Sidst opdateret 27/01/2022
Læsetid: 2 min.

Datterselskab

Et datterselskab er en type af virksomhed, som er del af en meget gængs koncernstruktur, der omhandler datterselskab og moderselskab. For at der kan være tale om et datterselskab, skal moderselskabet eje mere end halvdelen af anparterne eller aktierne. Et moderselskab kan have flere forskellige datterselskaber under sig.

Hvad er et datterselskab?

Som navnet angiver, er et datterselskab affødt af et moderselskab. Det er moderselskabet, som datterselskabet udspringer fra, og det er typisk også moderselskabet, som ejer mere end halvdelen af datterselskabet. Et datterselskab skal udarbejde eget regnskab, og det fungerer således som en selvstændig enhed, selvom det hører under et moderselskab.

Datterselskaber er meget gængse inden for erhvervslivet, og især de store multinationale selskaber gør brug af datterselskaber, når de etablerer nye afdelinger rundt omkring i verden.

Hvordan opretter du et datterselskab?

Modsat en virksomhed må et selskab gerne stå som ejer over andre selskaber. Det er netop det, som er omdrejningspunktet for koncernstrukturen, som indbefatter datterselskaber og hovedselskaber.

Både moderselskaber og datterselskaber er i princippet helt almindelige selskaber, med alt hvad det indebærer. Den eneste forskel på dem og andre selskaber er, at de er ejet af eller ejer et eller flere selskaber.

Hvis du gerne vil etablere et moderselskab eller knytte et datterselskab til dit allerede eksisterende selskab, er det ganske simpelt. Alt, du skal gøre, er at etablere et nyt selskab, hvorefter du laver en overførsel af de anparter, som du gerne vil. Husk her på, at et moderselskab skal eje mere end halvdelen af aktierne eller anparterne i datterselskabet.

Har du brug for rådgivning, så kontakt din revisor eller en anden økonomisk rådgiver.

Hvad er fordelene ved at oprette et datterselskab?

En af de klare fordele ved et datterselskab er, at det både er nemt at stifte og på samme vis nemt at sælge igen. Da det fungerer som en selvstændig enhed, kan det nemlig nemt sælges fra igen, hvis du ønsker det.

En anden fordel er, at du kan overføre overskud skattefrit fra datterselskab til moderselskab. Det kan alle selskaber gøre til et andet selskab, der ejer 20 % eller mere af det pågældende datterselskab.

Skulle dit datterselskab komme ud for dårlige tider, er de penge, som du har overført til moderselskabet, sikret. På den måde kan hovedselskabet altså agere pengetank og dermed minimere din risiko.

Hvilken type selskab skal du vælge til et datterselskab?

Et datterselskab er som sagt bare et almindeligt selskab, hvor mere end halvdelen af aktierne eller anparterne er ejet af et moderselskab. 

Derfor hvis du gerne vil etablere et datterselskab, skal det blot være et kapitalselskab – hvilket betyder at virksomhedstypen enten er anpartsselskab (ApS) eller aktieselskab (A/S).

Hvad er et holdingselskab?

Et holdingselskab tjener alene det formål at eje aktier eller anparter i andre virksomheder. Det har altså ikke sin egen forretningsmæssige drift. Et moderselskab har derimod typisk egen drift.

Et holdingselskab kan godt fungere som et moderselskab med datterselskaber under sig, men det kræver en stor ejerandel fra holdingselskabets side. For at det kan fungere som moderselskab for et datterselskab, skal det have en bestemmende ejerandel, hvilket svarer til mere end 50 % af aktierne eller anparterne i datterselskabet.

Del denne artikel

  • Del på Facebook
  • Del på Linkedin
  • Del på X
  • Kopier link

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram