2024 blev et succesfuldt år for Dinero, selvom det potentielle marked skrumpede betragteligt. Nu går regnskabsplatformen efter to nye milepæle, som begge skal nås i 2025
Der er stor glæde med årsregnskabet for 2024 i Dinero.
Omsætningen blev forøget med 32 procent til 216,7 millioner kroner, mens resultatet før skat blev 117,3 millioner kroner – en forbedring på 48 procent fra året før.
Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Dinero, siger:
– Dette årsregnskab er en sand kraftpræstation, og jeg er enormt stolt over, at vi trodser et marked i voldsom modvind og forbedrer vores resultat så markant. Antallet af nystiftede virksomheder, som er vores primære målgruppe, er rekordlavt, og alligevel formår vi at levere et megasolidt regnskab.
– Vi har manifesteret os som det mest populære regnskabsprogram blandt iværksættere. Det har vi gjort med benhårdt arbejde og en fantastisk gruppe medarbejdere, som er kreative og formår at gribe de muligheder, der opstår med fx kunstig intelligens. Så jeg er stolt, men ikke overrasket over, at vi igen leverer et imponerende resultat.
To milepæle skal nås i 2025
Det primære fokusområde for Dinero er disse år at skabe en virtuel regnskabschef.
Den skal både hjælpe de små virksomheder ved at automatisere regnskabet og bidrage med værdiskabende analyser, som kan hjælpe med at forbedre forretningen – noget som tidligere har været forbeholdt de største virksomheder.
– Vi har det sidste år taget kvantespring i den retning ved stadig større implementering af kunstig intelligens. Vi er enormt gode til at gribe de teknologiske muligheder, der konstant popper frem lige nu, og det kommer også vores brugere til gode ved, at de skal bruge mindre tid på at lave regnskab, siger Martin Buch Thorborg.
– Målet er, at 99 procent af ens regnskab på sigt kører på autopilot, og vi kommer til at knokle videre i den retning i år. Det skal vi bruge til at sætte os endnu tungere på tronen som iværksætternes foretrukne regnskabsprogram.
Han tør også sætte konkrete økonomiske mål for det nye år.
– Det er sundt at sige sine mål højt. I 2024 markerede vi to milepæle for første gang nogensinde, nemlig en omsætning på 200 millioner kroner og et resultat før skat på 100 millioner kroner. Det giver en fed stemning blandt medarbejderne og blod på tanden efter mere. Så i år sigter vi mod 100.000 kunder – og så skal vi ramme en kvart milliard i omsætning. Det er der noget schwung over, siger Martin Buch Thorborg.