Gå til indhold
Sidst opdateret 08/10/2025
Læsetid: under 2 min.

Hvorfor står mine indtægter i minus i mine rapporter?

Ser dine indtægter ud til at stå i minus i dine rapporter? Bare rolig – det betyder faktisk, at du har bogført din omsætning korrekt. I en resultatopgørelse skal omsætning nemlig vises som et minusbeløb. Giver det ikke helt mening for dig? Så forklarer vi det i denne guide 🙌🏼

Overblik over dine indtægter

Indtægter i minus i rapporter

Din resultatopgørelse i regnskabet giver et overblik over dine indtægter og udgifter indenfor en bestemt periode. Du finder din resultatopgørelse ved at klikke på Regnskab → Rapporter → Resultatopgørelse.

I resultatopgørelsen står din omsætning i minus og udgifter i plus.

  • Udgifter er debet og vises derfor som plus.

  • Indtægter er kredit og vises derfor som minus.

Når du køber noget til din virksomhed, fx værktøj, registreres det som udgift, hvorfor det vil stå i plus. Når du sælger en vare eller ydelse og fakturerer kunden, registreres det som indtægt, hvorfor det vil stå i minus.

Hvis du gerne vil blive klogere på debet og kredit, kan du læse mere om dette her.

Eksempel på en resultatopgørelse ses herunder:

Resultatopgørelse

 

Balancen i et bilag skal gå i 0.

Når du bogfører et bilag, skal balancen altid gå i 0.
Det betyder, at der skal være lige meget i plus og minus, før du kan godkende bilaget.

Eksempel ved salg:
Når du modtager penge for et salg:

  • Banken står i plus (pengene går ind)

  • Omsætningen står i minus

Eksempel ved køb:
Når du køber noget, og pengene trækkes fra banken:

  • Banken står i minus (pengene trækkes)

  • Udgiften står i plus

En god tommelfingerregel er at tænke på, hvad der sker på bankkontoen. Det gør det lettere at bogføre rigtigt.

Brug overblikket (forsiden, når du logger ind i Dinero)

Hvis du er usikker på tallene, kan du altid bruge Overblikket i Dinero.
Her skal du ikke tænke på, om beløb står i plus eller minus.

  • Omsætning vises med grønne søjler

  • Udgifter vises med røde søjler

Bemærk: Hvis du har en kreditnota på et salg, kan du få negativt salg, og hvis du har en kreditnota på et køb, kan du få positive køb. I disse tilfælde vil søjlerne kunne være nedadgående.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at alle beløb i Overblikket er eksklusive moms.

Var denne artikel nyttig?