Det afgørende for, hvorvidt der er fradrag, er om uddannelsen eller kurset har til formål at opdatere eller vedligeholde din nuværende faglige viden.
Det betyder, at kurser, efteruddannelser eller lignende forløb, som har direkte relevans for din virksomheds fagområde, i mange tilfælde kan trækkes fra i skat. Det kan for eksempel være, at du som revisor deltager i et kursus om nye lovgivningsændringer, eller at du som psykolog tager en efteruddannelse i opdaterede metoder inden for dit felt.
Det er derimod ikke muligt at få fradrag for kurser, der giver nye kompetencer, som man ikke i forvejen anvender i sin virksomhed. Dette gælder, hvis du som selvstændig ønsker at videreuddanne dig inden for et helt nyt fagområde eller hvis du planlægger at udvide din virksomhed til et nyt område, som derved kræver uddannelse hertil. I disse tilfælde betragtes udgiften ikke som en driftsomkostning, hvorfor den ikke vil være fradragsberettiget.
Hvis formålet med kurset er at styrke de kompetencer, du allerede anvender i din virksomhed, er det typisk fradragsberettiget. Hvis det derimod handler om at tilegne dig ny viden, der skal bruges til at ændre eller udvide virksomhedens aktiviteter, er det som regel ikke muligt at få fradrag.
Grænsen mellem vedligeholdelse af eksisterende praksis og viden og videreuddannelse kan være svær. Hvis du er i tvivl, hvorvidt der er fradrag eller ej, vil vi anbefale, at du kontakter Skat, så de kan give jer et bindende svar.