Hvad er dobbelt postering?
Termen dobbelt postering dækker over en populær måde at bogføre på. Driver du selv en virksomhed, eller sidder du som regnskabsansvarlig i en virksomhed, har du med sikkerhed stiftet bekendtskab med konceptet debet og kredit. Og det er netop disse to, som udgør grundlaget for at føre regnskab efter konceptet.
Enhver udgift eller indtægt bliver ikke kun ført et sted. Den bliver ført på både debetsiden og på kreditsiden. Det er dette princip, som udgør hele kernen i metoden dobbelt postering.
Hvad er formålet med dobbelt postering?
Når du eksempelvis indkøber nyt kontorinventar til din virksomhed, skal du ikke bare registrere udgiften i dit regnskab. Følger du princippet, skal du postere udgiften, men du skal også registrere den øgede værdi, som din virksomheds inventar er steget med. Du fører altså både et plus og et minus i dit regnskab. Og det gælder for alle transaktioner.
Det overordnede formål med dobbelt postering er at skabe en ligevægt i dit regnskab. Du kan altid nemt se, om dit regnskab stemmer, hvis du følger metoden med debet og kredit. Er der overensstemmelse mellem debet og kredit, går det op. Er der uoverensstemmelse, er der noget, der ikke stemmer.
Dobbelt postering gør det nemt at tjekke din regnskabsføring for fejl. Det korrekte regnskab vil nemlig altid give det samme under henholdsvis debet og kredit. Giver dit regnskab eksempelvis 200.000 under debet, så skal det samme gerne være gældende under kredit. Ellers er der fejl i dit regnskab, som du skal have fundet og korrigeret.
Eksempel for en virksomhed
Hvis du driver en tømrervirksomhed, vil det jævnligt ske, at du skal ud at købe nyt værktøj. Køber du eksempelvis en ny vinkelsliber til 2.500 kr., vil du skulle kreditere beløbet og tilsvarende debitere det samme beløb.
Hvis vi antager, at du betaler beløbet på de 2.500 kr. fra kassen, skal du kreditere 2.500 kr. under kassen. Derefter skal du desuden debitere beløbet på de 2.500 kr. under materielle anlægsaktiver.
De 2.500 kr. skal altså ikke bare registreres ét, men to steder.
Hvad er forskellen på dobbelt postering og dobbelt bogføring?
Der er ingen forskel på de to termer og dobbelt bogføring er derfor et synonym for dobbelt postering. Det er et bogholderiprincip, som går mange år tilbage i tiden, og som stadig den dag i dag bliver anvendt i rigtig mange virksomheder.