Hvad er en jurist?
En jurist er en person, der har læst jura. Jurister arbejder med jura, og i mange tilfælde kan løse de samme opgaver, som en person med en advokatuddannelse kan. Der er dog den afgørende forskel på jurister og advokater, at en jurist ikke er en beskyttet titel.
Det vil altså sige, at alle og enhver i princippet kan kalde sig for jurist. Heldigvis er det dog yderst sjældent, at det i Danmark sker, at en person, der ikke har læst jura, kalder sig jurist.
Hvad arbejder jurister med?
Som jurist kan du arbejde mange forskellige steder. Du kan for eksempel blive ansat til at behandle sager i det offentlige, eller du kan blive ansat til at håndtere sager hos en fagforening eller i et advokatfirma.
Jurister såvel som advokater er typisk specialiserede indenfor et felt – lige fra ansættelsesret til erstatningsret.
Eksempler på arbejdsopgaver, du kan bestride som uddannet jurist:
- Funktion som sagsbehandler eller rådgiver
- Udarbejdelse af lovforslag
- Udarbejdelse af bekendtgørelser
- Udarbejdelse af politiske analyser
- Budgetforvaltning
- Sagsbehandling i forbindelse med kontrakter eller andre juridiske sager
Du kan uddanne dig som jurist på to måder
Vil du uddanne dig som jurist, så du kan komme til at arbejde med jura? Så kan du gå to veje. Du kan enten vælge at uddanne dig på jurastudiet på et af de danske universiteter eller på en af de danske handelshøjskoler.
Læser du jura på handelshøjskolen, får du en uddannelse som erhvervsjurist. Vælger du at læse her i fem år, kommer du ud med en titel som cand.merc.jur. Vælger du derimod at læse jura på universitetet i fem år, kommer du ud med titlen cand.jur.
Tager du en kandidatuddannelse i jura på universitetet, har du mulighed for at efteruddanne dig, så du kan blive advokat. Det giver dig både muligheden for at komme til at arbejde som advokatfuldmægtig hos et advokatfirma eller som advokat hos domstolene.
Hvis du tager en jurauddannelse på handelshøjskolen, kan du ikke videreuddanne dig til advokat.
Er der forskel på at være jurist og advokat?
I praksis behøver der ikke nødvendigvis være den store forskel på, hvad du arbejder med i det daglige, når du er ansat som henholdsvis jurist eller advokat. Der er dog den afgørende forskel at kun en advokat kan repræsentere dig, hvis du skal i retten.
Jurister kan rådgive og vejlede dig om sager, der skal for retten, men det er altså kun en advokat, der kan føre sagen for retten.
Vejen til at blive advokat er desuden anderledes og længere end til at blive jurist. Som vi allerede har været inde på, skal du tage en efteruddannelse oven på uddannelsen som jurist for at kunne bruge den beskyttede titel som advokat.