Skift regnskabsprogram til Dinero - vi flytter dit regnskab HELT GRATIS - Læs mere her
X

Opret gratis konto

Tilbage til regnskabsordbogen Sidst opdateret: 10/09/2018

NDA (Non Disclosure Agreement)

NDA er en forkortelse, der står for Non Disclosure Agreement. En NDA bliver med andre ord kaldt for en fortrolighedserklæring eller en hemmeligholdelseserklæring. Erklæringen tjener det formål at beskytte fortrolige oplysninger.

Hvad er NDA?

En Non Disclosure Agreement er et juridisk dokument, som du kan tegne for at beskytte fortrolige oplysninger. Får du en person til at underskrive en NDA, skriver personen under på, at han eller hun ikke vil videregive de oplysninger, som er angivet i dokumentet. Gør personen det alligevel, kan du kræve erstatning.

Hvornår kan du bruge en NDA?

En NDA kan komme på tale i mange forskellige situationer. Det kan eksempelvis være, at du har opfundet et nyt produkt, som du søger rådgivning eller penge til. Bliver du rådgivet af en marketingspecialist, eller er du i dialog med en potentiel investor, kan du bede dem om at underskrive en NDA, inden I påbegynder jeres samarbejde. På den måde kan du sikre dig, at de ikke deler dine oplysninger med andre.

Bliver den fortrolige viden, som du videregiver, misbrugt, kan det i værste tilfælde føre til, at din ide bliver kopieret eller ligefrem brugt i en ansøgning om et patent.

En NDA bliver også ofte brugt ved udlevering af fortroligt materiale. Det kan være alt fra bestyrelsesmateriale eller regnskaber. Det er her vigtigt at påpege, at en NDA kun kan beskytte fortrolige oplysninger. Det kan altså aldrig gælde oplysninger, som allerede er offentliggjort på anden vis.

Ensidig NDA vs gensidig NDA

Der findes både ensidige og gensidige NDA’er. Som det ligger i navnet, er en ensidig NDA en aftale, som kun beskytter den ene part. Er der derimod tale om en gensidig NDA, er det begge parters viden, der bliver beskyttet. Her skriver begge parter altså under på, at de ikke videregiver hinandens information.

Hvad er straffen for at bryde en NDA?

Hvis du har skrevet under på en NDA, men alligevel videregiver de fortrolige oplysninger, er det strafbart. Straffen for at bryde en NDA er i form af erstatning til den person eller den virksomhed, som du har brudt din aftale med. Der vil her både være tale om en erstatning og en konventionalbod.

I nogle NDA’er er det angivet i selve dokumentet, hvor meget der skal betales i konventionalbod, hvis den juridiske aftale bliver brudt. Er der tale om en gensidig NDA, kan begge parter komme i den situation, at de skal betale erstatning og konventionalbod.

Hvad er en konventionalbod?

En konventionalbod er et beløb, der er angivet i kontrakter. Bliver vilkårerne i den pågældende kontrakt overtrådt, skal den part, der bryder aftalen, betale konventionalbod til den anden part. Konventionalbod bliver ofte taget i brug i de sager, hvor det kan være svært at vurdere, hvor stort et økonomisk tab den forurettede part lider som følge af et kontraktbrud, samt i de sager, hvor det kan være svært at dokumentere, at der har fundet en overtrædelse sted.

  • Var denne artikel nyttig?
  • JaNej

Gør som andre virksomheder!

Få en Dinero konto og få styr på dit regnskab - det er helt gratis og uden binding