Anja tjener penge, mens hun rejser

Anja Robanke rejser rundt i Europa i sin autocamper. Hun har skabt et arbejdsliv, der er præget af frihed, hvor hun kan stå op til lyden af kvidrende fugle og nyde en smuk solopgang. Hun lever et liv, der gør hende lykkelig, og derfor slår hun et slag for, at store drømme skal udleves.


Personen bag

  • Anja Robanke er 43 år
  • Hun står bag Instagram-profilen; anja.robanke.dk
  • Hendes første autocamper gik under navnet Bumle

Et hjemmekontor i naturen

Anja Robanke er grafiker, fotograf, foredragsholder, og så har hun lavet flere børnebøger. Hun lever et uafhængigt liv som selvstændig, og for Anja har driften mod frihed ført til en lidt anderledes livsstil. Hun bor nemlig i sin autocamper, Valter, som hun bruger til at rejse rundt i. 

– Når jeg ikke er i Danmark, så bor jeg faktisk i hele Europa, siger hun og forklarer, at bilen giver hende mulighed for at udforske verden, følge vejret og de skiftende årstider. 

Når man bor i en autocamper, kan man selv vælge sin udsigt. Nogle dage, når Anja trækker gardinerne fra om morgenen, kan hun kigge ud på havet, andre gange befinder hun sig i en skov eller ved en blank sø. De fleste dage vågner hun op til fuglesang. 

Fordi Anja lever så tæt på naturen, ser hendes dage meget forskellige ud. Det er nemlig altid naturen, der har det sidste ord.

– Nogle dage går jeg direkte ud og ser solopgangen, hvis jeg er et sted, hvor det er smukt, og så venter arbejdet. Så kan det være, at jeg først begynder at arbejde ved 10-tiden, fortæller hun. Og når Anja er stresset, findes kuren også ude foran hendes hoveddør.

– Når jeg er ude med mit kamera, og jeg går ture, så er det for mig en dyb kontakt med jorden. Det kan godt være, at det lyder sådan lidt hokus pokus, men for mig har det faktisk været meget healende, fortæller hun og fortsætter. 

Så hvis jeg kan mærke, at jeg er meget stresset, eller der sker meget, så er det altid naturen, jeg hopper ud i.

Det er derfor, hun føler sig hjemme i sin bil. Fordi hun kan parkere i naturen, åbne sin dør, og så er hun der.

– Jeg vil virkelig ikke ind i byen igen, slår hun fast. Jeg har været bymenneske, men jeg kommer aldrig til det igen, det tror jeg ikke på. Det her med at blive blæst igennem, det gør bare, at jeg føler, jeg er mere levende. 

Økonomien i den frie livsstil

Udover at arbejdet må vige for en smuk solopgang, varierer dagens program også alt efter, hvilke kunder hun arbejder for. Nogle kunder bestiller et lille logo til deres nystartede virksomhed, andre vælger den helt store pakke med billedmateriale, videoer, grafisk arbejde og en hel hjemmeside. 

– Min forretning er en meget lille, sød forretning. Jeg har haft en omsætning i de sidste fire år på omkring 300.000-400.000 kr. Men der er rigtig mange udgifter med det også, understreger hun. 

Så det er jo ikke sådan, at jeg bare tænker, at det var lige 400.000 kr. ned i lommen. Det er det overhovedet ikke. Men jeg har det godt, og jeg trives.

Anja arbejder ikke kun fra sit lille hjemmekontor i autocamperen. Naturen fungerer nemlig også som en arbejdsplads, når hun tager ud med sit kamera for at fotografere dyr og smukke landskaber. Nogle af billederne sælger hun, andre bruger hun til at lave opslag på sociale medier. 

På den måde kan potentielle kunder følge med i Anjas arbejde og livsstil, og det kan både være en fordel og en ulempe. 

– Nogle gange er der nogen, der spørger mig, om jeg får kunder på grund af, at jeg gør det, jeg gør. Og ja, det tror jeg. Men jeg tror også, jeg mister nogen, forklarer hun. Den skiftende lokation kan nemlig være uforenelig med nogle typer opgaver.  

– Nogle kunder vil gerne have, at jeg skal være i området. Og det hjælper jo ikke noget, hvis jeg sidder nede i Østrig, eller jeg er ovre i Frankrig eller nede i Spanien. Så på den måde mister jeg helt klart også noget. Så min egen fornemmelse er, at det egentlig går lidt begge veje, siger hun, mens hun grubler over spørgsmålet. 

– Men jo, der er nogen, der ringer eller skriver, og siger; “hej, jeg har set dig i fjernsynet”, eller “hej, jeg har set en artikel med dig. Jeg står lige og skal bruge et logo, eller jeg skal lige have lavet en flyer eller et katalog”, forklarer hun og fortsætter. 

– Og det, synes jeg jo, er pissefedt, at der er nogen, der synes, at det kunne være sjovt, at jeg lavede det for dem.

Skal du ikke være selvstændig?

Den store rejselyst er ikke ny i Anja Robankes liv. Før hun blev selvstændig, var hun også tit på farten. Hendes tidligere chef var nemlig ligeglad med, hvorfra hun arbejdede, så længe arbejdet blev gjort. Derfor tog hun til Island og boede der i flere måneder. 

Da hun på et tidspunkt mistede jobbet, begyndte hun at gentænke sin situation. Hun fik en snak med sin A-kasse, og samtalen kom hurtigt til at kredse om en ny og spændende mulighed. 

– De sagde; “skal du ikke være selvstændig?”. Og jeg var bare; “nej, det skal jeg overhovedet ikke”. Det er ikke noget for mig. Men så blev de ved med at snakke med mig, og så forklarede de mig om supplerende dagpenge. Og så tænkte jeg; “okay, så jeg mister ikke noget. Jeg får mine dagpenge, ok jeg prøver!”. Så det gjorde hun, men lysten til at rejse var ikke til at overhøre. 

– Da jeg startede som selvstændig, kunne jeg bare slet ikke overskue, at jeg ikke kunne komme ud at rejse. Og så tænkte jeg bare; “ej, jeg er simpelthen nødt til at gøre noget ved det her”. Så der gik faktisk kun 14 dage, fra jeg startede som selvstændig, til jeg havde en autocamper stående i indkørslen.

Optimér dit liv

Anja lever det liv, hun drømmer om, men det kommer ikke uden udfordringer. I gamle dage havde hun et walk-in-closet på størrelse med autocamperen, hun bor i nu. Hun har derfor været nødt til at sortere sine ting, så hun kun har det mest nødvendige. Heldigvis synes hun, at udfordringerne netop er det, der er charmen ved livsstilen. 

Jeg har flere glade dage. Jeg har flere lykkelige dage. Jeg smiler meget mere, og jeg kunne ikke drømme om at komme tilbage, men det er ikke et lyserødt liv. Jeg skal også tømme toilet og gråvand, og så kan jeg løbe tør for gas klokken to om natten, og så er der minusgrader i bilen. 

Derfor har hun særligt et råd til dem, der gerne vil leve det frie liv i en autocamper. Prøv det af, og se, om det er noget for dig. Ikke alle kan trives med det minimalistiske liv, og for nogle kan det også være skræmmende at sove alene i en autocamper. Derudover er opfordringen klar: 

– Gør det. Hvis du virkelig vil det, så gør det. Og lad være med at blive ved med at snakke om det. Jeg synes, der er så mange derude, der snakker om ting, de gerne vil, lyder det i et lettere frustreret tonefald. Alligevel er det de færreste, der kaster sig ud i at leve drømmen. Derfor er Anja Robanke ikke i tvivl om, hvilket råd hun vil give. 

– Gør nu noget ved dit liv. Skru lidt på en knap. Gør et eller andet. Vi kan altid optimere. Jeg optimerer mit liv hele tiden. Og så kigger jeg fremad, og så kører jeg lidt den vej. Og så ser vi, om det virker, og så kan det godt være, at jeg skal skrue igen. Det er vigtigt, at vi hele tiden skruer og justerer vores liv.

Pernille Madelaire – Visma Dinero
Pernille Madelaire Dinero
Pernille er content writer hos Dinero. Sammen med sine dygtige kollegaer producerer hun artikler og indlæg til hjemmesiden. Hendes fornemmeste opgave er at formidle kompliceret regnskabsrelateret indhold, så du kan blive klogere på alle de vigtige begreber og regler, der er værd at kende til som selvstændig.

Skriv en kommentar

0 kommentarer

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram