Tech-virksomheder i opgør mod gammeldags bankoverførsler

Det er besværligt at lave en traditionel bankbetaling, og derfor må små virksomheder vente unødigt længe på deres betalinger. Nu skal nyt samarbejde mellem tech-virksomhederne Visma Dinero og Aiia revolutionere den klassiske bankoverførsel og sikre hurtigere betaling

Glem alt om besværlig, manuel indtastning af beløb, registreringsnummer og kontonummer, når du skal betale en regning fra en virksomhed.

Nu lancerer regnskabsprogrammet Visma Dinero og fintech-virksomheden Aiia en ny og simpel måde at betale en regning på.

Virksomhedsejeren sender sin faktura sammen med et link på sms eller e-mail. Et klik på linket fører kunden til sin netbank, hvorfra betalingen gennemføres med ét enkelt swipe.

Kunne slipper for at indtaste betalingsoplysningerne, som på forhånd er udfyldt med Aiias Click’n’Pay-funktion, hvor man som betaler kan lave en transaktion hurtigt og sikkert med sit NemID eller MitID.

Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Visma Dinero siger:

– Vi vil tage det bedste fra vores samarbejde med MobilePay, hvor to af tre fakturaer betales indenfor 48 timer, og gentage succesen med kontooverførsler. Vi skal gøre det så nemt, at vores brugeres kunder får lyst til at lave en kontooverførsel.

– Betalingsflowet skal være så simpelt og effektivt, at de små virksomheder hurtigst muligt får deres betaling. Halvdelen af de 77.000 virksomheder, som bruger Dinero, har en årsomsætning på mindre end en kontanthjælp. De er i udgangspunktet pressede økonomisk og har behov for likviditet, ellers knækker de nakken, siger Martin Buch Thorborg.

Rune Mai, CEO og Co-Founder i Aiia siger.

– Vi er i gang med at transformere hele måden, vi betaler regninger på. Med et simpelt link gør vi det ekstremt nemt at betale regningen på farten sikkert via sin bankkonto uden at skulle indtaste et hav af oplysninger. Sådan undgår vi at regninger bliver betalt for sent eller helt går i glemmeboksen i en travl hverdag, fordi processen hidtil har været besværlig og tidskrævende. Med linkbetaling betaler du sikkert direkte fra din konto via banken uden at skulle indtaste eller huske nogen former for betalingsinformationer.

Med det nye samarbejde bliver det endvidere muligt for brugerne at betale virksomhedens regninger direkte fra regnskabsprogrammet.

Om Visma Dinero

Visma Dinero er et regnskabsprogram, som henvender sig til landets mindste virksomheder. Virksomheden har cirka 77.000 kunder og omsatte i 2021 for 98,9 millioner kroner. Visma Dinero er stiftet af blandt andre Martin Buch Thorborg, som i dag er adm. direktør i virksomheden.

Om Aiia:

Aiia er en af Europas førende open banking platforme og et af Nordens mest velkendte fintech firmaer med mere end 10 års erfaring i sektoren. I slutningen af 2021 blev Aiia opkøbt af Mastercard og virksomheden understøtter finansiel innovation for mere end 100 danske og europæiske virksomheder indenfor betalinger, bogføringssystemer, banker, fintech, pension m.fl.

Aiia’s platform gør det nemt for virksomheder at anvende og integrere finansielle data samt konto-til-konto betalinger med adgang til mere end 3000 banker i Europa.

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram