper ved et holding? Der er klart flest fordele, men du skal være opmærksom på ulemperne. Se dem alle her."
category:
  - "Tips og råd"
post_tag:
  - "Virksomhedsstifelse"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/tips/fordele-ulemper-holdingselskab.md"
---

# Fordele og ulemper ved holdingselskab

> Se alle fordele og ulemper ved et holdingselskab i dette blogindlæg.

## Hvad er et holdingselskab egentlig?

Du kan faktisk ikke oprette et holdingselskab som virksomhedsform. Et holdingselskab er nemlig typisk et aktieselskab eller [et anpartsselskab](https://dinero.dk/ordbog/anpartsselskab-aps/), som bruges til at holde (eje) aktier eller anparter i andre selskaber. 

Et holdingselskab indgår i en såkaldt holdingstruktur, som består af et eller flere driftsselskaber og et holdingselskab som [moderselskab](https://dinero.dk/ordbog/moderselskab/). Formålet er udelukkende at eje aktier og anparter i andre selskaber. 

Den daglige drift sker i selskaberne, holdingselskabet har aktier og ejerandele i. Dermed skal selskabet heller ikke [momsregistreres](https://dinero.dk/ordbog/momsregistrering/), da der ikke er tale om, at det driver aktiv driftsvirksomhed. 

Der er flere klare fordele og ulemper ved holdingselskaber, som vi vil tage dig gennem i de følgende afsnit. Først kan du blive klogere på fordele ved holding, mens du efterfølgende kan læse alt om ulemper ved [et holdingselskab](https://dinero.dk/ordbog/holdingselskab/). 

Skal du lave [regnskab for et holdingselskab](https://dinero.dk/tips/regnskab-holdingselskab/)? Vi har lavet en guide, hvor du kan se eksempler og krav til indholdet.

> **OBS: Gratis oprettelse af ApS**
>
> Det skal være nemt at starte virksomhed. Derfor kan du som kommende Dinero-bruger få oprettet dit ApS gratis, så dit holdingselskab kommer flyvende fra start. [Læs mere her](https://dinero.dk/selskabsstiftelse/).

## Fordele ved et holdingselskab

Hvis man ser på alle fordele og ulemper ved et holdingselskab, er der klart flest fordele. Og mange af dem er [skattemæssige](https://dinero.dk/tips/skat-holdingselskab/).

Én af de helt store fordele ved et holdingselskab er, at holdingstrukturen gør, at ejeren organiserer virksomhederne, så der er en skattefri opsparing øverst i strukturen. Du skal blot betale [selskabsskat](https://dinero.dk/ordbog/selskabsskat/) af overskuddet, når du overfører det til dit holding.

Indtægterne fra driftsselskaberne er typisk skattefrie for holdingselskabet, hvis de overføres som udbytte eller [avancer](https://dinero.dk/ordbog/avance/) (hvis dit holding ejer mere end 10%). Skatten bliver på den måde udskudt, indtil du tager midlerne ud af holdingselskabet. Det kan du gøre i form af udbytte til dig selv, hvis du er personlig ejer af selskabet. 

Forretnings- og skattemæssige fordele ved et holdingselskab:

- Ingen personskat af selskabets [udbytte](https://dinero.dk/ordbog/udbytte/)
- Ingen [personskat](https://dinero.dk/ordbog/personskat/) ved salg af driftsvirksomhed
- Sparer (betydelige) udgifter, hvis holdingselskabet fx ejer fast ejendom
- Du kan beholde akkumuleret overskud, hvis driftsselskabet går [konkurs](https://dinero.dk/ordbog/konkurs-og-rekonstruktion/)
- Mulighed for [sambeskatning ved flere driftsselskaber](https://dinero.dk/ordbog/sambeskatning/)
- Større fleksibilitet og nemmere at håndtere udbytte for flere ejere
- Skattefri udskiftning af ejerkredsen, hvis alle ejere har et holdingselskab
- Selskabskapitalen kan bruges to gange (stiftelse af holding og driftsselskab)

En anden fordel ved et holdingselskab er, at strukturen kan gøre et [generationsskifte](https://dinero.dk/ordbog/generationsskifte/) lettere, selvom det som regel stadig er dyrt og besværligt. Det er dog altid en god idé at få hjælp af [en revisor](https://dinero.dk/find-revisor/) eller en advokat i forbindelse med et generationsskifte. 

