Dinero vil øge sikkerheden i dansk erhvervsliv

Fra i dag skal mere end 87.000 brugere af Dinero verificere sig med MitID, hvis de fortsat ønsker at sende e-fakturaer. Initiativet er et skridt mod at skabe et mere trygt og sikkert erhvervsliv

Fra i dag vil 87.000 danske virksomheder og foreninger, som bruger Dinero, blive mødt med et krav om at verificere sig med MitID, hvis de vil sende e-fakturaer.

E-fakturaer er et krav, når virksomheder sender fakturaer til offentlige myndigheder og institutioner og bruges også til fakturering af visse virksomheder.

Martin Buch Thorborg, direktør i Dinero, siger:

– Det er en blåstempling af de selvstændige erhvervsdrivende, der sender e-fakturaer fra vores platform, og det er jeg stolt af. Vi gør det sværere at lave økonomisk bedrageri og tager dermed et stort skridt mod at højne sikkerheden, trygheden og troværdigheden i dansk erhvervsliv. I dette tilfælde gavner det helt konkret virksomheder og offentlige organisationer, der modtager e-fakturaer.

Med den nye bogføringslov er det et krav, at godkendte regnskabsprogrammer tilbyder afsendelse og modtagelse af e-fakturaer. Men Dinero vælger at gå skridtet videre, end lovgivningen kræver:

– Vi stiller krav til vores brugere om verificering, før de kan sende e-fakturaer. Det betyder bestemt ikke, at alle udfordringer med bedragere, der sender falske fakturaer er løst, men vi er med til at gøre det lidt sværere at snyde. Samtidig er vi fuldstændig klar til, at e-fakturaer bliver standarden, hvilket jeg håber kommer til at ske, da det er til alles fordel.

Sidste år sendte Dinero-brugerne mere end 3,7 millioner fakturaer. Knap hver tiende blev sendt som e-faktura, og andelen af e-fakturaer har over en årrække været kontinuerligt stigende.

Når en e-faktura sendes, afleveres den direkte i modtagerens regnskabsprogram eller ERP-system. Det er derfor nemt at godkende og betale fakturaen, men kræver også en højere grad af sikkerhed.

– Digitaliseringen af fremtiden går hurtigere end nogensinde før, og vi vil gøre vores for at skabe en sikker platform for fremtidens fakturering. Dette er det første skridt i den retning, og jeg er sikker på, at vores brugere forstår, at de skal bruge et par minutter på at verificere sig med MitID. Det er et fælles bidrag til et mere trygt og sikkert erhvervsliv.

E-fakturering er en særlig elektronisk måde at sende og behandle digitale fakturaer på. E-fakturering muliggør hurtig levering, behandling og betaling af fakturaer samtidig med, at risikoen for manuelle fejl reduceres. Kilde: Virk.

Det er et krav, at man bruger e-fakturering, når man sender fakturaer til offentlige myndigheder og institutioner, og e-fakturering kan også bruges til fakturering af private virksomheder, hvis modtageren har tilmeldt sig NemHandelsRegistret.

En e-faktura sendes til modtagerens EAN-, CVR-, SE- eller P-nummer.

Visma Dinero laver et regnskabsprogram til små danske virksomheder. Visma Dinero har 87.000 brugere og omsatte i 2022 for 130 millioner kroner. Virksomheden er stiftet af blandt andre Martin Buch Thorborg, som i dag er adm. direktør i virksomheden.

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram