---
title: "Gule plader eller papegøjeplader – hvad er forskellene?"
url: "https://dinero.dk/tips/gule-plader-papegoejeplader/"
type: "post"
type_label: "Indlæg"
id: 52610
lang: "da-DK"
published: "2022-08-26T17:16:09+02:00"
modified: "2026-05-26T12:37:14+02:00"
description: "Du må kun køre erhvervsmæssig kørsel i din gulpladebil. I papegøjepladebiler må du også køre privat. Læs om alle forskellene på de to typer."
category:
  - "Tips og råd"
post_tag:
  - "Transport og køretøjer"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/tips/gule-plader-papegoejeplader.md"
---

# Gule plader eller papegøjeplader – hvad er forskellene?

> Læs om alle forskellene på gule plader og papegøjeplader.

## Forskel på gule plader og papegøjeplader

Om du skal have gule plader eller [papegøjeplader](https://dinero.dk/tips/fordele-ulemper-papegojeplader/#:~:text=Hvad%20er%20papeg%C3%B8jeplader%3F) på din bil, kommer an på, hvordan du bruger den. Der er nemlig en række forskelle på de to typer plader. Forskellene handler om:

- Hvad bilen må bruges til
- Hvilke afgifter, du skal betale
- Hvilke momsregler, der er
- Hvilke skatteregler, der er
- Om du har pligt til at føre [kørebog](https://dinero.dk/integrationer/koerebog/)

Den største forskel på gule plader og papegøjeplader er, at de giver dig mulighed for at bruge din bil på forskellige måder. Derfor er der fx også forskellige typer afgifter og momsregler for biler på [gule plader](https://dinero.dk/tips/regler-gulpladebil/) vs. papegøjeplader.

Husk den lovpligtige [erhvervsbilforsikring](https://dinero.dk/tips/bilforsikring-erhverv/) med ansvarsforsikring. Det er valgfrit, om du også vil tegne en kaskoforsikring.

Der er også forskel på, hvad du må bruge fx varebilen på gule plader til udover arbejdskørsel sammenlignet en firmabil på papegøjeplader. Sidst i indlægget finder du en komplet oversigt over reglerne.

### Forskel på, hvad bilen må bruges til

Bortset fra nogle [enkelte undtagelser](https://dinero.dk/tips/regler-gulpladebi/#:~:text=Derfor%20har%20vi%20stillet%20en%20liste%20op%20med%20k%C3%B8rsler%2C%20der%20er%20tilladt%20i%20alle%20typer%20gulpladebiler%3A) må du i en bil på gule plader kun køre ærinder, der har med dit arbejde at gøre. Det vil sige, at du ikke må køre i den privat. I en bil på papegøjeplader må du køre både erhvervsmæssig og privat kørsel. 

Du kan altså se papegøjeplader som en mellemting mellem hvide og gule plader. At du ikke må køre privat i en gulpladebil, men gerne må i en papegøjepladebil, medfører en række forskelle i bl.a. afgifter, momsregler, skatteregler og dokumentation.

### Privatbenyttelsesafgift for papegøjepladebiler

Har du en papegøjepladebil, skal du betale [privatbenyttelsesafgift](https://dinero.dk/tips/fordele-ulemper-papegojeplader/#:~:text=v%C3%A6re%20lang%20nok.-,Privatbenyttelsesafgift,-N%C3%A5r%20du%20har). Det skal du ikke, hvis din bil er på gule plader.

Privatbenyttelsesafgiften betaler du en gang om året, og den afhænger af bilens vægt og indregistreringsdato. 

### Momsreglerne afhænger af, om det er gule plader eller papegøjeplader

Når det kommer til, hvad du kan få i momsfradrag, er der forskel på, om du har en bil på gule plader eller papegøjeplader.

