Gazelle

Gazelle er en betegnelse, der bliver anvendt for virksomheder, der vækster hurtigt. Din virksomhed skal leve op til en række af krav for at blive en gazelle. Udtrykket gazelle stammer fra den gazellepris, som Dagbladet Børsen hvert år uddeler til hurtigt voksende danske virksomheder.

  • Læsetid: 2 min.

  • Sidst opdateret 24/01/2023


Hvad er en gazellevirksomhed?

Siden 1995 har Dagbladet Børsen hvert eneste år uddelt sin gazellepris til danske virksomheder, der oplever hurtig vækst. Udtrykket gazelle stammer fra den prestigefyldte kåring, der finder sted hvert år.

Alle virksomheder kan i princippet blive udnævnt som en gazelle-virksomheder, hvis de lever op til en række af krav i forhold til deres omsætning og deres vækst. 

Det er ikke afgørende, om der er tale om mindre eller større virksomheder, og det kan være virksomheder indenfor alle brancher. Enkeltmandsvirksomheder er dog ikke i spil, når det kommer til at blive kåret som gazeller. 

Hvilke krav er der til gazellevirksomheder?

  • Din virksomhed skal være et ApS eller et A/S.
  • Din virksomhed skal som minimum have en omsætning på 1 million kroner eller komme ud med et bruttoresultat på 0,5 millioner kroner det første år, der måles fra
  • Du skal som minimum have offentliggjort fire regnskaber i din virksomhed
  • Din virksomhed skal have oplevet vækst i omsætning (bruttoresultatet) i hvert eneste af de fire regnskabsår
  • Den samlede sum af det primære resultat i din virksomhed skal være i plus – må godt være negativt ét år 
  • Du skal som minimum have fordoblet din omsætning gennem de sidste fire regnskabsår

Der er en undtagelse til virksomhedsformen. Pengeinstitutter kan nemlig også blive en gazelle, da de deltager uanset virksomhedsform. Tallene i de fire år skal være fuldt ud sammenlignelige. Hvis start- eller slutåret fx er kortere end de standard 12 måneder, vil det ikke være en del af beregningen.

Hvornår uddeles gazelleprisen?

Gazelleprisen uddeles over en række af såkaldte gazellekåringer. De finder sted i efteråret, hvor der findes en regionsvinder (virksomheden med den højeste vækst i regionen) og en fremstillingsgazellevinder (fremstillingsvirksomhed, som har styrket sin produktion og marked gennem nicheudvikling).

Til kåringen i København findes der landsvindere i hver kategori. Landsvinderen findes blandt de regionale gazellevindere.

Gazellekåringen blev afholdt i 2022 i november og december. Regionskåringerne fandt sted fra 18/11 til 2/12, mens landsvinderne af gazelleprisen var 9. december i København.

Sådan bliver du nomineret til titlen gazelle

Udover at passe din virksomhed og sikre fremgang skal du ikke gøre noget for at komme i spil til en gazelletitel. Hvis din virksomhed lever op til de kriterier, vi har gennemgået ovenfor, vil du helt automatisk være en del af Børsens gazelleundersøgelse.

Kommer du i betragtning til at blive tildelt titlen som en gazellevirksomhed, bliver du kontaktet af Børsen. Du skal altså ikke på nogen måde indsende information eller ansøge om at blive nomineret som en gazellevirksomhed. Det foregår helt automatisk ud fra databasen over momsregistrerede virksomheder i Danmark. 

Kan du blive kåret som en gazellevirksomhed flere gange?

Hvis din virksomhed fortsætter med at vækste hurtigt og eksplosivt, kan også du komme med på listen over virksomheder, der har præsteret at modtage en gazellepris flere gange.

Det er dog ikke hvert år, at der er gengangere med på gazellelisten – men det er bestemt ikke umuligt, og flere virksomheder har allerede prøvet det.

Når du bliver kåret som en gazelle, kan du anvende titlen i din markedsføring. Kåres du som gazelle i 2023, får du titlen Gazelle 2023 – og skal du have et nyt årstal med dig i bagagen, kræver det en ny kåring.

Gazelle-virksomheder 2022

Herunder kan du se et udsnit af virksomheder, som blevet hædret med en gazelle i 2022.

  • Landsvinder – In Commodities A/S
  • Landsvinder – Bibs Production ApS
  • Sjælland – SB Murer ApS
  • Region Syddanmark – Amplexa Genetics A/S
  • Region Midtjylland – TinyMobileRobots ApS
Var denne artikel nyttig?

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram