Hvad er indkomstelasticitet?
Elasticitet er et begreb, som fortæller, hvad der sker med efterspørgslen efter en vare, når der enten sker en prisændring eller en ændring i indkomst.
Er der tale om ændringer i forhold til pris, anvendes begrebet priselasticitet. Den måler, hvordan efterspørgslen efter en vare vil reagere på en prisændring
Er der derimod tale om ændringer i forhold til indkomsten, bruges begrebet indkomstelasticitet. Du bruger indkomstelasticitet til at undersøge, hvad der sker med afsætningen af en vare, når indkomstniveauet stiger eller falder.
De varer, som er følsomme overfor indkomstændringer, siges at have en elastisk afsætning, mens de varer, som ikke er følsomme overfor indkomstændringer, siges at have en uelastisk afsætning.
Typer af goder
Indenfor indkomstelasticitet tales der om forskellige typer af goder, som er en måde at gruppere varetyper efter indkomstelasticitetens fortegn – altså om indkomstelasticiteten er positiv eller negativ.
- Normale goder har en positiv indkomstelasticitet. Efterspørgslen efter denne varetype stiger i takt med indkomsten. Normale goder differentieres yderligere:
- Luksusgoder har en positiv indkomstelasticitet, som er større end 1. Forbruget af denne varetype stiger relativt mere end indkomsten.
- Nødvendighedsgoder har en indkomstelasticitet mellem 0 og 1. Forbruget af denne varetype vil ikke blive påvirket i samme grad som indkomsten.
- Inferiøre goder har negativ indkomstelasticitet. Jo mere husholdningen tjener, jo mindre købes af denne varetype, da forbrugerne skifter til bedre kvalitet.
Indkomstelasticitet beregnes med nedenstående formel – hvor mængdeændringen divideres med indkomstændringen.
Indkomstelasticitet = procentvis mængdeændring / procentvis indkomstændring
Eksempler på indkomstelasticitet
Hvis efterspørgslen efter fx ferierejser stiger med 10%, når forbrugernes indkomst stiger med 5%, er indkomstelasticiteten 2. Det betyder, at efterspørgslen stiger 2%, når indkomsten stiger 1%. Ferierejser er dermed en luksusgode.
Indkomstelasticitet = 10 / 5 = 2
Hvis efterspørgslen efter fx havregryn stiger med 2%, når indkomsten stiger med 4%, er indkomstelasticiteten 0,5. Det betyder, at efterspørgslen efter havregryn stiger 0,5%, når indkomsten stiger med 1%. Havregryn er dermed en nødvendighedsgode.
Indkomstelasticitet = 2 / 4 = 0,5
Hvis efterspørgslen efter fx Rema 1000 chokoladekiks falder med 0,5%, når indkomsten stiger med 5%, er indkomstelasticiteten -0,1. Det betyder, at efterspørgslen efter Rema 1000 chokoladekiks falder 0,1%, når indkomsten stiger med 1%. Rema 1000 chokoladekiks er dermed en inferiørt gode.
Indkomstelasticitet = -0,5 / 5 = -0,1
Fortolkning af resultatet
Det resultatet, du får, fortæller, hvor meget en 1% stigning eller fald i indkomsten vil betyde for den efterspurgte mængde.
Værdi | Type af gode | Fortolkning | Eksempel |
---|
Indkomstelasticitet > 0 | Normalt gode | Hvis indkomsten stiger, vil forbrugerne købe mere af denne. | Biler |
1 > Indkomstelasticitet > 0 | Nødvendighedsgode | Hvis indkomsten stiger, vil forbrugerne ikke øge forbruget af godet i samme grad. | Medicin |
Indkomstelasticitet > 1 | Luksusgode | Hvis en person fordobler sin indkomst, vil personen mere end fordoble forbruget af luksusgodet. | Tasker fra Louis Vuitton |
Indkomstelasticitet < 0 | Inferiørt gode | Hvis indkomsten stiger, vil forbrugerne købe mindre af godet. | Supermarkedets eget mærke af småkager |
Oftest stillede spørgsmål