## Ulemper ved et holdingselskab

Der er ikke mange ulemper ved et holdingselskab. Der er dog et par ting, du skal være opmærksom på, hvis du vælger en holdingstruktur. Hvis du ikke har en indtægt fra driftsselskaber, er det en ulempe at have et holdingselskab, da selskabet i sig selv ikke har en omsætning/indtægt..

Du skal oprette minimum to selskaber, når du vil oprette en holdingstruktur – et holding- og et driftsselskab. [Selskabskapitalen](https://dinero.dk/ordbog/startkapital/) fra dit holding kan “genbruges” i driftsselskabet, men der skal betales stiftelsesomkostninger for hvert af selskaberne. 

Du skal desuden udarbejde en årsrapport for hvert selskab, der er en del af strukturen. Hvis der er tale om større virksomheder omfattet af regnskabsklasse C eller D, skal der også laves [et koncernregnskab](https://dinero.dk/ordbog/koncernregnskab/). 

En anden ulempe ved holdingselskaber er også, at banker i nogle tilfælde kræver, at holdingselskab eller ejer kautionerer personligt for anlægslån/driftskredit til driftsselskabet. De kræver med andre ord [personlig hæftelse](https://dinero.dk/ordbog/haeftelse/), som der normalvis ikke er med et selskab.

## Sådan opretter du et holdingselskab

Du får en del muligheder og fleksibilitet med et holdingselskab, men værdien i selskabet kommer primært fra indtægter fra datterselskaber. Derfor skal du vurdere, om der er sandsynlighed for væsentlige indtægter fra disse i fremtiden, inden du opretter det – ellers er det måske [en anden virksomhedsform](https://dinero.dk/tips/valg-virksomhedstype-hvilken-virksomhedstype-skal-jeg-vaelge-min-virksomhed/), du skal vælge.

Hvis du forventer det, giver det som regel god mening at samle det i et holdingselskab og udnytte de mange fordele – mens du selvfølgelig er opmærksom på ulemperne. Vi har lavet en guide, du kan bruge, når du skal [oprette dit holdingselskab](https://dinero.dk/tips/opret-holdingselskab/) på Virk.dk.

Du kan lave en holdingstruktur på tre måder:

- Opret holding- og driftsselskab samtidig
- Ejerkreds i driftsselskab stifter holdingselskab med anparter/aktier i [driftsselskabet](https://dinero.dk/ordbog/moderselskab/)
- Driftsselskabet bruges som apportindskud til [nyt datterselskab](https://dinero.dk/ordbog/datterselskab/), og det oprindelige driftsselskab omdannes til et holdingselskab

## Oftest stillede spørgsmål

### Hvad er fordelen ved et holdingselskab?

Der er mange fordele ved et holdingselskab. Det er dog især minimering af risiko for tab ved økonomiske problemer, der er den helt store fordel ved et holdingselskab. Der er generelt mange skatte- og forretningsmæssige fordele ved holdingselskaber. 

### Hvornår skal man have et holdingselskab?

Det er svært at sige, hvornår det giver bedst mening at stifte et holdingselskab. Det giver dog især mening at have et holdingselskab, hvis du har flere selskaber. På den måde kan du drage fordel af sambeskatning, ligesom det også giver større fleksibilitet ved fx udbytte til ejere.

### Hvad er et driftsselskab?

Et driftsselskab er den del af holdingstrukturen, som står for den daglige drift. Det er i driftsselskabet, der gøres forretning, mens eventuelt overskud samles i holdingselskabet, der agerer pengetank for alle driftsselskaberne i holdingstrukturen.

---

Kilde: https://dinero.dk/tips/fordele-ulemper-holdingselskab/ (sidst ændret 2025-06-26). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
