Nu kan brugerne af regnskabsprogrammet Dinero få regnskabshjælp af en chatbot, som er bygget på ChatGPT-4. Det betyder, at iværksætterne kan få regnskabshjælp døgnet rundt – og at virksomheden skal genbesætte færre stillinger fremover
Der kommer til at være færre ansatte i regnskabsvirksomheden Visma Dinero fremover – selvom virksomheden vokser økonomisk.
For med introduktionen af en chatbot bygget på ChatGPT-4 skal færre stillinger fremover genbesættes, når virksomhedens deltidsansatte supportere er færdiguddannede og starter i fuldtidsstillinger i andre virksomheder.
Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Visma Dinero, siger:
– Engang argumenterede jeg for, at vi aldrig skulle have en chatbot i Dinero, men min virkelighedsopfattelse er simpelthen blevet flået i stykker i de sidste måneder. Nu kan en chatbot besvare en masse af brugernes simple spørgsmål hurtigt og korrekt, og så kan supporterne tage sig af de mere komplicerede spørgsmål og samtidig være med til at træne robotten.
Chatbotten skal på sigt trænes, så den kan give brugerne dyb indsigt i eget regnskab og komme med forslag til forbedringer af regnskabet.
Martin Buch Thorborg siger:
– Vi vil gribe de tilsyneladende ubegrænsede muligheder, som den nye teknologi tilbyder. Så da vi i forrige uge fik adgang til den nyeste version af ChatGPT, smed medarbejderne det, de havde i hænderne, og derfor kan vi i denne uge lancere en funktionsdygtig chatrobot, der kan hjælpe vores brugere døgnet rundt.
– Nu handler det bare om at lege og eksperimentere. Jo mere kokke leger med krydderier og smage, desto bedre mad kan de lave. Sådan er det også med ny teknologi. Indtil videre er robotten trænet på alt indhold på vores hjemmeside, så den kan allerede nu besvare mange tekniske og regnskabsmæssige spørgsmål lige så godt som et menneske – bare hurtigere.
I første omgang er det en betaudgave af chatbotten, som brugerne kan benytte sig af.