Udgivet 22/11/2017
Læsetid: 3 min.

Første handel med ny kunde. Hvad skal jeg være opmærksom på?

Theis Jørgensen
Skrevet af Theis Jørgensen

Du kender sikkert følelsen.

Den gode følelse af, at du har landet (eller er lige ved at lande) en ny kunde. Det er du selvfølgelig meget glad for, men du har alligevel en bekymring. Pengene. Pengene fylder så meget som selvstændig, fordi det er fuldstændig afgørende for, at du kan drive din forretning og betale dine regninger. Har du styr på betalingen, har du ro i maven til at udføre opgaven.

I dette indlæg har vi samlet vores tips til, hvad vi ville gøre, hvis vi skulle handle med en kunde for første gang 🙂

Det ville vi gøre, hvis vi skulle handle med en ny kunde første gang

I dag har vi internettet, og det kommer os heldigvis til gode i denne sammenhæng! Vi har nemlig rigtig gode muligheder for at gøre et solidt benarbejde, før vi begynder at handle med en ny kunde.

  • Brug Google
    Google er vores bedste ven. Her kan vi finde (stort set) alt. Ved at søge på firmanavnet eller vedkommende, der er ejer af firmaet, kan vi finde stort og småt om vedkommende.
  • Kig på Trustpilot
    Søg på firmanavnet og se, hvad andre har sagt om firmaet. Selvom Trustpilot normalt bruges af private kunder, kan du alligevel danne dig et godt billede af, hvordan firmaet er. Kig også gerne andre anmeldelsessider igennem (Facebook, Google, mv.).
  • Slå ejeren og virksomheden op i CVR-registreret
    Her kan du fx se, hvor mange konkurser ejeren har bag sig, og hvor længe virksomheden har eksisteret. Du kan også se, hvis virksomheden er under tvangsopløsning.
  • Tjek virksomheden på proff.dk
    Her kan du se virksomhedens regnskab. Se efter, om der er positiv egenkapital i firmaet – det er nemlig et godt tegn på en sund økonomisk virksomhed. Du kan se det under “Regnskab”.
  • Vær opmærksom på virksomhedstypen
    Det er altid en ekstra god idé at tjekke, hvilken virksomhedstype din nye kunde har. Er det en personlig virksomhed (enkeltmandsvirksomhed, I/S, mv.) hæfter ejeren personligt, mens det i selskaber er virksomheden, der hæfter. Her skal du dog være opmærksom på, at bare fordi man har et selskab, er man ikke sikret i praksis, selvom man er det i teorien. Det har vi skrevet lidt mere om her.
  • Slå virksomheden/ejeren op på Experian
    Her kan du bl.a. få kreditvurderinger. Bemærk, at Experian ikke er gratis.
  • Slå firmaet op i Dineros database – Visma Rating
    Som du måske allerede har set, har vi sat et nyt, stort projekt i søen. Et projekt, hvor Dinero-brugere hjælper hinanden. Du fortæller, hvordan det har været at handle med din kunde. Har det været en dårlig oplevelse (fx på grund af betalingen), vender du tomlen ned. Har det været en god oplevelse, vender du tomlen op. I sidste ende giver det firmaet en score, som du snart kan slå op i en database i Dinero. Det sammenholder vi med offentlig data (CVR-data). Det giver dig mulighed for at se, hvordan andre har oplevet at handle med denne kunde.

Det gør du, når du har taget dine forhåndsregler

Når du har taget dine forhåndsregler, skal du kigge på, hvordan du vil opkræve betalingen. Her skal du stole på din mavefornemmelse.

Hvis din mavefornemmelse er god,kan du bare udføre arbejdet og sende din kunde en faktura.

Hvis din mavefornemmelse er dårligkan du gøre flere ting. Var det os, ville vi kræve forudbetaling fra kunden. Det kunne fx være, at du får 50 procent af betalingen, inden arbejdet går i gang, og de sidste 50 procent, når arbejdet er færdigt. På den måde deler du og køber risikoen.

Du kan alternativt også bede kunden betale løbende (betaling i rater), så du løbende får din betaling, mens du udfører arbejdet.

Sådan ville vi skrive til en kunde, hvis vi skulle bede om forudbetaling

Nedenstående er en skabelon, som du kan bruge, når du skal skrive til en ny kunde for at bede om forudbetaling. Du kan rette i den ligeså tosset, du vil, så den passer til dit sprog, din virksomhed og dig. Tilføj og fjern gerne ord fra den, så den passer til dig.

“Hej YYYYYYYY

Tak for din ordre. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med dig 🙂

For god ordens skyld vil jeg lige gøre dig opmærksom på vores forretningsbetingelser:

Første gang jeg arbejder sammen med en ny kunde, tillader jeg mig at opkræve 50% af det samlede fakturabeløb, før arbejdet går i gang.

Resten skal du selvfølgelig først betale, når opgaven er udført til din fulde tilfredshed.

Du får den første faktura i løbet af et par dage.

Jeg ser frem til et godt samarbejde 🙂

Rigtig god dag.

De bedste hilsner

XXXXXXXXXX”

Vi håber, at ovenstående kan hjælpe dig mod dårlige betalere og brodne kar 🙂

Del denne artikel

  • Del på Facebook
  • Del på Linkedin
  • Del på X
  • Kopier link

Theis Jørgensen
Theis Jørgensen Dinero
Theis er ansat hos Dinero, hvor han hver dag arbejder for at sikre glade Dinero-brugere. Han er velbevandret i økonomiske termer og har været en del af Dinero-holdet en god portion år efterhånden.

Skriv en kommentar

0 kommentarer

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram