Årets første seks måneder har været kaotiske i dansk erhvervsliv. Alligevel formåede landets små virksomheder at øge omsætningen med 13 procent i gennemsnit
På overfladen så første halvår godt ud for landets små virksomheder. Omsætningen steg i gennemsnit med 13 procent sammenlignet med samme periode året før. Det viser en ny analyse fra Visma Dinero. Analysen er baseret på 17.250 virksomheder.
Udviklingen er påvirket i positiv retning af usædvanligt lav aktivitet i januar året før. Et resultat af nedlukning af dele af erhvervslivet samt restriktioner i forsamlingsfriheden.
Om første halvår siger Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Visma Dinero:
– Det har været tvingende nødvendigt for virksomhederne at øge deres omsætning bare for at følge inflationen. Overordnet set tyder det på, at de små virksomheder er kommet nogenlunde gennem et kaotisk første halvår.
– Det har bestemt ikke være let at være erhvervsdrivende i år. Der er udbrudt krig i Europa, renterne er på himmelflugt, forsyningskæder er blevet brudt og varer forsinket, og så har historisk høj inflation skabt økonomisk utryghed for både virksomheder og deres kunder.
Pengene sidder mindre løs
Selvom der fortsat hersker stor usikker om, hvordan økonomien udvikler sig, så ser Martin Buch Thorborg positivt på de små virksomheders fremtidige situation.
– Efter mange år med medvind er økonomien røget ind i usikker modvind. Jeg håber og tror på, at virksomhederne har tilpasset sig den nye situation, hvor der skal kæmpes lidt mere for top- og bundlinje.
– Det positive er, at de små virksomheder nemt kan reagere fx ved at skrue på priser eller udgifter. Det er måske også nødvendigt, for pengene sidder mindre løst hos potentielle kunder end tidligere – og vil sikkert gøre det i en periode.
Om Visma Dinero
Visma Dinero laver et regnskabsprogram til små danske virksomheder. Visma Dinero har cirka 80.000 kunder og omsatte i 2021 for 98,9 millioner kroner. Virksomheden er stiftet af blandt andre Martin Buch Thorborg, som i dag er adm. direktør i virksomheden.