Dansk iværksætteri i knæ: Historisk lavpunkt

Dansk iværksætteri fortsætter nedturen. Hvis man troede, at 2024 var lavpunktet, må man tro om. I 2025 blev der oprettet endnu færre enkeltmandsvirksomheder. Faktisk er antallet på det laveste niveau siden 1999.

I 2025 blev der oprettet 18.086 nye enkeltmandsvirksomheder i Danmark. Det viser nye tal fra CVR, som Dinero har analyseret. Det er et fald på over tre procent sammenlignet med 2024.

Udviklingen fortsætter den nedadgående tendens, der har præget iværksætteriet siden 2021. Det betyder, at antallet af nye enkeltmandsvirksomheder for andet år i træk er på det laveste niveau i dette årtusinde.

Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Dinero, siger:

– 2025 har været et hårdt år på mange fronter – også for dansk iværksætteri. Når usikkerhed, uro og mørke nyheder fylder hverdagen, er det forståeligt, at mange trækker i iværksætter-håndbremsen og udskyder drømmen om at starte selv.

Han advarer samtidig om konsekvenserne:

– Det her er en alvorlig udvikling for samfundet. Iværksættere og innovative virksomheder er afgørende for vækst, arbejdspladser og nye løsninger på fremtidens udfordringer. Netop i usikre tider har vi brug for flere – ikke færre – der tør starte egen virksomhed, siger Martin Buch Thorborg.

Hos SMVdanmark vækker udviklingen også stor bekymring. Organisationen peger på, at faldet i nye virksomheder er et alvorligt signal om, at rammerne for iværksætteri ikke er attraktive nok i Danmark.

Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, siger: 

– Det er et wakeupcall, når iværksætteriet rammer historisk bund. Nye virksomheder er brændstoffet til vækst, innovation og fremtidens arbejdspladser, men alt for mange møder i dag et system med høje skatter, tung regulering og for lidt adgang til kapital. Danmark har brug for en iværksætterpakke 2.0, hvis vi skal vende udviklingen.

Færre konkurser og positive forventninger giver håb

Der er dog grund til forsigtig optimisme. For 2025 bød på færre konkursramte virksomheder sammenlignet med 2024. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Martin Buch Thorborg udtaler: 

– Vi kan se, at danske selvstændige går ind i 2026 med fornyet håb og optimisme. Mere end halvdelen af vores brugere forventer en forbedring i deres virksomheds økonomi i år sammenlignet med sidste år, siger Martin Buch Thorborg.

– Optimismen er også til at tage at føle på blandt dem, der havde et 2025 under forventning. Mere end 70 procent af dem tror på, at 2026 bliver et år i fremgang. Det giver grund til optimisme for både nuværende og fremtidige selvstændige.

Jakob Brandt supplerer:

– Det er et positivt tegn, at mange ser lysere på året, der kommer. Når virksomhederne tror på fremtiden, er der også potentiale for nye arbejdspladser og lokal vækst. Derfor skal vi bygge videre på optimismen og styrke mulighederne for dem, der vil starte og udvikle virksomhed.

I 2025 blev stiftet 18.086 enkeltmandsvirksomheder i Danmark. Det svarer til et fald på 3,2 procent i forhold til året før, hvor der blev stiftet 18.685 nye enkeltmandsvirksomheder.

Det er fjerde år i træk, at antallet falder – og andet år i træk, at antallet når det laveste niveau i dette årtusinde.

Dermed er antallet af nye enkeltmandsvirksomheder det laveste i fem år. Data er trukket i Det Centrale Virksomhedsregister den 28. januar 2026.

2020 2021 2022 2023 2024 2025
Nye enkeltmandsvirksomheder 23.226 23.529 21.020 20.048 18.685 18.086
Udv. fra året før 7,7% 1,3% -10,7% -4,6% -6,8% -3,2%
2024 2025 Udvikling
Bornholm 123 105 -14,6%
Fyn 1380 1291 -6,5%
København 3829 3872 1,1%
Københavns omegn 1816 1874 3,2%
Nordjylland 1487 1522 2,3%
Nordsjælland 1502 1381 -8,1%
Sydjylland 2066 1842 -10,8%
Vest- og Sydsjælland 1764 1601 -9,2%
Vestjylland 1149 1141 -0,7%
Østjylland 2777 2702 -2,7%
Østsjælland 791 754 -4,7%
Ukendt 1 1 0

 

Dinero er et regnskabsprogram, som bruges af mere end 100.000 iværksættere og små og mellemstore virksomheder. Dinero omsatte i 2024 for 216 millioner kroner og er stiftet af blandt andre Martin Buch Thorborg, som i dag er adm. direktør.

SMVdanmark er en dansk erhvervsorganisation, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder (SMV’er) og arbejder for at forbedre deres vilkår.