Firmajulegaver – kender du reglerne?

Få styr på reglerne for firmajulegaver til medarbejdere og samarbejdspartnere.


Julen er over os, og måske er du allerede helt i hus med julegaver til ansatte eller samarbejdspartnere?

I så fald behøver du ikke læse videre – hvis du altså har fulgt reglerne 😉

Ellers får du lige en kort opremsning af de rammer, der huserer på området.

Firmajulegave til dig selv? Nej!

Er du alene i din virksomhed uden nogen medarbejdere, må du ikke købe julegaver til dig selv for firmaets penge. Det samme gælder, hvis I er flere, der ejer virksomheden (ApS eller A/S). Tilhører personerne ikke kategorien “medarbejdere”, kan eventuelt køb af julegaver i hvert fald ikke trækkes fra.

Reglerne for julegave til medarbejderne

Ejer du omvendt en virksomhed, hvor du har ansatte, må du få julegaver, hvis din eller dine medarbejdere får det.

Skal din medarbejder undgå beskatning af de gaver, du giver, må vedkommende maksimalt modtage gaver til en værdi af 1.200 kroner inkl. moms per år i 2021. Satserne skifter typisk fra år til år.

Men!

Giver du gavekort, er der dog en lille undtagelse. Et gavekort, der kan byttes til kontanter, er skattepligtigt – også selvom det koster under 1.200 kroner.

Beløbet på 1.200 kroner gælder i øvrigt kun, hvis medarbejderen ikke har fået andre gaver i løbet af året. Har medarbejderen fået andre gaver, må julegaven højst have en værdi af 900 kroner inkl. moms – ellers skal vedkommende altså beskattes. Reglerne står også beskrevet i vores udførlige guide til at overholde skattereglerne for julegaver.

Fra virksomhedens side er der skattefradrag for hele omkostningen, men intet momsfradrag.

Regler for julegaver til forretningsforbindelser

Giver du gaver til forretningsforbindelser, får du kun fuldt fradrag (både skat og moms), hvis du giver samme gave til flere kunder eller mulige kunder – og gaven skal i så fald koste under 100 kroner ekskl. moms og have dit firmas navn eller logo på sig.

I alle andre tilfælde anser man formelt set julegaver til forretningsforbindelser som en repræsentationsudgift, der har begrænset fradragsret.

“Men hvordan bogfører jeg så alt det her julegavehejs?!” tænker du måske…

Vi guider dig til bogføring af julegavekøb i artiklen her, som er lavet særligt til Dinero Pro-brugere.

God fornøjelse med gaveregnen 🙂

Louisa Henchel Vinther
Louisa H. Vinther Dinero
Louisa er Dineros Communications Manager. Her arbejder hun hver dag med at lave kampagner, tænke i brugeroplevelser og udtænke indhold, der gør regnskabslivet som iværksætter bare en tand lettere.

Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Hvis jeg har nogle testpersoner tilknyttet min virksomhed, som dog ikke er aflønnede, hvad kan jeg så der mht gaver?

    1. Hej Lars

      Så er de forretningsforbindelser – men træd varsomt.

      Hvis de udfører noget som kunne betragtes som ulønnet arbejde for dig, og du giver dem en gave, er der god chance for Skat vil kunne se det som maskeret løn, og dermed gøre dem fuld skattepligtige af det. Så er det måske ikke så sjovt at få en gave i sidste ende, da det kommer til at koste dem. 👍

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram