Hvad er en kontoplan?
Hvorfor laver man en kontoplan og hvordan ser den ud?
Som nystartet virksomhed er spørgsmålene mange.
Vi har her plukket et enkelt spørgsmål ud og giver dig et grundigt svar på det.
Nemlig, hvad er en kontoplan og hvad skal din virksomhed bruge den til?
Hvad er en konto?
En konto er en måde at inddele sine posteringer (bogføring af salgs- og købsfakturaer) på. For at kunne opstille et årsregnskab, er det nødvendigt at samle poster, der ligner hinanden, på én konto. Du kan fx vælge at lave en konto, der hedder ”3200 – Lokaleomkostninger” og postere alle ens huslejeregninger her. På den måde kan du nemt se præcist, hvor mange penge du bruger hvert år på husleje.
Jo flere konti man inddeler sine posteringer i (til en vis grænse), jo bedre overblik kan man få over hvordan ens indtægter og udgifter fordeler sig. Jo bedre overblik du har over din økonomi, desto bedre kender du din egen forretning.
Det kan være, at du fx gerne vil vide, hvor mange penge du bruger på markedsføring på et år. Så kan du vælge at lave en konto, der hedder ”3100 – Salgsfremmende omkostninger” og postere alle bilag vedrørende reklamer på den konto. Men du kan også tage det skridtet videre og underopdele kontoen ”3100 – Salgsfremmende omkostninger”, og lave underkonti til den, som fx. ”3110 – Avisannoncering”, ”3120 – Hjemmesidereklamer”, ”3130 – Tekst-TV” osv.
Så vil du sidst på året kunne se, at du fx har brugt 30.000 kr. på reklamer, og de er fordelt på 14.000 kr. på avisannoncering, 16.000 kr. på hjemmesidereklame og 0 kr. på Tekst-TV. Du kan selvfølgelig også følge dit forbrug på de forskellige medietyper løbende i takt med, at du bogfører.
Det er vigtigt at forstå, at konti alene har til formål at opdele dine bilag i små ”kategorier”, så du hele tiden har et godt overblik over dine pengestrømme. Og en konto i denne sammenhæng har altså ikke noget med din bankkonto at gøre.
Hvad er en kontoplan?
En kontoplan er en opstilling af alle dine konti. Selve strukturen og nummeringen kan være lidt forskellig alt efter, hvilken revisor eller regnskabsprogram du bruger. Men et klassisk skoleeksempel på en kontoplan er, at alle konti med 1 til 7 som første ciffer og med i alt 4 cifre er konti, der hører til i resultatopgørelsen. Alle konti med 5 cifre er konti, der hører til i balancen.
Kontoplanen er opbygget på grundlag af følgende grupper:
Standardkontoplan?
I forbindelse med den nye bogføringslov har Erhvervsstyrelsen offentliggjort en standardkontoplan til små og mellemstore virksomheder. Det er foreløbigt ikke et krav, at du bruger standardkontoplanen.
Hvis du vælger ikke at bruge den, skal dit bogføringssystem mappe din kontoplan til den offentlige standardkontoplan, eller du kan sørge for at gøre det selv.
Formålet med en offentlig standardkontoplan er at gøre det lettere at automatisere det administrative arbejde, fordi bogføringen bliver mere ensartet. På sigt skal den offentlige standarkontoplan gøre det muligt at lave automatiske indberetninger af fx skat, moms og afgifter, hvilket især kan være en fordel for mindre virksomheder.
Kontoplanskabelon
Skal du bruge en kontoplanskabelon, men er du i tvivl om, hvad den skal indeholde? Så er du kommet til det rigtige sted! Her kan du downloade en gratis kontoplanskabelon, der selvfølgelig er i overensstemmelse med Erhvervsstyrelsens standardkontoplan. Du kan også læse mere om hvad skabelonen skal indeholde, så du kan lave din egen.
En kontoplan er som nævnt bygget op af din resultatopgørelse og balance. Din resultatopgørelse vil bestå af konti for omkostninger (debet) såsom vareforbrug, lokaleomkostninger, salgsfremmende omkostninger m.m.
Derudover vil resultatopgørelsen bestå af konti for indtægter (kredit), som eksempelvis kan være varesalg og renteindtægter. Det er altså den første del, som din kontoplanskabelon skal indeholde.
Kontoplanen skal også indeholde din balance, som vil bestå af konti for aktiver (debet), og kan blandt andet være biler, inventar, varelager m.m. Balancen har også konti for dine passiver (kredit) såsom din egenkapital, privatforbrug, kassekredit m.m.
Udover at indeholde de mest normale konti, guider vores kontoplanskabelon dig også i, hvad der henholdsvis forøger og formindsker din resultatopgørelse og balance. Du kan desuden nemt se hvilke poster, der hører til hvilken del af kontoplanen og dermed, hvordan det i sidste ende kan påvirke dit regnskab.
Hvis du har brug for en kontoplanskabelon, der indeholder de nævnte konti og fordele, kan du hente den helt gratis herunder.
Hvis du vil gøre det endnu nemmere for dig selv, kan du også bruge et regnskabsprogram. Hvis du bruger et regnskabsprogram som fx Dinero, får du adgang til en kontoplan, der er tilpasset den nye bogføringslov. På den måde sikrer du dig, at der ikke sker fejl, når du skal bogføre dit regnskab.
Opbygning af kontoplan
Hvordan du skal opbygge din kontoplan afhænger i høj grad af, hvilken type virksomhed, der er tale om. Dette skyldes, at kontoplanen som tidligere nævnt, er en oversigt over alle de forskellige konti, en given virksomhed benytter sig af.
En kontoplan er opbygget af de forskellige konti som virksomheden benytter sig af og afhænger blandt andet af, hvilke varer og ydelser virksomheden køber og sælger samt virksomhedens aktiver og passiver.
Når du skal lave en opbygning af din kontoplan, skal der altså foretages en konkret vurdering af din virksomhed, og det kan være svært uden erfaring med at opbygge en kontoplan.
Hvis der laves fejl i en opbygning af kontoplan, kan det føre til fejl i indberetningen af moms, og netop derfor anbefaler både vi og Erhvervsstyrelsen, at du anvender en standardkontoplan, medmindre du har erfaring og kendskab til opbygningen af en kontoplan.
Husk, at du kan få en gratis og helt korrekt kontoplan lige her på siden – så skal du ikke lave din egen kontoplanopbygning.
Kontoplan til produktionsvirksomhed
Er du stødt på en såkaldt “kontoplan til produktionsvirksomhed”, og har du undret dig over, hvad det er for en størrelse? Læs med her!
En kontoplan for en produktionsvirksomhed bruges på samme måde som en “almindelig” kontoplan.
Forskellen består i, at en kontoplan for produktionsvirksomheders omkostningskonti har en funktionsopdelt resultatopgørelse.
Det er derfor, der vil være forskel, når du ser en kontoplan for en produktionsvirksomhed og – eksempelvis – en handelsvirksomhed.
De to metoder, som får indvirkning på kontoplanens udformning og altså også på resultatopgørelsen, ender dog begge ud med et resultat af primær drift samt årets resultat.
Ligesom det er tilfældet for andre typer virksomheder, kan en kontoplan for produktionsvirksomheder også variere fra én produktionsvirksomhed til en anden.
Nedenfor kan du se et eksempel på en produktionsvirksomheds kontoplan.
Resultatopgørelse
Kontoramme | Kontoplan | |
Kontogruppe | Kontonummer | Kontonavn |
Nettoomsætning | 1100 | Varesalg |
Produktionsomkostninger | 2110 | Variable produktionsomkostninger |
2210 | Lokaleomkostninger | |
2220 | Personaleomkostninger | |
2230 | Reparationer og vedligeholdelse | |
2290 | Øvrige omkostninger | |
2310 | Afskrivning på maskiner | |
Bruttoresultat | ||
Distributionsomkostninger | 3110 | Salgsprovision |
3210 | Lokaleomkostninger | |
3220 | Personaleomkostninger | |
3230 | Salgsfremmende omkostninger | |
3240 | Bilers driftsomkostninger | |
3290 | Øvrige omkostninger | |
3310 | Afskrivning på biler | |
Administrationsomkostninger | 4210 | Lokaleomkostninger |
4220 | Personaleomkostninger | |
4290 | Øvrige omkostninger | |
4310 | Afskrivning inventar | |
Resultat af primær drift | ||
Finansielle indtægter | 6100 | Renteindtægter |
Finansielle omkostninger | 7100 | Renteomkostninger |
Resultat før skat | ||
Skat af årets resultat | 8100 | Skat af årets resultat |
Årets resultat |
Balance
Kontoramme | Kontoplan | ||
Kontogruppe | Konto-nummer | Kontonavn | |
Anlægsaktiver | 11110 | Maskiner | |
111 Materialle anlægsaktiver | 11111 | Akkumulerede afskrivninger på maskiner | |
11120 | Biler | ||
11121 | Akkumulerede afskrivninger på biler | ||
11130 | Inventar | ||
11131 | Akkumulerede afskrivninger på inventar | ||
Omsætningsaktiver | |||
121 Varebeholdninger | 12110 | Råvarer og hjælpematerialer | |
12120 | Varer under fremstilling | ||
12130 | Færdigvarer | ||
122 Tilgodehavender | 12210 | Tilgodehavender fra salg | |
122 Tilgodehavender | 12210 | Tilgodehavender fra salg | |
12220 | Periodeafgrænsningsposter | ||
123 Likvide beholdninger | 12310 | Kasse | |
12320 | Bankindestående | ||
Egenkapital | |||
131 Virksomhedskapital | 13110 | Kapitalkonto/Anpartskapital/Aktiekapital | |
132 Reserver | 13210 | Reserver | |
133 Overført overskud eller underskud | 13310 | Overført overskud eller underskud | |
Hensatte forpligtelser | 14110 | Udskudt skat | |
Gældsforpligtelser | |||
151 Langfristede gældsforpligtelser | 15110 | Langfristede lån | |
152 Kortfristede gældsforpligtelser | 15210 | Kreditinstitutter (kassekredit) | |
15220 | Leverandører af varer og tjenesteydelser | ||
15230 | Selskabsskat | ||
15240 | Anden gæld |
Bogføringsregler
Alle konti, som bruges i det daglige bogholderi, skal ved årsopgørelsen overføres til enten resultatopgørelsen eller balancen.
Alle konti:
- der vedrører “omkostninger”, har debetsaldo (og skal derfor stå i debet-siden på resultatopgørelsen).
- der vedrører ”indtægter”, har kreditsaldo (og skal derfor stå i kredit-siden på resultatopgørelsen).
- der vedrører ”kapitalanvendelse” (aktiver, værdier og beholdninger), har debetsaldo (og skal derfor stå i debet-siden på balancen).
- der vedrører ”kapitalanskaffelse” (gæld), har kreditsaldo (og skal derfor stå i kredit-siden på balancen).
Hvordan kommer jeg i gang med at bruge en kontoplan?
Det er et godt spørgsmål med mange svar. Du kan i princippet notere alle dine bilag i hånden ved at bruge kontokort og kasserapport/kassekladde. Begge dele kan købes i de fleste boghandlere. En lidt nemmere tilgang vil være at lave det elektronisk i fx Excel. Det er dog stadig en meget gammeldags og besværlig løsning.
Den klart nemmeste løsning er at indtaste dine bilag i et regnskabsprogram. Der findes rigtig mange på markedet, og det kan derfor være lidt af en jungle at finde det rigtige til netop din virksomhed.
For at komme i gang allerede i dag kan du bruge Dinero. Det er et utroligt nemt online regnskabsprogram, som er gratis at bruge.