Antallet af nye iværksættere falder igen. Årets første seks måneder bød på syv procent færre enkeltmandsvirksomheder i Danmark. Dermed fortsætter den nedadgående udvikling fra sidste år – og det er skidt for Danmark som iværksætterland
Det har været et skidt første halvår for dansk iværksætteri.
Antallet af nystiftede enkeltmandsvirksomheder faldt i første halvår med syv procent sammenlignet med samme periode sidste år – fra 11.185 til 10.406. Dermed er antallet det laveste i fem år.
Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Dinero siger:
– Håndbremsen er for alvor trukket i dansk iværksætteri. Sidste år faldt antallet af nye virksomheder dramatisk, sandsynligvis som et resultat af inflation, høje renter, økonomisk usikkerhed, krig i Europa og usikkerhed med internationale forsyningskæder. Den udvikling er desværre fortsat ind i 2023.
Rødt advarselsflag hejst
Skal man sige noget positivt om faldet i nye enkeltmandsvirksomheder i første halvår, så er det væsentligt lavere end udviklingen fra 2021 til 2022. Faldet er altså tilsyneladende aftagende. Alligevel hejser Martin Buch Thorborg det røde advarselsflag.
– Det er skidt for Danmark, når antallet af nye virksomheder falder. For på den ene side har vi brug for iværksættere, som formår at tænke anderledes tanker og gå helt nye veje, og som kan skabe fremtidens danske vækstmotorer og sætte Danmark på verdenskortet.
– Og så har vi brug for ”hverdagens” iværksættere. Dem, der sørger for, at vores dagligdag fungerer gnidningsfrit. Frisøren, håndværkeren og den lille butik i den by, man bor i. Dem, der leverer en service, vi alle har brug for. Vi har altså alle brug for nye iværksættere, der kan skabe værdi på den ene eller anden måde.
Fald i 61 kommuner
Det største fald i antallet af enkeltmandsvirksomheder er sket i Samsø Kommune. Her blev stiftet 62 procent færre enkeltmandsvirksomheder i første halvår sammenlignet med samme periode sidste år. Samsø efterfølges af to andre ø-kommuner, nemlig Ærø (fald på 53 procent) og Langeland (fald på 52 procent). I alt 61 kommuner oplevede et fald i nye enkeltmandsvirksomheder i første halvår.
I 32 kommuner steg antallet af nye enkeltmandsvirksomheder i årets første seks måneder. Den største stigning kom i Dragør Kommune, som blev efterfulgt af Vallensbæk Kommune og Aabenraa Kommune.
Vestjylland blev den eneste af 11 landsdele, som oplevede en stigning i antallet af nye enkeltmandsvirksomheder i første halvår. Det største fald kom i Nordjylland (17 procent) efterfulgt af Fyn (15 procent) og Østsjælland (11 procent).