Julesalget er stagneret i de små onlinebutikker

Sidste års omsætningsfest for webshops er erstattet med en trukket håndbremse. De små erhvervsdrivende, som sælger produkter online, har kun oplevet en minimal stigning i årets julehandel

Det er en kold tid, vi lever i – og for landets små webshops er der desværre ikke meget varme at hente i omsætningstallene op mod jul. De sidste par års eksplosive udvikling i omsætningen er udeblevet i år.

En ny undersøgelse, som Visma Dinero har foretaget blandt 551 webshops, viser, at omsætningen blot er steget med 3,7 procent i perioden fra den 20. november til den 15. december sammenlignet med samme periode sidste år.

– Corona har kastet sin skygge over julehandlen de sidste par år, og det har været en økonomisk gave til onlinebutikkerne. Folk ville gerne sidde derhjemme og bestille gaverne til døren eller en pakkeshop i stedet for at drøne gennem adskillige butikker og risikere at blive smittet. Måske er corona nu så meget på afstand, at vi faktisk gerne vil gå i butikker og tilmed støtte det lokale erhvervsliv, som virkelig har behov for omsætning for tiden, siger Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Visma Dinero.

– Forbrugsmønstrene er muligvis også påvirket af den økonomiske krise og klimadebatten. Stigende priser på el, smør og alt andet tvinger mange til at tænke sig om en ekstra gang, når de køber julegaver. Samtidig har klimadebatten sat gang i nogle strømninger, hvor mange begynder at forbruge mindre end tidligere. Jeg er overbevist om, at det også påvirker omsætningen.

Virksomhederne i Visma Dineros undersøgelse har oplevet en stigning på 3,7 procent i omsætningen i perioden 20. november-15. december i år (42,7 mio. kroner) i forhold til samme periode sidste år (41,2 mio. kroner).

Datagrundlag:

Denne undersøgelse er baseret på omsætningen i 551 små virksomheder, som beskæftiger sig med onlinehandel. Vi har sammenholdt virksomhedernes omsætning i perioden fra den 20. november til 15. december i år og sidste år.

Black Friday indgår i undersøgelsen for begge år. Den store indkøbsdag fandt sted henholdsvis den 25. november 2022 og den 26. november 2021.

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram