---
title: "Opret holdingselskab i virk – Sådan stifter du et holding"
url: "https://dinero.dk/tips/opret-holdingselskab/"
type: "post"
type_label: "Indlæg"
id: 39637
lang: "da-DK"
published: "2021-10-01T12:12:00+02:00"
modified: "2026-05-12T09:42:33+02:00"
description: "Sådan opretter du et holdingselskab nemt og hurtigt. Vores trin for trin-guide tager dig gennem hele processen, Klik her."
category:
  - "Tips og råd"
post_tag:
  - "Virksomhedsstifelse"
source: "dinero.dk"
markdown_url: "https://dinero.dk/tips/opret-holdingselskab.md"
---

# Opret holdingselskab i virk – Sådan stifter du et holding

> Opret holdingselskab i virk med vores trin for trin-guide.

Oprettelse af et holdingselskab er en lidt speciel størrelse. Der findes nemlig ikke en selskabsform, der hedder holding. I stedet bruges som regel et aktieselskab eller et anpartsselskab til at eje anparter eller aktier i andre selskaber. Med et godt [regnskabsprogram til dit holdingselskab](https://dinero.dk/hvem-er-dinero-for/holdingselskab/) har du altid overblik over økonomien.

På den måde er et ApS eller et A/S både den respektive selskabsform samt [et holdingselskab](https://dinero.dk/ordbog/holdingselskab/). I denne guide vil vi vise dig, hvordan du opretter et holdingselskab som et ApS. Er du interesseret i de skattemæssige aspekter ved at have et holdingselskab, kan du [læse om dem her](https://dinero.dk/tips/skat-holdingselskab/).

Med et holdingselskab minimerer du risikoen for tab og kan sikre skattemæssige fordele. Som regel oprettes et holdingselskab som [moderselskab](https://dinero.dk/ordbog/moderselskab/) i en holdingstruktur, hvor selskabet typisk også er en pengetank.

Er du stadig ikke sikker på, om et holdingselskab er det rigtig for dig? Vi har samlet en komplet oversigt over [fordele og ulemper](https://dinero.dk/tips/fordele-ulemper-holdingselskab/), du kan bruge til at tage den store beslutning.

## Find dit MitID frem til oprettelsen af dit holdingselskab

Du skal bruge dit NemID (eller NemID medarbejdersignatur), når du vil oprette en virksomhed på [virk.dk](https://virk.dk/). Opret dit holdingselskab ved at trykke på “Start virksomhed” på forsiden.

![Opret holdingselskab - Start virksomhed](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/09/Opret-ApS-Start-virksomhed-2000x1109.png)

Herfra skal du registrere dit holdingselskab ved at trykke på “Start selvbetjening”. Du skal have [dit NemID](https://dinero.dk/ordbog/nemid/) klar til at logge ind, når du har trykket. Så hvis du ikke har det ved hånden, bør du finde det frem, inden du trykker.

![Opret holdingselskab - Start selvbetjening](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/09/Opret-ApS-Start-virksomhed-Selvbetjening-2000x880.png)

Log ind med dit eget private NemID eller medarbejdersignatur.

![Opret holdingselskab - Log ind med NemID](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/09/Opret-ApS-Log-ind-med-NemID-1214x1200.png)

Du skal acceptere betingelserne for brug, inden du kan oprette dit holdingselskab. Det er et krav for at oprette et holdingselskab (og en hvilken som helst anden virksomhed).

![Opret holdingselskab - Virksomhedsregistrering](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/09/Opret-ApS-Start-virksomhed-Virksomhedsregistrering-1175x1200.png)

Opret holdingselskab ved at vælge ApS, A/S, [P/S](https://dinero.dk/ordbog/partnerselskab/) og SE-selskab.

![Opret holdingselskab - Vælg ApS, A/S, P/S og SE-selskab](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/09/Opret-ApS-Start-virksomhed-Vaelg-ApS-1585x1200.png)

Herefter kan du nemlig trykke “Vælg” under [Anpartsselskab (ApS)](https://dinero.dk/ordbog/anpartsselskab-aps/), som vi opretter vores holdingselskab som.

![Opret holdingselskab - Vælg anpartsselskab (ApS)](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/09/Opret-ApS-Start-virksomhed-Vaelg-Anpartsselskab-ApS-1449x1200.png)

Det er nu, du skal i gang med den faktiske stiftelse af holdingselskabet. Du skal angive en række obligatoriske oplysninger, før selskabet kan blive oprettet. Husk, at du også skal have styr på [kapitalkravet](https://dinero.dk/ordbog/startkapital/).

Ude i venstre side kan du se, hvilke oplysninger du skal udfylde i forbindelse med stiftelsen af virksomheden. Du skal fx igennem stamdata, branche, kapital og ejerforhold.

Du skal bare trykke på “Næste” for at komme videre i processen. Så bliver du automatisk ført videre og kan udfylde de oplysninger, der er krav om.

![Opret holdingselskab - Udfyld stamdata](https://dinero.dk/wp-content/uploads/2021/09/Opret-ApS-Start-virksomhed-Stamdata-virksomhedsnavn-1757x1200.png)

Tillykke, du har nu oprettet et holdingselskab. Når du har udfyldt alle ovenstående oplysninger, har du nemlig gjort det, du skal gøre for officielt at stifte dit holdingselskab og få [et CVR-nummer](https://dinero.dk/ordbog/cvr-nummer/).

Der kan gå noget tid, inden registreringen går igennem. Du modtager en mail i din indbakke, når holdingselskabet er oprettet. Når det er det, kan du blandt andet bestille firma-NemID, [angive NemKonto](https://dinero.dk/ordbog/nemkonto/) og oprette [en digital postkasse](https://dinero.dk/ordbog/digital-post/) til holdingselskabet.

Vi har lavet en guide til [regnskab for holdingselskab](https://dinero.dk/tips/regnskab-holdingselskab/), hvor du finder eksempler og krav til indhold.

> **Bemærk: Dinero er et godkendt regnskabsprogram**
>
> Alle pakker i Dinero er certificeret af Erhvervsstyrelsen. Du har fx mulighed for upload af bilag i skyen, bankafstemning og modtage og sende EAN-fakturaer. Fokusér 100% på virksomheden i stedet for støvede paragraffer. [Læs mere her](https://dinero.dk/ny-bogfoeringslov/registreret-bogfoeringssystem/).

## Opret holdingselskab som anden virksomhedsform

Som vi skrev tidligere, er et holdingselskab i bund og grund en hvilken som helst virksomhed, der ejer anparter eller aktier i andre virksomheder. Det behøver ikke være et ApS. [Opret A/S som holdingselskab](https://dinero.dk/?p=39645) via linket, hvis du hellere vil have et aktieselskab som dit holdingselskab.

Hvis du klikker på linket, kommer du til en lige så nem og grundig guide. Guiden er lavet til oprettelse af aktieselskaber specifikt og tager dig gennem hele processen. Husk dog, at kapitalkravet for aktieselskaber er højere end anpartsselskaber.

## Jeg vil gerne have hjælp til at oprette mit holdingselskab

Er du ikke helt tryg ved selv at skulle oprette et holdingselskab med vores trin for trin-guide? Så er der også hjælp at hente. [Legal Desk](https://www.legaldesk.dk/dinero?utm_source=legaldesk&utm_medium=referral&utm_campaign=opret-virksomhed) har stor erfaring med at oprette holdingselskaber, hvor der er styr på alle regler og detaljer. Det gør det nemt og hurtigt at komme i gang med virksomheden.

## Oftest stillede spørgsmål

### Hvordan opretter jeg et holdingselskab?

Du opretter et holdingselskab på virk.dk. Typisk er et holdingselskab et ApS eller et A/S. Tryk på “Start virksomhed” på forsiden, så tages du gennem hele processen.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du opretter et holdingselskab, kan du bruge vores trin for trin-guide, der tager dig gennem det hele.

### Hvad koster det at stifte et holdingselskab?

Det koster 670 kroner at stifte et holdingselskab i virk. Det er nemlig størrelsen på gebyret til Erhvervsstyrelsen ved oprettelse af et ApS.

Derudover kommer selvfølgelig kapitalkravet på 20.000 kroner, du også skal indskyde i selskabet, når du opretter dit holdingselskab.

### Hvorfor oprette et holdingselskab?

Med et holdingselskab minimerer du fx risikoen for tab, hvis din virksomhed kommer i økonomisk uføre.

### Kan et holdingselskab eje en enkeltmandsvirksomhed?

En enkeltmandsvirksomhed er en personlig ejet virksomhed. Ejeren af en enkeltmandsvirksomhed og selve virksomheden betragtes som én og samme juridiske enhed. Derfor kan et holdingselskab ikke eje en enkeltmandsvirksomhed – eller en hvilken som helst anden personlig ejet virksomhed.

### Hvad er et holding?

Et holdingselskab ejer aktier eller anparter i andre selskaber. Holdingselskaber er ikke momsregistrerede, da de ikke har nogen selvstændig produktion af nogen art.

### Hvad er et moderselskab?

Et moderselskab er fx et holdingselskab, som ejer en bestemmende indflydelse i et andet selskab (som kaldes for datterselskab). Mange opretter et holdingselskab, samtidig med at de opretter et andet selskab.

---

Kilde: https://dinero.dk/tips/opret-holdingselskab/ (sidst ændret 2026-05-12). Denne Markdown-udgave er genereret automatisk fra siden på dinero.dk.
