Spar tid ved at lave automatiske bogføringsregler i dit regnskab
Med automatiske bogføringsregler kan du selv opsætte regler for Assistenten og spare tid, hvis du er Dinero Pro-bruger. Når du laver en regel, gælder den for dit regnskab fremadrettet, så du fremover slipper for alle opgaver, der matcher din regel.
Når du laver en regel i Assistenten, løber den med det samme alle eksisterende bogføringsopgaver igennem og auto-godkender dem, som ligger og venter. Den hjælper dig altså med bogføringen fra første sekund, du har oprettet din regel.
Du kan blandt andet lave automatiske bogføringsregler for:
- Udbetalinger af kreditkøb
- Købsforslag med leverandører
- Gebyrer
- Renteindtægter
- Renteudgifter
- B-skat
- Hævet privat
- Regler i kassekladden kommer snart
Du kan lave to typer bogføringsregler. De fungerer meget på samme måde, men der er lidt forskel på, hvordan de to regler “aktiveres”, når du har godkendt dem.
Den ene tager udgangspunkt i det, vi kalder bankteksten (det er den tekst, der står i din bank, og som vi også bruger i vores automatiske bankafstemning), mens den anden matcher på en leverandør.
Vi har lavet en lille hjælpetekst i forslaget, der forklarer, hvad der sker, hvis du godkender reglen.
Sådan opretter du en ny bogføringsregel
Det er nemt at oprette en ny automatisk bogføringsregel. Når Assistenten viser dig bogføringsopgaver, kan du klikke på “Bogfør altid på denne måde fremover”.
Når du har aktiveret reglen og valgt, hvordan det skal bogføres, gør Assistenten det på samme måde fremover – helt uden du ser det eller skal tage stilling til en opgave.
Hvis du fx har klikket på “Bogfør altid på denne måde fremover” på ovenstående forslag (samt valgt måde for bogføring) og trykker på “Godkend”, vil alle forslag med teksten “Gebyr udb.Visa/Dankort” fremover bogføres, som du lige har bedt Assistenten om.
Hvis der senere kommer et forslag, hvor teksten fx er “Gebyr”, vil Assistenten ikke automatisk bogføre denne, da teksten ikke er identisk med den regel, du har lavet. Men du kan nemt lave en ny regel, så den også bogføres automatisk.
Det er også samme sted, du aktiverer regler for leverandører. Men som vi har skrevet tidligere, er det ikke kun bankteksten, der bruges til vurdere, hvornår Assistenten skal bogføre efter regler for leverandører.
I overblikket kan du slette regler og se bogførte bilag
Det er lige så nemt at slette en regel, som det er at oprette en ny. Vi har samlet alle dine automatiske bogføringsregler i Assistenten i et praktisk overblik, så du hurtigt kan se, hvad du har oprettet regler for.
Hvis du klikker på en regel, kan du se, hvordan Assistenten bogfører de opgaver, der matcher reglen. Her kan du også se, hvem der har oprettet reglen (det vil altid være personen, hvis konto der er logget ind med – fx dig eller din revisor).
Du kan også aktivere automatiske betalinger af leverandørfakturaer. Det er en lidt mere kompliceret bogføringsregel, så derfor har vi gjort det nemt ved blot at lave en toggle, du aktiverer det med – vi har sørget for det praktiske og tekniske, så det hele bogføres korrekt.
Automatisk bogføring af leverandørfakturaer er først synlig, når du har lavet din første bogføringsregel via et af Assistentens forslag. Når du har gjort det, kan du aktivere reglen ved at klikke på “Aktivér reglen”. Du kan selvfølgelig deaktivere reglen lige så nemt.
Hvis du vil se alle bilag, den enkelte bogføringsregel har bogført automatisk for dig, klikker du blot på “Se bilag”. Så får du vist en liste med alle relevante informationer, og du kan også klikke dig direkte videre til et specifikt bilag.
Du kan også nemt slette den enkelte regel ved at klikke på “Slet”. Når den er slettet, vil Assistenten igen begynde at vise dig de bogføringsopgaver, som den tidligere bogførte automatisk for dig. Under de aktive bogføringsregler kan du se dine “Slettede regler”.
Eksempler på automatiske bogføringsregler, der sparer dig for tid
Der kommer mange ting gennem banken i de fleste virksomheder. Derfor vil du også hurtigt opdage, at du med blot få bogføringsregler kan spare rigtig meget tid.
Du kan især spare tid ved at lave regler for:
- Gebyr
- Renter
- Gentagende køb
Gebyr og renter skal typisk bogføres på samme måde hver gang. Der kan være forskellige typer, men her kan du med fordel dele dem op med forskellige regler.
Gentagende køb fra leverandører og tjenester er også en praktisk ting, du kan sætte regler op for, så Assistenten klarer bogføringen helt automatisk. Det kan fx være internet og mobiltelefoni, IT-udstyr samt udgifter til software som ChatGPT og Mailchimp.