For første gang i Dineros levetid er der modvind og turbulens på markedet. Alligevel har regnskabsprogrammet formået at få flere kunder og kan nu fejre, at 90.000 virksomheder laver deres regnskab i Dinero
Det er blevet sværere for Dinero at få kunder.
Antallet af nystiftede virksomheder, som regnskabsprogrammet er skabt til, er de sidste to år faldet drastisk. Tilmed tyder årets første to måneder på et endnu dårligere 2024 end de foregående år. Alligevel har Dinero trodset faldet i markedet og runder nu et skarpt hjørne, hvor 90.000 virksomheder bruger regnskabsprogrammet.
Martin Buch Thorborg, direktør i Dinero, siger:
– For første gang i de mere end ti år, Dinero har eksisteret, navigerer vi lige nu i et marked, hvor der er modvind. Derfor er denne milepæl også noget særligt, for vi trodser logikken i markedet. Vi går frem, hvor vi burde gå tilbage eller stagnere.
– Det understreger styrken i vores produkt og beviser samtidig, at landets iværksættere og små virksomheder har tillid til, at vi er de bedste til at håndtere noget så fundamentalt og vigtigt som deres regnskab.
Balance mellem mennesker og kunstig intelligens
En nøglefaktor bag Dineros fortsatte kundetilstrømning er ifølge direktøren, at virksomheden har ramt balancen mellem den gode menneskelige kundeserviceoplevelse og samtidig har formået at gribe de teknologiske muligheder, som kunstig intelligens giver.
Martin Buch Thorborg siger:
– Vores support er fortsat i absolut topklasse og en fremragende hjælp, når man er løbet panden mod regnskabsmuren. Men vi har også grebet de teknologiske muligheder, som kunstig intelligens har givet os, og den del kommer vi kun til at sætte yderligere strøm til i nærmeste fremtid. På den måde vil vi fortsat adskille os positivt i et konkurrencepræget marked, og jeg er sikker på, at vi fortsat kommer til at få flere kunder uanset, hvordan markedet udvikler sig.