Socialdemokratiet og Moderaterne skal ikke regne med mange stemmer, når landets selvstændige erhvervsdrivende går i stemmeboksen til kommunalvalget den 18. november
En ny undersøgelse fra Dinero, besvaret af 1.289 virksomhedsejere, viser, at kun fem procent af de selvstændige vil stemme på Socialdemokratiet – og blot to procent på Moderaterne.
Det mest populære parti blandt selvstændige er Liberal Alliance, som står til 13 procent af stemmerne. Partiet ligger dermed et godt stykke foran de to næstmest populære, Venstre og Det Konservative Folkeparti, som begge står til 8 procent.
– Mange selvstændige stemmer naturligt på partier, der prioriterer erhvervslivets vilkår højt. Derfor er det ikke overraskende, at særligt Liberal Alliance har en stærk appel. De fokuserer på frihed og mindre bureaukrati, og det tiltaler den typiske selvstændige, siger Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Dinero.
Hele undersøgelsen kan ses her.
Hver tredje er stadig i tvivl
Håbet er dog langtfra ude for de partier, som ikke umiddelbart kan forvente stemmer fra de selvstændige. Faktisk svarer 34 procent af vælgerne, at de ikke har besluttet sig endnu.
– Det er nærmest et frieri fra de selvstændige til lokale kandidater, der vil forbedre forholdene for erhvervslivet. Med et par uger tilbage af valgkampen, er der god grund til at komme ud over stepperne, hvis man vil vinde de selvstændiges stemmer, siger Martin Buch Thorborg.
Han understreger, at erhvervspolitikken i kommunerne spiller en væsentlig rolle, når selvstændige skal vælge parti.
– Mange lokalpolitikere har travlt med daginstitutioner, skoler, ældre og miljø – og det er helt fair. Men det betyder, at en stor gruppe vælgere efterlades i et politisk tomrum, siger han.