[Momsreglerne](https://dinero.dk/tips/regler-gulpladebil/#:~:text=eller%20privat%20k%C3%B8rsel.-,Moms%20p%C3%A5%20gulpladebiler,-Har%20du%20en) for gulpladebiler er simple. Idet du kun bruger bilen til erhvervsmæssig kørsel, kan du få fuldt fradrag for moms ved både køb, leje, drift og salg af din gulpladebil.

Sådan er det ikke med papegøjepladebiler. Her er det bilens vægt, der afgør, hvor meget moms du kan trække fra. 

Hvis din papegøjepladebil vejer mellem 3.001 kg. og 4.000 kg., kan du få delvist fradrag for købsmomsen samt momsen på de løbende driftsudgifter som brændstof og reparation. Det fradrag varierer afhængig af, hvor meget du bruger bilen til hhv. privat- og erhvervskørsel.

Derfor er det vigtigt at huske at føre et [kørselsregnskab](https://dinero.dk/ordbog/koerselsregnskab/). Det kommer vi nærmere ind på senere i indlægget.

Hvis din papegøjepladebil vejer 3.000 kg. eller mindre, kan du ikke trække noget af købsmomsen fra. Men du kan til gengæld få 100 % fradrag for momsen på driftsudgifterne. Det kræver dog, at din virksomheds salg af momspligtige varer og ydelser er over 50.000 kr. om året.

Hvis din papegøjepladebil er [leaset](https://dinero.dk/ordbog/leasing/), kan du få delvist fradrag for momsen. Men igen kræver det, at din virksomheds salg af momspligtige varer og ydelser er på over 50.000 kr. om året. Det delvise fradrag udgør en tredjedel af den moms, du betaler af lejen.

### Forskel på skattereglerne for gule plader eller papegøjeplader

Om du skal beskattes afhænger af, om du har gule plader eller papegøjeplader. Du bliver beskattet af værdien af fri bil i din papegøjepladebil. Det gør du ikke i din gulpladebil.

Er du arbejdsgiver og har stillet en papegøjepladebil til rådighed for din medarbejder, skal de betale skat af værdien af fri bil. De udgifter kan du trække fra i din virksomheds regnskab. Hvis du vil beregne værdien af fri bil, kan du bruge vores beregner.

Bruger du din egen papegøjepladebil i din virksomhed, kan du trække de omkostninger, der har med erhvervskørslen at gøre, fra.  

For at holde styr på, hvor meget du bruger din bil privat i forhold til erhvervsmæssigt, skal du føre en [kørebog](https://dinero.dk/tips/koerselsgodtgoerelse-i-en-enkeltmandsvirksomhed/#:~:text=Hvad%20skal%20en%20k%C3%B8rebog%20indeholde%3F).

### Du skal føre kørebog for din papegøjepladebil

Papegøjepladebiler bruges både til erhvervsmæssig og privat kørsel. Derfor skal du kunne dokumentere, hvor stor en del af din kørsel, der er erhvervsmæssig og dermed giver [skattefradrag](https://dinero.dk/ordbog/skattefradrag/).

Derfor skal du føre kørebog, hvis du har en papegøjepladebil. Vi har lavet en skabelon, så du nemt kan føre kørselsregnskab, som du kan downloade her:

Du kan også gøre det via [Driversnote](https://dinero.dk/integrationer/korebog-med-driversnote/), som du kan integrere i dit regnskab i Dinero.

En bil på gule plader må derimod kun bruges erhvervsmæssigt, så der er som udgangspunkt ingen grund til at føre kørebog for den. Derfor er der også forskel på, hvilken dokumentation du skal have, afhængig af om du har gule plader eller papegøjeplader.

Det kan dog være smart at lave en kørebog som dokumentation til Skattestyrelsen, hvis der alligevel skulle opstå tvivl om, hvorvidt du kun bruger den erhvervsmæssigt. Men du har ikke pligt til at føre kørebog for din bil på gule plader.

