Gennemsnitlig kostpris

Gennemsnitlig kostpris er en metode, der også kaldes for glidende kostpris. Metoden bruges til at beregne den gennemsnitlige indkøbspris for en given vare. Regnestykket hedder: samlede omkostninger til indkøb divideret med x antal enheder.

  • Læsetid: under 2 min.

  • Sidst opdateret 12/01/2022


Hvad er en gennemsnitlig kostpris?

Der findes forskellige måder at beregne en vares kostpris på. Gennemsnitlig kostpris er en af dem.

Når man beregner en vares gennemsnitlige kostpris, plejer man mange gange at afrunde tallet, så man slipper for mange ligegyldige decimaler.

Når du skal regne ud, hvad din virksomhed betaler for at indkøbe en given vare, så kan metoden gennemsnitlig kostpris være en vej frem. Med den kan du beregne, hvor meget den gennemsnitlige anskaffelsespris for en vare er.

Den gennemsnitlige kostpris kaldes også for en glidende kostpris.

Eksempel på beregning af gennemsnitlig kostpris

Lad os forestille os, at du gerne vil beregne den gennemsnitlige kostpris for en bestemt slags vase, som du sælger i din virksomhed. Så ser vi på, hvad du har betalt for de vaser, som du har indkøbt. Du har indkøbt flere partier af vaserne til forskellige priser.

Det første parti bestod af 100 vaser til en værdi af 50 kr. stykket. Det næste parti bestod også af 100 vaser, men nu til 40 kr. stykket. Det tredje og sidste parti, som du har indkøbt, bestod af 100 vaser til 30 kr. stykket.

For at finde frem til vasens gennemsnitlige kostpris ser regnestykket sådan her ud:

Indkøbspris / antal enheder = gennemsnitlig kostpris

Den samlede indkøbspris for dine vaser løber op i:
Enheder x PrisSamlet pris
100 x 50= 5.000 kr.
100 x 40= 4.000 kr.
100 x 30= 3.000 kr.
Indkøbspris i alt= 12.000 kr.
Det samlede antal enheder løber op i:
Enheder= 100
Enheder= 100
Enheder= 100
Antal enheder i alt= 300

Regnestykket kommer således til at se sådan her ud:

12.000 / 300 = 40 kr.

Det har altså kostet din virksomhed 40 kr. i gennemsnit at indkøbe vasen.

Hvornår er det godt at kende den gennemsnitlige kostpris?

Hvis priserne på en vare har varieret gennem året, kan det være en fordel at anvende den gennemsnitlige kostpris. Svingende priser kan både forekomme, hvis du har skiftet leverandør, eller hvis din faste leverandør har ændret sine priser undervejs.

Hvad er en kostpris?

En kostpris er lig med en vares indkøbspris plus øvrige anskaffelsesomkostninger. Det er den reelle pris, som det koster din virksomhed at anskaffe sig en given vare. Den pris, som du eventuelt får for at sælge varen videre, er ikke med i regnestykket, når du beregner en vares kostpris.

De øvrige omkostninger, der kan være for at anskaffe sig en vare, kan være alt fra emballage til transport eller told.

Den gennemsnitlige kostpris giver dig en gennemsnitlig indkøbspris på en given vare.

Var denne artikel nyttig?

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram