Sidst opdateret 31/01/2025
Læsetid: 5 min.

Tvungen månedsmoms (moms ved forkortet afregning)

Nogle virksomheder er på tvungen månedsmoms, som har en kortere indberetnings- og betalingsfrist – nemlig d. 15. i den efterfølgende måned. Det er Skattestyrelsen, der vurderer, om en virksomhed skal have en forkortet momsafregning.

Hvad er tvungen månedsmoms?

Tvungen månedsmoms er, hvor Skattestyrelsen har begrænset en virksomheds kredit på moms, så du skal indberette moms hver måned i stedet for kvartalsvis. Som navnet antyder, har Skattestyrelsen “tvunget” virksomheden til at indberette og betale moms hver måned.

Skattestyrelsen har mulighed for at kræve en kreditbegrænsning på moms, og de kan også stille krav om sikkerhed i forbindelse med en pligtregistrering.

Hvorfor kommer man på tvungen månedsmoms?

Det er de færreste virksomheder, der kommer på tvungen månedsmoms. Det sker typisk af to grunde:

  1. Der er et mellemværende til Skatteforvaltningen, der ikke er afregnet
  2. Virksomheden har tidligere ikke overholdt fristerne for momsindberetning

Selve processen for forkortet momsafregning sker automatisk, når virksomheden har søgt om momsregistrering på virk.dk. Du kan altså også komme på tvungen månedsmoms, selvom du har haft en pause som selvstændig.

Når virksomheden har ansøgt om at blive momsregistreret, bliver sagen vurderet af en sagsbehandler fra Skattestyrelsen. Virksomheden bliver kontaktet, når der er nyt i sagen. Når der er faldet afgørelse i sagen, får virksomheden en begrundet vurdering i et anbefalet brev.

Du kan læse mere om tvungen månedsmoms i den juridiske vejledning på skat.dk.

Du skal betale et gebyr ved hver indberetning

Der er ikke kun mere administration forbundet ved at være på tvungen månedsmoms. Virksomheder skal nemlig også betale et gebyr på 65 kroner (2025-tal) for hver momsindberetning – det vil med andre ord sige hver måned.

Gebyret skal også betales ved 0-indberetninger, så det løber hurtigt op. Og du kan ikke trække gebyrerne fra i dit regnskab, som du ellers normalvis kan med gebyrer.

Er man på forkortet afregning for evigt?

Nej, det er du ikke. Skattestyrelsen vil løbende vurdere, om du skal blive på forkortet momsafregning, eller om du kan gå tilbage til normal momsafregning igen.

Hvis de beslutter, at virksomheden ikke længere skal være på tvungen månedsmoms, vil den som regel overgå til kvartalsvis momsafregning. Du får altid besked om eventuelle ændringer.

Hvis du vil overgå til kvartalsvis momsafregning, skal virksomheden:

  • Indberette og betale alle skatter og afgifter til tiden (den 15. i hver måned)
  • Det inkluderer også betaling af gebyret på de 65 kr.
  • Betal gebyret til d. 15. uanset momsbeløbets størrelse – fx også ved en 0-indberetning.

Det er med andre ord kun, hvis du overholder indberetnings- og betalingsfristerne, at du kan komme i betragtning til at overgå til normale vilkår igen.

Momsindberetning med ét klik i DInero

Med Dinero holder du automatisk styr på din moms, og du kan bogføre og indberette med bare ét enkelt klik. Afregningen klares også nemt og hurtigt, så du aldrig misser en frist igen. Læs mere.

Oftest stillede spørgsmål

Tvungen månedsmoms er, når Skattestyrelsen har besluttet at begrænse en virksomheds kredit på moms, så den skal indberette hver måned ( i stedet for kvartalvis). 

Virksomheder kommer kun på tvungen månedsmoms (eller moms ved forkortet afregning, som det også kaldes), hvis virksomheden ikke har overholdt dens indberetninger, eller der er et mellemværende til Skatteforvaltningen.

Virksomheder på tvungen månedsmoms har en kortere indberetningsfrist (d. 15. i efterfølgende måned) og skal betale et gebyr på 65 kroner ved hver indberetning.

Du er kommet på tvungen månedsmoms, hvis du tidligere har overskredet momsfrister eller har et mellemværende med Skatteforvaltningen. 

Du kan komme tilbage på normale vilkår, hvis du sørger for at overholde alle frister og betale gebyret for indberetning – også ved 0-indberetning.

Når du er på tvungen månedsmoms, har Skattestyrelsen besluttet at begrænse din kredit på moms – hvilket er den tekniske grund til, at du skal indberette hver måned.

For at komme tilbage på normal momsindberetning er det vigtigt, at du overholder alle frister og betaler gebyrerne rettidigt.

Del denne artikel

  • Del på Facebook
  • Del på Linkedin
  • Del på X
  • Kopier link

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram