Konkurrenter – Hvad er det?

En konkurrent er en virksomhed eller person, der tilbyder samme produkter, ydelser eller kompetencer som dig til den samme målgruppe.

  • Læsetid: 3 min.

  • Sidst opdateret 23/05/2023


Konkurrenter ved bordfodboldbord

Hvad er en konkurrent?

Som virksomhedsejer har du altid en eller flere konkurrenter. Du og din konkurrent konkurrerer om de samme kunders gunst, fordi I begge tilbyder tilsvarende varer eller ydelser.

Det kan eksempelvis være en sportskæde, der sælger løbesko og andet træningsudstyr. Her består konkurrenterne af andre lignende sportsbutikker, som også sælger udstyr til motionsentusiaster. Eller det kan være et rejsebureau, der lever af rejselystne kunder. Her kæmper de med andre bureauer med samme rejsetilbud som dem selv.

Søger du eksempelvis job, konkurrerer du også med andre jobsøgende om samme job. Her leder virksomheden efter en bestemt profil med specifikke kompetencer. Det kan eksempelvis være inden for kommunikation – og derfor har du mange konkurrenter, der besidder de samme kommunikative evner som dig selv.

Har du brug for en konkurrentanalyse?

Når du driver en virksomhed, kan det være en god idé at lave en konkurrentanalyse. I bund og grund er alle, der driver en forretning, dine konkurrenter. De forsøger nemlig også at sælge varer til kunder. Penge, som deres kunder i stedet kunne have lagt i din forretning. Alligevel kan du ikke fokusere på alle andre forretningsdrivende, men i stedet kun på dine nære konkurrenter.

Formålet med konkurrentanalysen er at få et værdifuldt indblik i din egen og dine konkurrenters strategier. Samtidig giver analysen dig et godt overblik over det marked, som du og din virksomhed befinder sig på. På den måde hjælper analysen dig med at tegne et billede af din position på markedet, og hvor du skal sætte ind for at forbedre den.

Hvordan kan du analysere en konkurrent?

Først og fremmest består en konkurrentanalyse af en identificering af dine nærmeste konkurrenter. Undersøg markedet grundigt og find ud af, hvem der er dine en-til-en-konkurrenter. Sammenlign jeres produkter, priser og lignende, og læs om dem på deres hjemmeside.

Med en SWOT-analyse kan du kortlægge dine konkurrenters styrker, svagheder, muligheder og trusler. Det samme kan du gøre med din egen virksomhed. Når du har indhentet tilstrækkeligt med information om dine konkurrenter, kan du inddele dem i grupper.

Hvor er konkurrenterne bedre end dig? Hvis du i din analyse og informationsindsamling kommer frem til punkter, hvor dine konkurrenter er foran dig, er det vigtigt, at du tager hånd om de områder. Måske kan du ikke konkurrere på prisen, men er i stedet nødt til at spille på kvalitet, rådgivning eller andet, der retfærdiggør en højere pris, så dine kunder ved, at de får fuld valuta for pengene hos dig. Er du dårligere end dine konkurrenter til at fange dine kunder og markedsføre dig selv, så skal du have forbedret det punkt.

Hvor er konkurrenterne svagere end dig? Brug deres svagheder til at styrke din egen virksomhed ved hele tiden at holde fokus og videreudvikle dig. Du kan ikke bare læne dig tilbage, hvis du ser et område, hvor du klarer dig bedre end konkurrenterne. Det gælder om hele tiden at forbedre sig.

Hvor ligner konkurrenterne dig? Ligner du og dine konkurrenter hinanden på næsten alle områder, er det for alvor tid til at ryste posen og komme op med nye idéer og vinkler. På den måde er der stilstand, fordi du ikke adskiller dig – og så er det rent lottospil, om kunderne vælger dig frem for dine konkurrenter – eller om det går den anden vej.

Du kan også bruge benchmarking til at analysere en konkurrent. Det kaldes konkurrent-bencmarking.

Spørgsmål & svar

Hvad er en konkurrent?

En konkurrent er en anden virksomhed som kæmper om de samme kunder som dig, og tilbyder lign. produkter eller services.

Hvad er en konkurrentanalyse?

En konkurrentanalyse er en analyse af dine konkurrenter. Her kan du fx tjekke op på, hvad de gør godt, som du måske samtidig gør mindre godt.

Hvad er primære og sekundære konkurrenter?

Lad os sige du har et flyselskab. Her vil en primær konkurrent være SAS og Norwegian, mens en sekundær konkurrent kunne være en togvirksomhed som DSB.

Læs også om begrebet konkollega, der er en konkurrent og kollega på én og samme tid.

Var denne artikel nyttig?

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram