Hvornår skal du flytte til Dinero? Det afhænger af din momsperiode
For at sikre den bedste flytning er vi nødt til at tage hensyn til din momsafregningsperiode.
Det er muligt at flytte dit regnskab ved en endt momsperiode. Betaler du kvartalsvis moms, kan du altså flytte regnskabet per 31/12, 31/3, 30/6 eller 30/9. Og betaler du halvårsmoms, er det muligt at flytte pr. 30/6 eller 31/12.
I forbindelse med flytningen skal vi bruge et skærmbillede fra din erhvervsbank, som vi bruger til at sikre, at dit regnskab stemmer på dagen for flytning. Har du flere bankkonti tilknyttet din virksomhed, skal vi bruge skærmbilleder fra alle konti.
Hvis du flytter til Dinero ved start af et nyt regnskabsår, skal vi bruge en afstemt balance fra dit tidligere regnskabsår. Flytter du midt i et regnskabsår, skal vi bruge en saldobalance for din bogførte periode i dit tidligere regnskabsår, så du kan få din allerede bogførte drift med over i Dinero.
Lad os tage et eksempel:
Hvis du ønsker at flytte dit regnskab, så du bogfører dit 2. halvår 2025 i Dinero, skal vi bruge en afstemt saldobalance (resultatopgørelse og balance) for perioden 01.01 – 30.06.2025 fra dit tidligere regnskabsprogram.
Vi skal bruge en balance – hvad er det?
En balance viser din virksomheds økonomiske situation på en bestemt dato.
Ønsker du at starte bogføring i Dinero for regnskabsåret 2025, skal vi bruge din balance fra det tidligere regnskabsår, hvilket vil være pr. 31/12-2024.
En balance indeholder dine aktiver og passiver i dit regnskab.
Aktiver er dine tilgodehavende for salg, banksaldo og andre aktiver i virksomheden, som fx driftsmidler eller værdipapirer.
Tilgodehavende kan være salg, som du har faktureret i 2024, men som først bliver betalt i 2025. I så fald vil de fremgå som tilgodehavende i regnskabet, indtil de bliver betalt.
Passiver indeholder skyldige omkostninger; herunder evt. gæld og skyldig moms.
Skyldige omkostninger kan være køb foretaget i 2024, som først bliver trukket fra banken i 2025. Så vil købet stå som skyldigt, indtil det er betalt.

Hvad er en saldobalance?
Hvis du skal flytte regnskabsprogram midt i et regnskabsår, skal vi bruge en saldobalance for den allerede bogførte periode i dit nuværende regnskabssystem.
En saldobalance er en oversigt over virksomhedens konti. Den indeholder både en resultatopgørelse (driftsregnskab) og en balance for en given periode. Det kunne være en saldobalance for perioden 01.01 – 31.03.2025.
Se et eksempel på en saldobalance her
Hvad kigger vi efter i din balance?
Når vi modtager din balance, tjekker vi, om banken stemmer per flytningsdato, så vi sikrer os, at du får de korrekte tal med over i Dinero.
Derudover kigger vi på, om der er noget, som stikker ud – fx tilgodehavende/debitorer eller en kassebeholdning, som står i minus. Vi kan også tjekke, om dine skyldige omkostninger står i plus. Disse små tjek laver vi for at hjælpe dig så godt på vej og sikrer os, at du har det korrekte udgangspunkt, når du starter i Dinero.