Hvad er aktier?

En aktie er et værdipapir. Med en aktie i hånden ejer du en lille del af den virksomhed, som du har købt en aktie i. Når du ejer en aktie i en virksomhed, er du aktionær i virksomheden.

  • Læsetid: 2 min.

  • Sidst opdateret 21/11/2023


Hvad er en aktie?

En aktie er et værdipapir på lige fod med en obligation eller en option. Køber du en aktie i en virksomhed, køber du med andre ord en lille del af den pågældende virksomhed. Med en aktie køber du dig retten til at få en lille bid af kagen, hvis det går virksomheden godt, og går det den anden vej, kan du også miste penge. Det kan ske, hvis din aktie falder i værdi.

En aktie giver ikke et fast udbytte til dig som aktionær, men der kan være en stor gevinst i at handle med aktier.

Hvad får du ud af at have en aktie?

Som aktionær kan du tjene penge, hvis det går virksomheden godt. Og du kan på samme vis tabe penge, hvis det går den forkerte vej. Hvis et firma låner penge til eller stiller sikkerhed for en aktionær, kaldes det for et aktionærlån.

Går det virksomheden godt, kan den vælge at udbetale aktieudbytte til sine aktionærer. I andre tilfælde kan du som aktionær nyde godt af virksomhedens fremgang på den måde, at din aktie stiger i værdi. Det vil altså sige, at du kan sælge din aktie til en højere pris, end du selv har betalt for den.

Har du mange aktier i en virksomhed, kan der være mange penge at tjene, hvis dine aktier stiger i værdi, og du sælger dem på et gunstigt tidspunkt. Mange investerer penge i aktier som en form for opsparing. Aktier kan nemt inddrive mere end at have den samme sum penge stående i banken til en lav rente, men der vil også altid være en vis risiko forbundet med investeringen.

Hvad er et aktieudbytte?

Et aktieudbytte er lig med en sum penge, som en virksomhed kan vælge at udbetale til sine aktionærer. Det vil typisk blive udbetalt, hvis der er stor fremgang i virksomheden. Et aktieudbytte vil i de fleste tilfælde blive udbetalt i forbindelse med virksomhedens årlige generalforsamling. Det er ikke alle virksomheder, der vælger at udbetale aktieudbytte.

Hvad er aktieavance?

Aktieavance er personers gevinst eller tab, i forbindelse med salg af aktier. Der findes forskellige beskatningsregler for aktier. Reglerne for den skattemæssige behandling af gevinster og tab ved salg af aktier findes i aktieavancebeskatningsloven.

Hvad hvis virksomheden går konkurs?

Så mister du den eller de aktier, som du har i virksomheden. Du vil ikke blive stillet til ansvar for at skulle betale flere penge, men værdien af din aktie vil bortfalde. Du kan altså aldrig miste mere end det, som du har skudt i virksomheden.

Hvad er forskellen på en A- og B-aktie?

I nogle aktieselskaber kan du både købe A- og B-aktier. Det er et udtryk for, at det er muligt at købe aktier med forskellige rettigheder i den pågældende virksomhed. Hvad der ligger i det, er forskelligt fra virksomhed til virksomhed.

Det kan eksempelvis dreje sig om, at der er forskelle i forhold til aktieudbytte eller stemmevægt ved virksomhedens generalforsamling. Overvejer du at købe aktier i en virksomhed, der både tilbyder A- og B-aktier, kan du se i vedtægterne, hvilke forskellige rettigheder de to typer af aktier giver til dig som aktionær.

Læs om bogføring af værdipapirer i Dinero

Var denne artikel nyttig?

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram