Janteloven – Hvad er det?

Janteloven er et udtryk for et sæt uskrevne sociale spilleregler, hvor det gælder om at holde sig neutral og ligeværdig i samfundet. Janteloven består af 10 bud.

  • Læsetid: under 2 min.

  • Sidst opdateret 12/04/2023


Janteloven - Du skal ikke tro du er noget

Hvad er janteloven?

Du skal ikke tro, du er noget! Sådan lyder det første af i alt 10 bud i Janteloven, der med rødder i den danske kultur skildrer, at vi som samfund værdsætter lighed, ensartethed og fællesskab.

Janteloven dækker på sin vis over en modvilje mod forskellighed og hylder forsigtigheden i at fremhæve sig selv. Jantelov er ikke en decideret lov, men snarere en slags åndelig lov, som har forplantet sig i danskernes bevidsthed.

De 10 bud i janteloven lyder således:

Du skal ikke tro, du er noget.
Du skal ikke tro, du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro, du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
Du skal ikke tro, du ved mere end os.
Du skal ikke tro, du er mere end os.
Du skal ikke tro, at du duer til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro, du kan lære os noget.

Hvem har opfundet janteloven?

Janteloven stammer helt tilbage fra, da vi var et bondesamfund. Begrebet er opfundet af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose, der skrev buddene i sin roman ”En flygtning krydser sit spor” i 1933. Romanen skildrer den fiktive by Jante, hvor undertrykkelse og smålighed sammenfattes i janteloven, der er tydeligt inspireret af Moses og de 10 bud.

Jantelov på arbejdspladsen

Selvom janteloven har 85 år på bagen, lever den stadig i bedste velgående i samfundet og på arbejdspladserne. Og særligt på jobbet stikker janteloven sit ansigt frem. Det er nemlig her, hvor vi ofte konkurrerer med hinanden om at levere de bedste resultater.

Den danske jantelov lever stadig, fordi vi samtidig værdsætter ligestilling i samfundet. Som mennesker finder vi tryghed i, at et andet menneske ligner os. Mens et menneske, der er anderledes, hurtigt kan opfattes som en trussel. Derfor kan kolleger med andre kompetencer også hurtigt opfattes som en potentiel trussel.

Jantelov på godt og ondt

På den ene side hylder janteloven fællesskabet og levner ikke meget plads til det enkelte menneske – eller snarere beskriver den blot danskernes adfærd, hvor mange er bange for at stikke ud, være originale og anderledes, fordi de frygter skæve blikke. På den anden side forstærker den samtidig en fællesskabsfølelse og følelse af ligeværd. Derfor sidder janteloven i danskernes bevidsthed på godt og ondt.


Kunne du tænke dig at modbevise janteloven, kan det være iværksætteri er noget for dig?

Var denne artikel nyttig?

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram