Omvendte briller kickstartede studievenindernes iværksætterliv

Iværksættereventyret startede med en kandidatafhandling og omvendte briller for de tre studieveninder Michala, Helle og Christine. Her kan du læse deres historie – og så har de tre gode råd til dig, der overvejer at starte virksomhed med en ven eller veninde


Michala, Christine og Helle knokler med de sidste småkorrektioner. Det er sommer, og snart kan de tre studerende kalde sig civilingeniører med speciale i bæredygtigt design fra Aalborg Universitet.

Kandidatprojektet er omvendte briller. De er omvendte i den forstand, at de ikke skal hjælpe mennesker med nedsat syn til at se bedre, men derimod få mennesker med normalt syn til at se dårligt.

Det lyder selvfølgelig skørt, men der i høj grad mening med galskaben:

Brillerne kan nemlig være med til at skabe et bedre liv for en bestemt gruppe mennesker. Hvis man fx har et lille barn i familien, så kan man som forælder tage brillerne på og opleve ved selvsyn, hvordan ens hjem rent faktisk ser ud gennem barnets øjne.

– En synskonsulent fra kommunen kan fint forklare forældre, at en hvid tallerken på et hvidt spisebord kan give udfordringer for børn med nedsat syn. Men først når man har oplevet sit hjem med brillerne på, forstår man for alvor udfordringen, siger Michala Manikarnika.

På studiet havde de arbejdet sammen med alverdens fagpersoner, og en dag ville en synskonsulent fra Vordingborg Kommune gerne købe brillerne. De blev klargjort til salg, og studievenindernes nye fælles virksomhed Ballast CPH var en realitet.

– Vi vidste, vi ikke kunne leve af brillerne, men det var en god start på livet som iværksættere, hvor vi kunne starte virksomheden, lære salg og markedsføring. Og så var det mega fedt at have brugt et halvt år på studiet på noget, som rent faktisk kunne gøre en forskel og hjælpe nogle mennesker, siger Michala.

Vi vidste, vi ikke kunne leve af brillerne, men det var en god start på livet som iværksættere, hvor vi kunne starte virksomheden, lære salg og markedsføring.

Fra venstre: Christine, Helle og Michala – de tre kvinder bag Ballast CPH.

Man skal ikke sove på lageret for at være iværksætter

Med en fortid som freelancer inden for grafisk design og en mor, som også er selvstændig, var tanken om et liv som iværksætter ikke fjern for Michala – og heldigvis var hendes to studiekompagnonger også friske på at prøve sig selv af som selvstændige den sommer for fire år siden.

De var også helt enige om, at livet som chef i egen virksomhed ikke handler om at arbejde 80 timer i døgnet – og at der stadig skulle være tid til et liv ved siden af virksomheden.

– Vi har alle hørt om dem, der sover på lageret og arbejder 48 timer i døgnet. Sådan har jeg aldrig haft det. Man skal ikke sove på lageret for at være iværksætter, siger Michala og uddyber:

– Jeg vil gå langt, men jeg vil også have et liv ved siden af. Måske tager det på den måde længere tid at opbygge virksomheden, men man skal ikke gå ned med stress og miste sine venner og veninder. Så har man ingenting.

Hun mener, at det fælles iværksætterprojekt blandt andet er succesfyldt, fordi de tre kvinder har været gode til at tale om forventninger til arbejdstid, og hvordan man som selvstændig får familielivet til at hænge sammen. Og noget tyder på, det er lykkedes. I hvert fald er der kommet tre børn på 11 måneder.

– Alle har været på barsel. Det skulle bare lykkedes. Vi kan jo ikke sige, at vi ikke må få børn, siger Michala.

Michalas 3 gode råd, når du starter virksomhed med venner eller veninder:

  1. Afstem forventninger – ingen detalje er for lille eller ligegyldig. Tal om arbejdstid, rollefordeling, økonomi, risikovillighed og tidshorisont. Gør det ofte, og skriv jeres aftaler ned.

  2. Spring ud i det! Jeres produkt behøver ikke være perfekt, før det kan markedsføres og sælges. Har I en klar vision, kan det ikke gå hurtigt nok med at komme ud og præsentere for potentielle kunder og samarbejdspartnere.

  3. Ræk ud til dit netværk for sparring – og ræk ud til dem, du ikke kender endnu, og som ikke ligner dig. Diversitet på alle mulige måder er en kæmpe styrke. Langt de fleste vil gerne hjælpe med stort eller småt. De mangler bare at blive spurgt.

Øjenstyring giver perspektiv

I dag er Ballast CPH meget mere end omvendte briller.

Virksomheden laver bæredygtige brugeroplevelser, som er med til at gøre den fysiske verden, websites og apps mere tilgængelige for mennesker med handicap og funktionsnedsættelser. Det kan fx være optimering af websites eller den fysiske indretning af borgerservice eller rådhuse.

De har skabt deres eget borgerpanel, som består af cirka 50 personer, som repræsenterer en lang række handicapgrupper. Medlemmerne af borgerpanelet er blandt andet døve, blinde, folk med nedsat bevægelse, kognitive udfordringer og stress.

– Jeg har lyst til at gå på arbejde hver dag, for jeg har efterhånden hørt mange historier om mennesker, som har siddet fast på studiet, i hjemmet eller på borgerservice. Hver eneste dag gør vi livet en smule nemmere for nogen, og det er fedt. Jeg har svært ved at se mig selv et sted i erhvervslivet, hvor jeg kan ikke gøre noget godt for andre mennesker, siger Michala.

Hvad er det bedste ved at gøre en forskel for folk?

– Når man ser et menneske, der bruger øjenstyring til at styre musemarkøren med, så sætter det problemet med en for lille login-knap på en hjemmeside i perspektiv. Alt, hvad jeg laver, har jeg et konkret menneske at hænge op på. For lige præcis dette menneske er det her vigtigt, siger Michala.

Om Ballast CPH:

  • Stiftet af Michala Manikarnika, Christine Svensson og Helle Vedø Demir.
  • Holder til i København SV.
  • Har brugt Dinero Regnskabsprogram til at holde styr på virksomhedens økonomi helt fra starten og gør det stadig.

Del din historie!

Er du selvstændig, og er din historie sjov, skør, anderledes eller mega sej? Så skriv til os – vi er hele tiden på jagt efter de gode historier fra virkelighedens iværksætterliv.

Henrik Alexandersen
Henrik Alexandersen Dinero
Henrik er kommunikationsmedarbejder hos Dinero. Fra sit skrivebord knokler han hver dag for at fortælle de gode historier til såvel Dinero-brugere som verden udenfor på en måde, så vi alle kan læse med.

Skriv en kommentar

0 kommentarer

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram