Spring til indholdet

Sidst opdateret 14/10/2019

Hvornår skal jeg momsregistreres?

Momsregistreres eller ej:

Det er ingen hemmelighed, at vi har udviklet Dinero til de mindre danske virksomheder. Derfor falder det som et naturligt valg for mange nye selvstændige vælge Dinero som deres regnskabsprogram.

Derfor er det også naturligt, at et af de mest stillede spørgsmål er: “Hvornår skal jeg momsregistreres?”. Det spørgsmål besvarer vi i denne guide.

Omsætningsgrænse på 50.000 kr.

I Danmark har vi en omsætningsgrænse (hvor meget du sælger for) på 50.000 kr., der afgør, hvorvidt du behøver at momsregistreres eller ej. Altså ikke hvor meget du har tjent, men hvor meget du har omsat (solgt) for.

Men der er en vigtig pointe med de 50.000 kr.

Det er nemlig ikke en bundgrænse, der betyder, at du først skal momsregistreres, når du rammer 49.999 kr. Du skal momsregistrere dig så snart, du har en forventning om, at du vil omsætte for mere end 50.000 kr. indenfor en periode på 12 måneder.

Hvad er en periode så?
Det er faktisk ikke et kalenderår. Det er en hvilken som helst periode på 12 måneder. Er du fx startet den 1. november 2017 må du ikke omsætte for mere end 50.000 kr. fra den 1. november 2017 – 30. oktober 2018.

Ved du, at du kommer til at omsætte for mere end 50.000 kr. indenfor perioden, skal du sørge for at momsregistrere dig så hurtigt som overhovedet muligt.

Hvad sker der, hvis jeg omsætter for mere end 50.000 kr. indenfor de 12 måneder?

I værste tilfælde vil du blive bedt om at betale moms af al omsætning, du har haft i perioden. Derudover kan du også risikere en bøde. Har du solgt for 50.000 kr., er det altså 12.500 kr., du skal betale ekstra. Og det er altså ikke 12.500 kr., som du kan pålægge dine kunder. Du skal selv betale dem af de penge, du har omsat for.

Derudover får du ej heller lov til at fratrække købsmomsen på de køb, du har lavet i perioden.

Hvad sker der, hvis jeg ikke omsætter for mere end 50.000 kr. indenfor de 12 måneder?

Så har du intet at frygte.

Så skal du bare begynde at sælge dine varer/ydelser med moms fra den dato, hvor du er blevet momsregistreret. Ligeledes kan du fra den dato få momsfradrag på din køb.

Bonus – momsfritagelse:

Visse brancher er undtaget for moms. Det er typisk behandlere og undervisere (fx læger, fysioterapeuter, psykologer, mv.). Du kan godt bruge Dinero, hvis du er momsfritaget. Læs mere om det her.

Hvilken betydning har det at lade sig momsregistreres?

Helt basalt betyder det, at du nu skal begynde at sælge dine varer/ydelser med moms. Men det betyder også, at du kan trække momsen fra på de ting, du køber til din virksomhed.

Salg

Hvad angår det du sælger, vil du normalt skulle lægge moms til din nuværende pris – altså gange din nuværende pris med 1,25. Sælger du fx din vare/ydelse for 100 kr. i dag, vil den fremtidige pris blive 125 kr. inkl. moms.

Handler du med virksomheder, betyder det ikke noget, for de kan trække momsen fra. Handler du med private, vil prisen for din vare/ydelse blive 25 kr. højere end i dag.

Køb

Der er den store fordel ved en momsregistrering, at du nu får momsfradrag på det, du køber. Købte du før momsregistreringen en ting, der kostede 100 kr. inkl. moms, var din udgift alle hele beløbet – altså 100 kr. Efter momsregistreringen vil din udgift kun være 80 kr., og du vil få refunderet de 20 kr. via din momsafregning.

Hvad skal du tage med dig herfra?

Stil dig selv spørgsmålet: Vil jeg fra dags dato og 12 måneder frem forvente at omsætte (sælge) for mere end 50.000 kr.?

Hvis ja, så skal du momsregistrere dig så hurtigt som muligt.

De 50.000 kr. er nemlig ikke en bundgrænse. Du skal momsregistrere dig så snart, du har en formodning om, at du indenfor en periode på 12 måneder vil omsætte for mere end 50.000 kr. – også selvom det kun er 50.001 kr.
Får du dig momsregistreret for sent, kan du risikere at skulle betale moms af hele dit salg. Det ønsker du ikke :o)

Momsregistreringen laves i øvrigt via dette link.

  • Var denne artikel nyttig?
  • JaNej

0

... har allerede tilmeldt sig dinero!

Vidste du, at der er sendt 0 fakturaer fra Dinero?