Hvad er en udtalelse fra arbejdsgiver?
En udtalelse fra arbejdsgiver er, når din chef eller tidligere chef beskriver, hvordan du har løst opgaverne i din stilling. Udtalelsen kan du typisk få som en skriftlig anbefaling, når du er blevet opsagt eller selv har sagt op.
Når du får en anbefaling, er det meget normalt, at den indeholder de her fem punkter:
- Fakta: Persondata, ansættelsesperiode, stillingsbetegnelse og årsag til ophør af ansættelsesforhold
- Opgavebeskrivelse: Dine opgaver og på hvilket niveau i organisationen de er udført, dit ansvar og beføjelser
- Jobkrav: Krav til dine færdigheder, erfaring og uddannelse samt personlighed i stillingen
- Kvaliteter: Hvor godt har du klaret de to forrige punkter
- Opsamlende vurdering: En samlende anbefaling og opsummerende bedømmelse
Anbefalingen kan du bruge i din søgning efter et nyt job. Når du har fået udtalelsen, er idéen nemlig, at du skal sende den til en potentiel kommende arbejdsgiver som vedhæftning eller på efterspørgsel.
Mange får en udtalelse fra deres chef eller leder, når de stopper på en arbejdsplads. Det gælder, uanset om der er tale om en opsigelse af medarbejderen selv eller ej.
Har jeg krav på en udtalelse fra min arbejdsgiver?
Det korte svar er; nej. Selvom det kunne være rart at have en anbefaling fra alle dine tidligere arbejdsgivere, har du faktisk ikke krav på en udtalelse.
Det eneste, du har krav på, er en skriftlig begrundelse for årsagen til afskedigelsen, hvis du er blevet fyret og har været ansat efter funktionærloven. Ellers bestemmer din tidligere chef selv, om han vil bruge tiden på at skrive om dig.
Ønsker han ikke det, kan du spørge, om du i stedet må bruge ham som reference, når du søger en stilling i en anden afdeling eller virksomhed. Det siger de fleste ja til.
Når du bruger dem som din reference, er det i øvrigt altid en god idé at fortælle dem, når du bruger dem som reference. Det er også en god idé at sige, hvilken stilling du har søgt. Du kan skrive referencerne i din ansøgning, men du kan også vente med at give dine referencer, til du har været til den første jobsamtale.
Hvad gør jeg med en negativ udtalelse fra min arbejdsgiver?
At få en negativ udtalelse fra din arbejdsgiver er en dårlig idé. Så har du fået en negativ udtalelse, bør du lade den ligge i en lukket mappe.
Det er også en dårlig idé at skrive en reference på, som du ved giver dig en dårlig anbefaling. Du skal kun vælge de referencer, som du ved giver dig en positiv udtalelse. Selvom din arbejdsgiver er forpligtet til at udtale sig loyalt, er der alligevel arbejdsgivere, der bevidst udtaler sig dårligt for at skade dine chancer for at få job.
Din tidligere arbejdsgiver må fx ikke fortælle noget om dine private forhold, herunder også om du ofte er syg, eller om årsagerne til et eventuelt ustabilt fremmøde. Det er der dog ikke alle, der overholder.
Du skal derfor være opmærksom på at vælge en reference fra en arbejdsgiver, som du er sikker på at få en positiv udtalelse fra. Har du ikke en tidlig arbejdsgiver, der kan give dig en god udtalelse, kan du i stedet vælge at oplyse navn og telefonnummer på en tidligere kollega.
Det er nemlig vigtigt at have referencer klar, når du skal søge et job. Ifølge konsulenthuset og HR-partneren Ballisager tjekker 90 % af arbejdsgiverne nemlig referencerne på en potentiel ny medarbejder.
Eksempel på en udtalelse fra arbejdsgiver
Står du i den anden ende og skal skrive en udtalelse i stedet for at modtage en? Så er der hjælp at hente i dette afsnit, hvor vi giver dig et eksempel på og en skabelon til en udtalelse. Derefter bør du være rimelig godt klædt på til at skrive en god udtalelse.
I begyndelsen af indlægget skrev vi, hvad en anbefaling kan indeholde. Ud fra disse punkter, har vi skrevet et eksempel på en udtalelse.
I slutningen af anbefalingen, har vi skrevet en opsummerende anbefaling. Den kan du skrue op eller ned for styrken af. Du kan bruge én af følgende:
- Jeg giver de bedste anbefalinger til
- Jeg kan med fornøjelse anbefale
- Jeg ønsker at give gode anbefalinger til
- Jeg kan anbefale
- Jeg ønsker xx held og lykke fremover
Med eksemplet håber vi, at vi har klædt dig på til at skrive en god anbefaling. Nedenfor kan du downloade en skabelon.
Skabelon til udtalelse
Skabelonen har vi skrevet, så du nemt kan indsætte oplysningerne om og beskrivelserne af den, du skal skrive en anbefaling til.
Du tilmelder dig samtidig Dineros nyhedsbrev, som du altid kan afmelde med ét enkelt klik.
Før du skriver anbefalingen, er det en god idé at spørge ind til din medarbejders formål med den. Skal han bruge den til at søge et job et udlandet? Vil han skifte branche? Osv. Så kan du nemlig skrive anbefalingen, så din medarbejder kan bruge den til det, han skal.
Skal han bruge den til at søge arbejde i udlandet, vil det være fint, hvis du skriver den på engelsk. Vil han skifte branche, vil det være en fordel for ham, hvis du lægger vægt på de kompetencer og færdigheder, han skal bruge i den anden branche.