CV

CV er en forkortelse for curriculum vitae. Et CV er et vigtigt dokument, når du skal søge job. Sammen med din ansøgning afleverer du også et CV. I et CV vil du typisk angive din uddannelse, din erfaring fra tidligere jobs og dine kompetencer.

  • Læsetid: 4 min.

  • Sidst opdateret 20/12/2021

Opstart af virksomhed, kan være svær. Derfor er det ingen skam, at have et lønmodtager-job, mens man bygger sin virksomhed op. Læs vores bedste tips til et godt CV her!

Hvad er et CV?

Et CV og et curriculum vitae er to ord for det samme dokument.

Det bliver brugt, når du skal ud at søge job, og det er et supplement til den egentlige ansøgning. Enhver kommende arbejdsgiver vil forvente, at du afleverer både en ansøgning og et CV, når du ansøger om et arbejde. 

I et curriculum vitae fortæller du om dine kompetencer, din uddannelse og din erfaring fra andre jobs. 

Der er ingen bestemt måde, du skal stille dit CV op på. Du kan lave det præcis, som du vil. Har du brug for inspiration, kan du finde forskellige skabeloner på nettet

Hvorfor udarbejde et curriculum vitae?

Formålet med et curriculum vitae er at gøre det overskueligt og nemt for den nye arbejdsgiver at se, hvad du har at byde ind med.

Et velskrevet CV er både kort, overskueligt og præcist. 

Det gør det let at danne sig et overblik over din uddannelse, din erhvervserfaring, din sproglige kunnen og dine personlige oplysninger. Så kan arbejdsgiveren i løbet af få minutter beslutte sig for, hvorvidt du skal i bunken med interessante ansøgere, eller om din ansøgning skal i skraldespanden.

Fanger dit CV arbejdsgiveren, vil din ansøgning højst sandsynligt også blive læst igennem.

Hvad skal dit CV indeholde?

Der er flere informationer, du med fordel kan inkludere i dit curriculum vitae:

  • Personlige oplysninger (fulde navn, alder, adresse etc.)
  • Kontaktoplysninger, så du er til at få fat på (mail og telefonnummer)
  • Erhvervserfaring (dine tidligere jobs, dine ansvarsområder og de opgaver, du udførte)
  • Personlige kompetencer (overvej, hvad du er god til, og hvad du har at byde ind med)
  • Uddannelse (inkluder også gerne relevante kurser og efteruddannelse)
  • Sproglige kompetencer (hvilke sprog behersker du i tale og på skrift?)
  • IT-kompetencer (hvilke IT-programmer er du en ørn til, og hvilke mestrer du?)
  • Udlandsophold (har du boet i udlandet?)
  • Civilstatus og antal børn (er du gift, og har du sat børn i verden?)
  • Fritidsinteresser og frivilligt arbejde (hvad kan du lide at lave, og hvad brænder du for?)

Hvordan skal opsætningen være?

Der er ingen bestemt opskrift, du skal følge, når du laver dit eget CV. Faktisk må du gerne gøre det personligt, så det afspejler, hvem du er.

Her får du dog en række gode råd, du kan tage med dig, når du skal i gang med at forfatte et curriculum vitae.

Gode råd til opsætning

1. Læg gerne ud med at skrive 6-9 linjer om din personlige såvel som faglige profil. Tænk altid på at målrette teksten til det specifikke job, du har i sigtekornet.

2. List derefter din erhvervserfaring og tidligere jobs op. Start altid med de nyeste jobs først og bevæg dig nedad. Vær gerne præcis i forhold til at angive de arbejdsopgaver og de ansvarsområder, der har størst relevans for den stilling, du er ved at søge. 

3. Efter din erhvervserfaring kan du med fordel beskrive din uddannelse. Start også gerne her med at nævne den nyeste uddannelse eller kursus først. 

4. Varetager du, eller har du tidligere varetaget frivilligt arbejde, så kom gerne med det som det næste punkt på listen.

5. Slut af med at fortælle lidt om dig selv, dine fritidsinteresser og dit familieliv.

Længde på dit CV

Hold dig gerne til 2-3 sider.

Det er en tilpas længde, og det er hverken for langt eller for kort.

Skræddersy dit CV til jobbet

Lav et curriculum vitae og en ansøgning per job, du søger. Tilpas indholdet til jobfunktionen og de kompetencer, der bliver efterspurgt.

Der er masser af passager i CV’et, du kan genbruge, så det kan ofte give mening at have et “master CV”, som indeholder alle oplysninger. Men juster det altid, så det står knivskarpt i forhold til det specifikke job, du søger.

Indsæt et vellignende portrætbillede

Det er en god idé at indsætte et billede på dit CV.

Lad det gerne være i sort/hvidt og sørg for, at det er vellignende og professionelt. 

Få hjælp med en CV-skabelon

Har du det bedst med at gå ud fra en CV-skabelon?

Så er der masser af hjælp at hente på nettet. Der er frit valg på alle hylder, når det kommer til at vælge en skabelon, og det kan være en god idé at kigge på forskellige varianter, inden du lægger dig fast på en.

Overvej, hvilken version der tiltaler dig mest, og hvilken der passer bedst til det indtryk, du gerne vil give af dig selv til en potentiel arbejdsgiver.

CV vs. ansøgning – hvad er forskellen på de to?

Selvom en ansøgning ikke er meget værd uden et CV – og vice versa – er der tale om to vidt forskellige dokumenter.

En ansøgning kigger fremad og giver dig en chance for at argumentere for, hvorfor du er den rette person til jobbet. Et CV kigger bagud og remser din erfaring og dine kompetencer op.

Vores bedste råd er, at du altid vedlægger både et CV og en ansøgning, når du gerne vil tages i betragtning til et nyt job. Og at du gør dig umage med begge dele. 

Både CV’et og din ansøgning må gerne få masser af kærlighed, så du får præsenteret dig selv på en god og professionel måde. 

Oftest stillede spørgsmål

Et CV skal indeholde personlige oplysninger om dig, dine kontaktoplysninger og info om tidligere jobs og din uddannelse.

Curriculum vitae forkortes CV. Det er det latinske ord for livsforløb.

Et CV er et dokument, der er guld værd, når du skal søge job. Det giver dig mulighed for at fortælle om din erhvervserfaring, din uddannelse, dine kompetencer og dine interesser.

Var denne artikel nyttig?

Relaterede ord

Herunder finder du relaterede ord fra vores regnskabsordbog der relaterer sig til CV

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram