Hvad er et varekartotek?
Når du har en virksomhed – det kunne for eksemplets skyld være en webshop, der sælger tøj – skal du have adgang til og overblik over din varebeholdning. Et varekartotek indeholder netop oplysninger om din samlede varebeholdning og er også praktisk i forbindelse med udskrivning af fakturaer til dine kunder.
I et varekartotek kan du altså opbevare og finde oplysninger om din samlede varebeholdning, ligesom det er i varekartoteket, at du opdaterer og opretter nye varer, som du køber ind. Man kan altså sige, at varekartotekets primære formål er at hjælpe dig med at holde styr på alle dine varer. Ligesom du kan følge med i, hvor hurtigt de sælges, deres pris og andre parametre, som er vigtige for dig.
I et varekartotek har du også mulighed for at lave grupper af varer. Det kan være, at du ønsker at gruppere varerne efter art, eller måske ønsker du at have adgang til et varekartotek, hvor du kan se prisen på varer både med og uden moms.
Din varebeholdning er et aktiv og skal altid medregnes i årsregnskabet som sådan et. Her skal du huske på, at det er vigtigt, at der er overensstemmelse mellem værdien og de aktuelle varer. Det betyder, at hvis du har varer, som er beskadiget eller på anden vis er ukurante, skal du sørge for at opgive det.
Hvilke oplysninger kan du finde i et varekartotek?
Vi har været en smule inde på, hvilke oplysninger du kan oprette og tilgå i et varekartotek. Men for at få oprettet varekartoteket skal du allerførst oprette varegrupper. Hvis føromtalte webshop sælger tøj til både herrer og damer, kan du hér oprette en varegruppe, som hedder herretøj. Til den varegruppe kan du så tilføje de enkelte elementer, der passer ind.
Til selve varegruppen kan du som sagt knytte en lang række af oplysninger. Det kan være varens navn, lagerstatus, ordrestatus, kost- og salgspris. På den måde bevarer du hele tiden overblikket over det flow, som der (forhåbentligt) er i din varebeholdning.
Husk i øvrigt på, at du skal benytte en bestemt valuta i dit varekartotek. Køber du varer fra udlandet, skal du altså regne valutaen om til danske kroner.
Du kan benytte avanceret teknologi
Med håndscannere og avanceret software er det blevet muligt at holde øje med varebeholdningen og sørge for, at den er opdateret blot ved at læse stregkoder på varerne. Det er især en hjælp, hvis du har brug for at styre et meget stort lager med mange forskellige varegrupper. Så kan du med en enkelt scanning aflæse alle oplysninger om det enkelte produkt og få leveret de oplysninger, som du har brug for til din computer.