Hvad er Word?
Som de fleste andre computerbrugere har du sikkert installeret Word på din computer. Word er, som navnet antyder, et program særligt beregnet til ord. Med Word får du nemlig et elektronisk stykke papir, som du kan forme i det uendelige med tekst, forskellige typer af overskrifter, billeder og lignende.
Det er et uundværligt redskab for kontoransatte, studerende og alle andre, der har brug for at skrive tekster på den ene eller anden måde. Du kan nemlig både bruge Word til at skrive korte breve eller til lange akademiske opgaver. Og du kan let skrive og layoute teksten, så den matcher dit formål.
Word gemmer dine elektroniske dokumenter i et docx-format, men du kan også gemme det i andre filformater, eksempelvis i en PDF. Når du gemmer et Word-dokument, gemmes det på din computers skrivebord eller i en valgt mappe, og på den måde har du mulighed for at finde dokumentet frem i mappen igen, hvis du vil skrive videre på en tekst – nøjagtig som hvis du fandt et stykke papir frem fra en fysisk mappe på reolen.
Gennem tiden har der været mange udgaver af Word. Microsoft opdaterer og forbedrer nemlig løbende sine Office-pakker i nye versioner.
Hvordan kan du bruge Word?
Med Word får du et redskab til at behandle tekst på forskellige måder. Og der findes et hav af forskellige funktioner, du kan gøre brug af.
Du kan blandt andet vælge mellem et utal af forskellige skrifttyper til dit dokument, så du kan vælge det udtryk, der passer bedst til din tekst. Dertil kan du selv vælge skriftstørrelse, kursivere teksten, understrege dele af den eller tydeliggøre den med fed. Du kan også lege med skriftfarver. Disse funktioner finder du i programmets øverste højre hjørne.
Word indeholder mange formateringer. Du kan eksempelvis holde venstre museknap nede og trække markøren hen over en del af din tekst. Den kan du fremhæve eller markere med en farve eller andet, så den skiller sig ud fra den resterende del af teksten. Det kan eksempelvis være en fordel, hvis du skal huske at vende tilbage til et bestemt tekststykke senere i dit arbejde i dokumentet.
Du kan næsten bruge Word som et stykke papir foran dig. Ved at dobbeltklikke et bestemt sted i dokumenter kan du skrive lige der, hvor du har lyst. Det betyder også, at du kan lave mange forskellige layouts. Du har blandt andet mulighed for at rykke margenerne i top, bund og siderne ind, så der bliver mere luft rundt om teksten. Og du kan indsætte flere kolonner, hvis teksten skal stå mere opdelt ved siden af hinanden.
Nemmere tekstskrivning
Programmet har indbygget stave- og grammatikkontrol og synonymordbog, så det bliver lettere at skrive korrekte tekster. Du kan selv skifte sprog, så du, hvis du skriver en engelsk tekst, får hjælp fra de engelske grammatikregler. Undervejs tæller Word dine tegn og ord op, så du kan holde styr på, hvor meget din tekst reelt fylder.
Var denne artikel nyttig?