## Du må oftere køre andet end arbejdskørsel med papegøjeplader end på hvide plader

Der kan være stor forskel på, hvad du må (og ikke må) med en varebil på gule plader og papegøjeplader. Nedenfor kan du få et samlet overblik over reglerne for andet end arbejdskørsel med de forskellige typer nummerplader.

| **Formål med kørsel** | **Mandskabsvogn** | **Ikke specialindrettede varebiler på gule plader** | **Specialindrettede varebiler** | **Varebiler på papegøjeplader** |
| --- | --- | --- | --- | --- |
| Give ægtefælle et lift til/fra arbejde | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Aflevere/hente børn på vej til/fra arbejde | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Have autostol i bilen | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre børn til/fra fritidsaktiviteter | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
| Handle ind på vej til/fra arbejde | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre på genbrugsstation/-pladsen med privat haveaffald | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
| Have personer med, som ikke er ansat i virksomheden | ❌Ikke tilladt | ❌✔ I særlige tilfælde – kørslen skal være erhvervsmæssigt begrundet | ✔ Tilladt – kørslen skal være erhvervsmæssigt begrundet (denne type varebil må medtage personer ifm. svinkeærinder) | ✔Tilladt |
| Have private genstande i bilen | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌✔ Kørslen skal have et lovligt formål – hvis genstandene fx er en fritidsaktivitet, (der foretages som svinkeærinder til/fra arbejde) er det tilladt | ✔Tilladt |
| Køre privat med hestetrailer | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
| Bruge bilen til privat flytning | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
| Hente mad i arbejdstiden | ❌✔ Er kun tilladt, hvis den ansatte alligevel foretager lovlig kørsel og ikke afviger væsentligt fra den direkte rute | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre til overnatningssted (fx hotel ifm. arbejde) langt fra egen bopæl | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre til byggemarked for at købe materialer/reservedele til firma i arbejdstiden | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre til kursus eller anden undervisning | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Hente eller sætte kolleger af i forbindelse med lovlig (erhvervsmæssig) kørsel mellem hjem og arbejde | ❌✔ Opsamling/afsætning skal ske på opsamlingssteder – som ikke må være kollegas private bopæl, hvis turen afviger væsentligt fra den direkte rute | ❌✔ Skal være beordret | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre hjem til bopæl som led i vagtordning | ❌✔ Der skal være et formål med vagtordningen, som nødvendiggør brug af vognen, og den vagthavende medarbejder skal være på vagt i hele valgperioden | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre hjem til privat bopæl | ❌✔ Kun tilladt ved betydelig afstand mellem privat bopæl og virksomhedens adresse (fx anden by eller landsdel). Derudover skal afstanden mellem arbejdspladsen og virksomhedens adresse være større end afstanden mellem medarbejderens bopæl og arbejdspladsen | ❌✔ Ansatte må køre op til 25 gange om året, når bilen næste dag skal bruges erhvervsmæssigt, eller hvis der køres fra bopæl til arbejde dagen efter, den har været brugt erhvervsmæssigt. Selvom begge kørsler er til og fra én begivenhed, tæller det for to kørsler | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
| Køre til kundemøder i arbejdstiden | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |

Ovenstående er en vejledende oversigt fra [Motorstyrelsen](https://motorst.dk/borger/gule-plader-og-papegoejeplader/regler-for-gule-plader).

## Oftest stillede spørgsmål

### Hvad er forskellen på gule plader og papegøjeplader?

Forskellen på gule plader og papegøjeplader er, at du i en bil på gule plader kun må køre erhvervsmæssig kørsel. Derimod må du i en bil på papegøjeplader køre både privat og erhvervsmæssig kørsel.

### Kan man køre i gulpladebil privat?

Der er nogle undtagelser, men som hovedregel må du ikke køre i din gulpladebil privat. Derfor skal du have en papegøjepladebil, hvis du gerne vil køre privat i din virksomheds bil.

---

Kilde: https://dinero.dk/tips/gule-plader-papegoejeplader/ (sidst ændret 2026-05-26). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
