Download, print og sæt følgesedler på dine forsendelser
Hvis du har Dinero Pro, kan du nemt downloade og printe følgesedler, som er klar til at blive lagt i pakken med varen, inden du sender. En følgeseddel er et stykke papir, hvor der står, hvad en pakke indeholder.
Modsat en faktura indeholder følgesedler typisk ikke priser. Når du laver en salgsfaktura i Dinero, knytter den sig altid til betalingen. Følgesedlens funktion er dog en anden. Sedlen følger med leveringen (deraf navnet), så varen kan blive identificeret. På den måde behøver modtageren ikke åbne pakken for at se, hvad den indeholder.
Følgesedler er som regel sidste trin i købs-/salgsprocessen. Du sender fx typisk først en ordrebekræftelse via Dinero, så kunden kan se, at ordren er godkendt. Fakturaen sendes som regel kort før levering, mens følgesedlen er på selve pakken.
Sådan laver du følgesedler i Dinero
Når en faktura er godkendt, kan du lave en følgeseddel til den. Når du har downloadet den, ligner den i store træk en faktura. Der står dog “Følgeseddel” på den, og der er ingen beløb, da den kun bruges til at angive, hvad der er i pakken. Du kan også udskrive en faktura i Dinero, hvis du vil vedlægge den.
Du laver en følgeseddel i Dinero under “Salg”, hvor du klikker på “Mere” ud for den ønskede faktura. Du kan også gøre det inde på den enkelte faktura.